IS. Anders Lund Madsen startede tidligt i livet som klimaaktivist og implementerer i dag sin viden om området i familiens hverdag.
Foto: MELISSA HJERRILD

IS. Anders Lund Madsen startede tidligt i livet som klimaaktivist og implementerer i dag sin viden om området i familiens hverdag.

Debat

»Klimaforandringer er ikke bare godt vejr, de er uhyggelige, og det går alt for stærkt lige nu«

Forelskelser og flotte damer har banet Anders Lund Madsens vej ind i den store miljøbevidsthed, der i dag præger hans liv.

Debat

»Jeg sidder ved den stinkende penisblomst og åkanderne«, står der i en sms fra Anders Lund Madsen. Han har valgt, at vi skal mødes i Botanisk Have, fordi vi skal tale om natur, miljø og klima.

Omkring os er naturen bænket inde bag hegn og i pæne bede med små navneskilte, mens turister går rundt og tager billeder af sjældne blomster. Vi griner ad den berømte penisblomst, der vokser lidt hver dag for til sidst at stå »helt mørkerød, stinkende og fuld af glans«, når den blomstrer, som Madsen siger.

Vi taler også lidt om, at ingen kalder orkideer for vulvablomster, og at det egentlig er underligt, og har så en fælles, helt ægte naturoplevelse, da et lille egern med rød, busket hale løber tæt forbi os. Det er september og vildt varmt, så vi må slukke tørsten med en Orangina.

»Vores klimaproblemer gennemsyrer alt, selv om vi vælger at ignorere problemet. Det er ligesom, når nogen siger noget, der er så ondt, at man lader, som om man ikke har hørt det. Hver aften kører de positivt bedstefar-spin på rekordvejrudsigterne i TV-avisen og siger: ’Har du også gode nyheder til os i dag?’ og ’ja, det har jeg’. Men de sidste 19 måneder har der været den ene varmerekord efter den anden. Det er ikke bare godt vejr, det er uhyggeligt, og det går alt for stærkt lige nu«, siger Anders Lund Madsen, der for nylig kørte Island rundt i elbil og ladede den op hjemme hos folk eller på fiskefabrikker, og i København kører han også rundt i en elbil.

»Jeg ville ønske, at Københavns Kommune fik indført, at taxaer kun måtte være elbiler i stedet for alle de gamle Mercedeser. Det ville virkelig rykke noget. Jeg har også selv haft en Mercedes engang, og de er jo flotte, men de forurener helt bizart meget i forhold til os, der kører el. Men jeg tror, at alt vil gå enormt hurtigt lige pludselig. Til næste år kommer der en elbil, som er til at betale og skide smart, og så vil folk have dem, og i løbet af 10 år vil det være slut med benzinbiler«.

Tror du på, at vi kan få vendt skuden miljømæssigt?

»Ja. Jeg tror bestemt, at jorden kan reddes og skuden vendes. Jeg husker følelsen i 80’erne, 90’erne og 00’erne af, at ’åh nej, nu går det galt’. Men så kommer der en løsning, og det går den anden vej. Det er klart, at der, hvor vi står nu, med de store menneskeskabte temperaturstigninger, så er det springende punkt de næste 50 år. Der er et kapløb mellem de gode ideer og de dårlige virkninger af alle de dårlige ideer. Indtil videre er det på mirakuløs vis lykkedes menneskene at slå det dårlige lige på målstregen«.

Hjemme hos familien Lund Madsen, der tæller fem sammenbragte børn, er der indført to ugentlige kødfrie dage. Og den næstyngste i flokken, drengen Modig på 4 år, går forrest i klimakampen ved at have en forkærlighed for insekter, som han gerne spiser.

»For nogle år siden syntes jeg, at det var langhåret med kødfrie dage. Nu gør jeg det bare. Det samme med affaldssortering. Man bliver klogere og finder ud af, at det ikke er særlig svært. Lige nu er det sært og eksotisk at spise insekter, men om fem år er det nok ret mainstream. Og de smager godt og mætter. Vi mennesker er helt fantastisk omstillingsparate. Mit liv, fra jeg var dreng til nu, er helt vendt på hovedet, og alligevel går jeg og tænker, at alt er, som det plejer. Så vi kan nemt ændre adfærd«.

For nogle år siden syntes jeg, at det var langhåret med kødfrie dage. Nu gør jeg det bare. Det samme med affaldssortering. Man bliver klogere og finder ud af, at det ikke er særlig svært.

Men tror du, det hjælper noget? I det store billede?

»Det kan man sagtens diskutere. Jeg bliver også bange og ked af det, når jeg tænker på, at Danmark jo intet fylder på et verdenskort, og hvordan skal de klare den i Indien eller Kina med en milliard mennesker? Og hvad hvis de alle sammen vil have en kummefryser? Men de her ting forsvinder jo ikke ved, at vi ikke tør tale om dem og handle på dem. Vi har ikke tid til at vente på en stor religiøs vækkelse eller de her krige, der bremser alt andet«.

Mellem Tølløse og Paris

Anders Lund Madsen bekymrer sig om planeten, men det har han sådan set altid gjort.

»Da jeg voksede op i 70’erne, var jeg sikker på, at vi mennesker maks. havde 5-6 år tilbage på kloden. Jeg havde læst, at olien var ved at slippe op, og så var der atombomberne og hele truslen om udslettelse. Det var derfor, at jeg i 1981 gik med i den store atommarch fra København til Paris. Men okay, jeg gik kun med til Tølløse ...«.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA

Tølløse?

»Ja. Det var, fordi jeg var blevet forelsket i en pige, der hed Anita, til en fest, som var fantastisk smuk, og jeg havde fået lokket ud af hende, at hun boede på Tølløsevej 44. Så da vi i atommarchen kom dertil, så stod jeg af i Tølløse og tog derhen og bankede på. Hun var hjemme, og jeg mødte hendes forældre, og vi endte med at gå en tur i skoven om natten, hvor jeg fik lov at kysse hende. Det var meget romantisk. Man kan sige, at det lidt ødelagde min fredssag. Men de andre kom jo til Paris, og atomkrigen blev afværget«.

Du gik altså lidt over 50 kilometer for den gode sag, inden begær vandt over politik og planetens fremtid?

»Ja, begær vinder ofte der. Meget ofte. Men kan det kombineres, så er det helt optimalt«.

Jeg kan selv huske at gå til demonstrationer mod Øresundsbroen og være meget imod, uden at jeg rigtig kan huske hvorfor i dag. Kan du også?

»Ja! Alle, jeg kendte, var imod Storebæltsbroen først og siden Øresundsbroen. Jeg tror ikke, du kan finde et eneste mennesker, der er imod i dag. Men vi var meget bekymrede for havet og muslingebankerne, men muslingerne endte jo med at elske de bropiller. Jeg lå også søvnløs og tænkte på syreregn. Syreregn plejede at være et stort emne inden for klimadebatten, men så fik man sat filtre på skorstenene, og så blev det bedre«.

Men summen af bekymringer er vel konstant? Så kommer der noget nyt at være bange for. Jeg lå også søvnløs over ozonlaget som barn.

»Ja, ozonhullet hører vi næsten heller ikke om mere, det fik vi jo fixet ved at forbyde freon. Det var der mange, der gjorde grin med dengang, skal jeg lige love for, men det virkede jo, og nu reparerer ozonlaget stille og roligt sig selv. Og så var der babysælerne, selv om vi er i periferien af klimadebatten nu, men babysælerne talte vi også meget om, og jeg blev aktiv i Greenpeace på grund af dem«.

Nåhr. Var du en af dem, der ville redde babysælerne?

»Ja. Altså der var en pige, der hed Anne, som var meget smuk, som stod og solgte muleposer og badges i en Greenpeace-vogn nede ved Helligaandskirken på Strøget. Og jeg ville enormt gerne stå i den vogn med hende og sælge muleposer med babysæler på. Det var en blanding af en dagdrøm og en fantasi. Men man begyndte jo ikke bare i vognen, så jeg måtte stå som frivillig i butikken på Nørrevold først, hvor der aldrig kom nogen«.

Så endnu en gang blev du involveret i klimakampen på grund af en flot dame?

»Ja. Det peakede, da Anne og jeg tog på Greenpeace-aktion sammen. Der kom en, der hed Göran, ned fra Stockholmskontoret, fordi der ikke skete en skid i dansk Greenpeace, og han skulle motivere os. Vi planlagde en aktion mod den engelske ambassade, fordi England havde sat oliefelter op ude i Nordsøen. Så vi ville lænke os til olietønder og til ambassaden. Men der var meget med IRA i den periode, så vi sad og svedte i flere timer i en proppet Toyota Hiace og ventede, fordi der var politi. Da de endelig var kørt, var vi helt gennemblødte af sved og dehydrerede og sprang ud med olietønderne«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er der da ikke meget ’Rainbow Warrior’, orange gummibåde og klimahelt over?

»Nej. Vi havde begået en del fejl. Vi havde en tønde for lidt, og med mit held skulle jeg ikke parres med smukke Anne, men med ham Göran fra Stockholm, og så lænkede vi os fast til ambassadens gelænder. Det var så på en lørdag, og ambassaden var lukket, så der var ikke rigtig nogen at demonstrere imod. Men vores største fejl var, at vi havde glemt at infomere pressen. Så der var ingen til at dokumentere det. Når man lænker sig til noget, så er det snyd bare at putte nøglen i lommen, så vi smed den væk. Og stod længe lænket der, indtil nogen skulle tisse«.

Hvad gør man så i en sådan en situation? Det er vel fatalt for en klimaaktion, at ingen opdager den?

»Det må man sige. Det føltes lidt som en dårlig Monty Python-film. Vi stod der i tre kvarter, og det var enormt pinagtigt. Så kom der en gartner fra ambassaden, der skulle slå græs. Og vi måtte bede ham om at hjælpe os med at finde nøglen, som vi havde kastet væk, og han fik os låst op. Gösta tog hjem til Stockholmskontoret igen, og aktionen blev aldrig nævnt med et ord, ikke engang i Greenpeace Danmarks årsberetning. Det var på alle måder en nedslående oplevelse. Men det ødelagde ikke min drøm om at redde planeten«.

Gruppearbejde om kartofler

Siden gik Anders Lund Madsen på naturhøjskole på Møn, der handlede om klima og at redde jorden, men han husker mest, at de sad ude i klitterne og læste ’Mumitroldene’, fordi det kunne pigerne godt lide. Her udviklede han et særligt trick, som gik ud på at lytte længe til pigerne og så sige »du ser meget anspændt ud« og tilbyde at massere dem. Det var ikke noget, han scorede meget på, men han »fik lov at røre«.

Jeg er imponeret over folk, der sætter sig ned og finder på løsninger

Der var også en underviser på skolen, der gik så meget op i ikke at belaste miljøet, at han havde dage, hvor han ikke gik uden for sit hus for ikke at påvirke verden mere end højst nødvendigt.

Senere begyndte Anders Lund Madsen at studere på RUC på den naturvidenskabelige grunduddannelse og brugte det første halve år på gruppearbejde om kartofler. Bagefter tog gruppen et halvt år til Færøerne for at studere fåreavl. De unge studerende skrev en rapport om, at færingerne kunne optimere fåreavlen med 1.600 procent, hvis de gik over til kunstgødning.

»Men det var de ikke interesseret i. De kørte det hele sort og gad ikke høre på os. Så det faglige var overstået på tre uger højst. Men vi boede gratis hos en landmand, mod at vi malkede hans køer morgen og aften, og det var fedt at lære, og jeg er kommet der meget siden. Hvis jeg bliver i klimamæssigt dårligt humør, så elsker jeg at tage til Færøerne eller Island og blive mindet om, at der stadig er natur tilbage, som ikke er helt pæn og civiliseret. Jeg er ikke typen, der tør tage til Sibirien eller noget andet vildt, men på de øer er der vild natur og uberørt vildnis, og alligevel er det trygt og sikkert, og du skal bare køre lidt i bil, før der er en by med wi-fi«.

Stadig koldt om morgenen

Anders Lund Madsens far var civilingeniør og opfandt blandt andet en fattigmands- og klimavenlig aircondition til biler, som »verden bare ikke var klar til«. Men patentet på den eksisterer stadig, og i dag er det sådan set mere aktuelt end nogensinde at finde på måder at spare på strømmen på.

»Jeg er imponeret over folk, der sætter sig ned og finder på løsninger. Jeg læste, at man nu vil lave teglsten til tage, hvor solpaneler er indbygget i stenen. Det er en sindssygt god idé. Problemet er, at vi næsten alle sammen har denne her følelse af, at klimaproblematikkerne er for store og diffuse til, at vi kan overskue dem. De siger, at det er blevet varmere, men det er jo stadig koldt om morgenen, når jeg vågner? Isen smelter i Grønland, men der er stadig masser af is, ikke? Det er svært at forholde sig til, og det fylder så uendelig lidt i vores hverdag og mediestrøm. Det er for ukonkret og usexet og derfor nemmere at tale om udlændinge og ’Vild med dans’«.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA

Faktisk er det meget tillidsfuldt at sætte fem børn i verden, som du har gjort?

»Ja, og der er ikke andet at gøre end at opdrage dem til at blive gode og lære dem om miljø og natur. Tænk, hvis det var lige præcis mine børn, der blev ingeniører og hjalp med at løse problemerne? Vores børn kommer til at leve en mere tumultarisk tilværelse, også på de store linjer, desværre. Det bliver vildt de næste 50 år, hvor det primært kommer til at handle om energi og fødevareforsyning. Men når først de har kraft og mad nok, uden at det ødelægger planeten, så kan de begynde at fixe alle de andre ting og fiske plastik op af havene. Det er muligt med den intellektuelle fællesmængde, der er nu, at få ordnet mad og energi. Og så tror jeg, at vores børnebørn og dem efter kan få et fedt og sjovt liv«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad hvis det ikke lykkes?

»Jeg har læst, at der er 50/50 procent chance for, at de næste 50-100 år i menneskets historie går godt. Hvis det ikke går, så skal livet som sådan jo nok klare den. Hvis det frygtelige sker, at menneskene ikke skal være mere, vil det være en stor tragedie for os, men den der plante, og den der, og måske endda den der, skal nok klare sig«, siger han og peger rundt på grønne stiklinger i Botanisk Have.

Vi sidder bare lidt i solen og det grønne.

»Livet som sådan fortsætter. Altså indtil solen en dag eksploderer«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce