Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

Debat

De nye højrefløjspartier minder mig om venstrefløjen i 70’erne

Højrefløjen strides om, hvad der er den rette, borgerlige politik, og baner på den måde vejen for Socialdemokratiet gennem et stort stemmespild ved næste valg.

Debat

I 70’erne og 80’erne var der et rend af småpartier på venstrefløjen, som alle lå til venstre for SF og Socialdemokratiet, der blev bortdømt som revisionister og opportunister.

De, derimod, stod for den rene socialisme, men hvori den rene socialisme bestod, kunne de ikke blive enige om.

Det var et dejligt stemmespild, der først blev bragt til ophør med dannelsen af Enhedslisten-De Røde-De Grønne, som listen oprindeligt kaldte sig. Den kom i Folketinget i 1994 og sikrede i 1998 Nyrup ’four more years’.

Hvad der dengang skete på venstrefløjen, hærger nu højrefløjen. Her har vi til højre for Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristeligt Folkeparti nu Nye Borgerlige samt måske Danskernes Parti og Dansk Samling.

POLITIKEN MENER

Det vil give et stemmespild ved næste valg, som baner vejen for Socialdemokratiet. De borgerlige ledere, som ikke når over spærregrænsen, kan da sætte sig ned og sukke. ’Ak, hvilke skønne, spildte kræfter!’.

De borgerlige strides om, hvad der er den rette, borgerlige politik.

For de nytilkomne er de gamle partier befolket af idéløse opportunister, og de har hver deres mærkesager, som efter deres mening bliver svigtet af Venstre-regeringen og dens borgerlige støttepartier.

For dem alle er den største mærkesag flygtninge- og indvandrerpolitikken, hvor Inger Støjbergs mange stramninger ikke er dem stramme nok. For at stramme yderligere vil de bryde med konventionerne og ud af EU.

Under dette ligger en strid om, hvad det vil sige at være en nationalstat, og hvordan denne skal forholde sig til det internationale samfund.

Derfor vil man nu overgå hinanden ved at diskutere, hvem der er mest dansk? Hvad skal der til for at være dansker?

Kristen, ja, men Grundtvig sagde: ’Menneske først’. For vi mennesker er forskellige og har derfor også forskellig tilgang til troen. Er en dansker ikke dansk, hvis vedkommende har meldt sig ud af folkekirken? Jo, naturligvis.

Og katolikker er naturligvis også danske, selv om de ikke er evangelisk-lutherske. Ligeså med jøderne, selv om de bruger Torahen. Men muslimerne, de er da ikke danske?

For dem alle er den største mærkesag flygtninge- og indvandrerpolitikken, hvor Inger Støjbergs mange stramninger ikke er dem stramme nok. For at stramme yderligere vil de bryde med konventionerne og ud af EU

Ikke desto mindre sidder mange muslimer i de danske byråd og tilmed i Folketinget, og de er danske, uanset om de kom hertil som børn med deres forældre eller blev født her af indvandrere.

Vi kan altså ikke bruge troskriteriet, men må igen gå tilbage til den ærkedanske Grundtvig, som definerede folket således: ’Til et folk, de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild;/ resten selv som dragedukker,/ sig fra folket udelukker’.

Dette grundtvigske kriterium kan man godt opfylde som muslim.

Det næste stridspunkt er opfattelsen af fædrelandet. For de blå EU-modstandere prisgiver de blå EU-tilhængere simpelthen fædrelandet, og ’sit fædreland skylder man alt’.

Men spørgsmålet er, hvordan vi bedst sikrer vores fædreland? Er det ved at isolere sig fra det internationale samfund, eller er det ved at gå ind i et samarbejde, der på rettens grund stiller de små nationer på lige fod med de store?

DENNIS NØRMARK

Det er et strategisk spørgsmål om, hvordan vi bedst sikrer vores suverænitet. I ’de gode, gamle dage’ kunne vi principielt gøre, som vi ville, men vi gjorde det ikke, når de store naboer løftede øjenbrynene og så hvast på os.

Er det suverænitet? Nu, derimod, er vi i kraft af EU beskyttede mod de stores magtdemonstrationer og magtfordrejninger.

Fjenderne af vore demokratiske idealer og værdier ligger i dag på den anden side Middelhavet, men mod dem står alle vore europæiske kolleger sammen med os.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det viste de under Muhammedkrisen. ’De små, nationalstaters tid ved Østersøen er omme’, sagde den sovjetiske udenrigsminister Molotov mod slutningen af Anden Verdenskrig.

Men det er den lige netop ikke, fordi vi alle i dag er medlemmer af Nato og EU. Men et medlemskab er ikke et tag selv-bord, hvor vi kan nøjes med de retter, der lige falder i vores smag.

Skal medlemskabet være forpligtende for store som for små, er der opgaver og friheder, vi må være fælles om og i fællesskab forsvare.

En af disse opgaver er just at få styr på immigrationer, som nu er ved at splitte både EU og den blå lejr. Eftersom dette problem kun bliver større med tiden, kan det ikke løses ved at lade de mest udsatte lande løbe over ende i håb om, at så går kun de ned i social uro og terror.

For den slags vil brede sig og kan kun løses af Europa i fællesskab. Problemet i adskillige EU-lande er blot, at EU ikke ser ud til at kunne løse det.

Svaret er derfor ikke et Europa uden EU, men et mere ansvarsbevidst EU.

Det er denne uløste udfordring til fællesskabet, der får de forskellige lande og følgelig EU til at gå op i limningen.

Det er angsten for fremtiden, frygten for det ukendte og de fremmede, der skaber den store uro på højrefløjen såvel i USA som i adskillige, europæiske lande og herunder Danmark.

Folket splittes, når nogle få begår den anden dødssynd af griskhed at berige sig på det store flertals bekostning, så få har for meget og flere for lidt

Der er også nok at frygte; thi fremtiden er fuld af nye og hidtil uprøvede farer. Frygten bemestres imidlertid ikke ved som strudsen at stikke hovedet ned i et hul i jorden, men kun ved at løfte hovedet, finde sit fodfæste i den hjemlige muld og se sig om efter forbundsfæller for derpå at gå i gang med at løse opgaven.

Det må de kommende generationer forvente af os i den borgerlige lejr, så sandt som vi står ved ’kontrakten mellem generationerne’, der tilsiger os at bevare, hvad vi har fået overdraget, og helst give det videre i en forbedret tilstand, hvad enten det drejer sig om det danske sprog, den danske kultur og de danske traditioner og institutioner eller naturen og miljøet.

Et land er ikke blot en jordklump, men hjemstedet for et folk; thi, beretter Paulus i Kaj Munks oversættelse af ’Apostlenes gerninger’: Gud spredte de forskellige folkeslag ud over Jorden og fastsatte landegrænser for dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det danske folk fik således Danmark at beskytte og udvikle.

Men folket splittes, når nogle få begår den anden dødssynd af griskhed at berige sig på det store flertals bekostning, så få har for meget og flere for lidt.

Da ryger følelsen af fællesskab, og huset bliver splidagtigt med sig selv, således som det nu sker i USA og i Europa og inde i den blå blok.

Men splittes denne ad, er kun et fælles sammenbrud sikret.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce