ELITÆR. Den feministiske forening Kvindeligt Selskab opstod i 1991 i kølvandet på etableringen af KVINFO. Det blev en ny form for kvindebevægelse med hundredvis af medlemmer, der blandt andet gik i denne provokerende T-shirt og uddelte den kontroversielle pris ’Årets Pikhoved’. Arkivfoto: Søren Svendsen

ELITÆR. Den feministiske forening Kvindeligt Selskab opstod i 1991 i kølvandet på etableringen af KVINFO. Det blev en ny form for kvindebevægelse med hundredvis af medlemmer, der blandt andet gik i denne provokerende T-shirt og uddelte den kontroversielle pris ’Årets Pikhoved’. Arkivfoto: Søren Svendsen

Debat

»Jeg kan faktisk ikke se feminismen for bare bare bryster«

Ny debatbog gør status over 25 års ligestillingskamp og feminisme. Bidragyder til bogen Nanna Kalinka Bjerke og Politikens Ditte Giese korresponderer her om feminismens udvikling i anledning af jubilæet.

Debat

Kære Nanna

Jeg læser i øjeblikket en bog, du har bidraget til, ’Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp’. Du skriver et essay om dit eget livslange engagement i den feministiske sag, og jeg har lyst til at spørge dig, hvor du tror, vi er på vej hen?

Jeg er selv en gammel og forvirret feminist. Der bliver i øjeblikket talt meget om genderqueer-feminisme og de transkønnede over for Nikita Klæstrup og hende, der ryster røv for a living, og at de skulle være en slags fjerdebølgefeminister. Hvad tænker du?

Kærlig hilsen Ditte

Kære Ditte

Hmm, det er et svært spørgsmål. På den ene side er jeg vild med alt det – for nogle lidt underlige – der foregår med røvrystelser og kavalergange, som for tiden går hånd i hånd med en slags hyperintellektualisering af at være den, man har lyst til eller behov for at være.

På den anden side er jeg også en gammelsmølfet feminist, der synes, at der sagtens kunne bruges flere kræfter på, at ganske almindelige hverdagsfeministiske kvinder kan trække vejret i deres dagligdag. Bare den der manglende fædrebarsel, som vi har ventet på i 20 år! Det er et politisk tillidsbrud over for begge forældre.

Kh Nanna

Kære Nanna

Noget af det, jeg undrer mig mest over i den nuværende feministiske debat, er det her med, at næsten alt handler om definitionsretten over ego. For hvor er den fælles kamp blevet af? Jeg ser ikke nogen af de her unge damer og herrer kæmpe for så meget andet end egen røv. Kan det virkelig passe? Tænkte vores mødre mon det samme om os?

Jeg synes da også, at det seksuelle er vigtigt og (vid)underligt. Samtidig undrer det mig, når unge kvinder kalder sig selv og deres veninder luder og dyrker afklædtheden på de sociale medier og kalder det #feminisme. Jeg kan faktisk slet ikke se feminismen for bare bare bryster.

KH Ditte

Kære Ditte

Feminismen er ikke alene om at vakle mellem mig, mig, mig og så os. Det er jo alle vegne. Jeg er også supersplittet omkring det. Mit automatsvar ville være, åh, det er også forfærdeligt, men jeg hader samtidig ensretning og konformitet. Hvis der er noget, kvindebevægelsen kan finde ud af, er det fandeme at sørge for, at folk retter ind. Frisind er pudsigt nok ikke deres stærke side. Uanset om det så er en lillebitte freaking facebookgruppe, så holder alle hinanden hårdt i ørerne.

Mange unge er måske trætte af det og synes lige, de vil give den gas med deres barm, mens de har den. Og vi reagerer på det, fordi vi ikke er vokset fra skyld og skam endnu, og fordi vi er gamle nok til at vide bedre.

Bh Nanna (den hilsen kan jeg næsten ikke få mig selv til at skrive, fordi det for mig altid vil stå for brystholder)

Kvinders indtræden i samfundet er det største integrationsprojekt i 100 år

Kære Nanna

I bogen skriver du, at I skabte foreningen Kvindeligt Selskab i 1991 (i dag Selskabet for Ligestilling) for at trække kunst, medier og populærkultur ind i den feministiske debat, og at jeres forgængere, andenbølgefeministerne, fandt jer poppede og for meget. Måske gentager historien sig?

Jeg synes naturligvis også, at man skal fejre sin barm, jeg fejrer den faktisk ganske ofte selv, men hvem passer de klassiske ligestillingskampe, mens ’de unge’ snapchatter deres lår og hår og hvad ved jeg? (Ja, det var en Linnet-reference) Hvem tager sig af de voldsramte kvinder, ligeløn, barsel, kønsrepræsentationen i medierne og så videre? Og kan du ikke fortælle mig, hvad du synes, der er sket med den feministiske sag på de 25 år, du har været aktiv feminist?

KH Ditte

Kære Ditte

Den sad! Tror jeg føler mig truffet selv. Det store engagement i, at alle skal kunne leve deres liv i frihed, har det med at smuldre mellem gummihandskerne hos mig selv. Men jeg vil da gerne dele skammen med rigtig mange politikere og uformelle beslutningstagere – også kvindelige – der skider den slags almindelig god opførsel et stort stykke, når de når magten.

Det er jo en fin balance mellem at bestyrke (mit nye favoritord for empowerment) f.eks. kvinder i at komme ud af vold og så skabe de lovmæssige rammer, der skal til. På græsrodsniveau synes jeg nu nok, der bliver gjort meget rundt omkring for dem, der ryger gennem hullerne, men en samlet stor, stærk stemme til at sparke til systemet er der ikke.

Det er faktisk pudsigt; for aldrig har det været nemmere at kontakte, netværke og organisere sig via sociale medier. Men aktivisme er afløst af like-tivisme. Da jeg var ung (her må godt grines), sad vi og ringede rundt fra vores tunge fastnettelefoner og skrev breve til hinanden. Alligevel fik vi udrettet noget, synes jeg.

Men for nu at svare på dit spørgsmål om de 25 år, så er der sket det, der måtte ske: Germaine Greer mødte Beyoncé, og det er ikke helt til at sige, hvad der kom ud af det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nanna

Kære Nanna

Jeg elsker Beyoncé, danser gerne til hende og har faktisk ikke læst særlig meget Greer. Men jeg undrer mig over den nye glittede feminisme, der både er supermateriel og powershoppende og dukker nakken helt lydigt for tidens æstetisering og de herskende skønhedsidealer.

Jeg kan godt mærke, at jeg har det i mig til at blive en sur gammel kælling. Men jeg har sgu lyst til, at vores børn skal vokse op i en anden og bedre verden og ikke have deres pussy grabbed, få spiseforstyrrelser eller sende hævnpornobilleder rundt på skolen. Mit bedste bud på at løse det vraggods er feminisme. Jeg har simpelthen ikke andre våben. Men når feminisme nu er pornoæstetik og rottehaler, så mister jeg modet.

KH

Kære Ditte

Det lyder højtravende, men jeg tror, der er meget sandhed i, at ’individet er kun relativt frisat’. Meget få mennesker er i stand til at modstå presset fra forbrugsræset og det dårlige selvværd, det åbenlyst fører med sig. Man kan kun håbe, at det måske har toppet, at det hele bare er noget, vi leger. At verden, som den ser ud lige nu, får flere til at stoppe op og spørge sig selv, om det er det hele værd.

Er det fedt at leve i en krop, som ikke længere er ens egen, men markedets? Der kommer altid modbevægelser til alt, og jeg synes heldigvis, jeg møder mange unge feminister eller humanister (uha, to skældsord efter hinanden!) af begge køn, som får mig til at bevare håbet. Til jeg dør.

KH

Nogle gange tænker jeg, at vi hvide kvinder i den kreative klasse diskuterer køn og feminisme, mens hvide ditto mænd diskuterer ytringsfrihed og Flemming Rose

Kære Nanna

Det er i hvert fald en mærkelig oplevelse, at feminisme i dag både er meget ungdomsmoderne og helt ekstremt voksenforhadt. Men jeg kender da efterhånden en del mænd, der er med. Okay, de gør måske ikke ligefrem noget aktivt og direkte for den feministiske sag, men de modarbejder heller ikke mere.

Hvis den fjerde bølge af feminisme både er Instagram-pigerne, de genderqueer OG Beyoncé og Lady Gaga, hvad så med mændene? Nogle gange tænker jeg, at vi hvide kvinder i den kreative klasse diskuterer køn og feminisme, mens hvide ditto mændene diskuterer ytringsfrihed og Flemming Rose. Mon vi nogensinde lærer at tale sammen?

KH Ditte

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kære Ditte

Jeg tror, vi er nødt til at tænke kvinders indtræden i samfundsordenen som det største integrationsprojekt de sidste 100 år. Det er ikke nemt, det er ikke overstået, og det kommer til at tage tid. Selv om mange mænd i teorien er med på ideen, vrimler det med eksempler på, hvor både bevidst og ubevidst forkælet mange mænd opfører sig over for kvinder, både ude og hjemme.

Det er simpelthen ikke sunket ind hos dem, at man skal arbejde med sig selv for ikke at opføre sig, som århundreders opdragelse har lært dem var deres ret. Den ret vil nogle kalde naturlig maskulinitet, jeg kalder det regulær dovenskab og mental umodenhed, hvis man f.eks. ikke har mod til at forholde sig til menneskelige relationer.

Måske feminismen er så moderne, fordi unge kvinder vokser op i den tro, at vi andre har banet vejen for dem, og når de så mødes af virkeligheden ... Det er også interessant og vigtigt, at den fjerde bølge handler en del om begæret. Især kvinders. Et område, som nu bliver udlevet, afprøvet og visualiseret – måske med den underliggende fortælling om, at det jo nok er det, der binder os sammen til syvende og sidst.

KH Nanna

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce