Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debat

30-timers arbejdsuge er svaret

Vi bliver nødt til at tænke ud af boksen og turde udfordre de herskende tanker om arbejdstid, hvis vi skal fordele velstanden og jobbene retfærdigt og undgå mere ulighed.

Debat

Enhedslistens debatoplæg om indførelsen af en 30-timers uge har vakt betydelig opsigt og debat, hvilket tyder på, at vi rører ved et vigtigt tema.

Jeg er især glad for Mattias Tesfayes indlæg (Pol. 16.12.), fordi han forholder sig til kernespørgsmålet: Er 30-timers arbejdsuge et krav, som fagbevægelsens medlemmer skal prioritere ved kommende overenskomstforhandlinger?

For det er jo der, det skal gennemføres, ikke i Folketinget.

Men her holder enigheden også op. Hvis mine forældre og bedsteforældre og jeg selv havde tænkt ligesom Mattias Tesfaye, så havde vi aldrig fået så meget som én eneste times arbejdstidsforkortelse.

Det kræver nemlig, at man kan tænke ud af boksen og tør udfordre de herskende tanker (der jo har en påfaldende lighed med de herskendes tanker). Det er Mattias Tesfaye øjensynlig ikke i stand til.

Står det til ham, så må vi ikke udfordre dogmet om, at privatforbruget og aktionærernes andel af overskuddet bare skal vokse og vokse.

Vi må heller ikke udfordre Dansk Industris og skiftende regeringers krav om et stadig større udbud af arbejdskraft, selv om det kun fører til øget konkurrence mellem lønmodtagerne, dårligere løn- og arbejdsvilkår, ringere tryghed ved arbejdsløshed og sygdom og højere pensionsalder.

Mattias Tesfaye mener oven i købet, at resten af fagbevægelsen skal underkaste sig DI’s og Dansk Metals ret til at bestemme, inden for hvilke rammer alle andre fag og brancher skal forhandle.

Mon ikke Tesfayes tidligere murerkollegaer tager sig en ekstra smertestillende pille, når de hører hans blanke afvisning af kortere arbejdstid, mens de vånder sig over de ansvarlige partiers (heriblandt Socialdemokratiets) krav om et stadig længere arbejdsliv.

Mange andre bliver også kede af det. De mange arbejdsløse, de tusindvis af unge og ufaglærte, der må nøjes med kortvarige ansættelser og deltidsjobs på ringe løn- og arbejdsvilkår.

De mange børnefamilier, der ikke kan få dagligdagen til at hænge sammen. De tusinder, der udstødes fra arbejdsmarkedet hvert år på grund af stress og nedslidning.

De sygeplejersker og andre offentligt ansatte, der er ved at bukke under for kravet om at løse flere og flere opgaver på den samme arbejdstid.

Vi var forberedt på, at arbejdsgivere, borgerlige politikere og økonomer ville afvise vores forslag.

Vi var forberedt på en masse råberi om, at der ikke er råd, selv om den samlede velstand bare er vokset og vokset, dansk økonomi er i topform, og aktionærerne får udbetalt udbytter som aldrig før.

Men jeg er da oprigtig skuffet over, at netop du, Mattias Tesfaye, vores fælles baggrund taget i betragtning, afviser det så bastant.

Vi påviser jo, at der er råd til at gennemføre det, samtidig med at vi fastholder reallønnen og giver de lavtlønnede et løft. Hvad er problemet?

Mattias Tesfaye mener, vi i stedet skal prioritere bedre barsel, uddannelsesmuligheder og seniortid. Det er gode svar, de skal ikke vælges fra, tværtimod. Men de er trods alt kun til gavn for mindre grupper.

Folk vil gerne have en fagbevægelse, som flytter hegnspæle i virkeligheden i stedet for kommaer i en dagsorden, som andre har sat

De er ikke noget svar på det kæmpe pres, der er på det store flertal af lønmodtagerne i dag. Et sådant svar er kravet om en 30-timers arbejdsuge.

Det er et krav, der kan samle bredt blandt fagbevægelsens medlemmer, på tværs af offentligt og privat ansatte, alder, køn og fag. Men det kræver selvfølgelig, at nogen tør rejse diskussionen.

Jeg er virkelig ked af, at du, Mattias Tesfaye, ikke kan se det kæmpe potentiale, der er i dette krav, med hensyn til at samle medlemmerne og revitalisere fagbevægelsen, så den kan genindtage sin rolle som den kraft, der baner vejen for markante fremskridt for lønmodtagerne i dette land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg påstår ikke, at medlemmerne står parat til en storkonflikt for at kæmpe en 30-timers uge igennem. Men de vil gerne have en fagbevægelse, som flytter hegnspæle i virkeligheden i stedet for kommaer i en dagsorden, som andre har sat.

Men kære Mattias Tesfaye.

Prøv, om du kan forklare dine egne børn, hvorfor du siger nej til kortere arbejdstid?

De vil nok spørge: »Kære far, hvorfor må vi ikke få de samme gevinster af en stadig større produktivitet, som du, dine forældre og bedsteforældre fik?

Hvorfor må vi ikke også få kortere arbejdstid med de muligheder, det giver for et bedre liv i det hele taget? På fire generationer kom I fra 60-timers arbejdsuge og ingen ferie til 37-timers arbejdsuge og 5-6-ugers ferie. Hvorfor skal det stoppe der?

Verden gik da ikke under af den grund. Den samlede velstand blev mangedoblet. Hvorfor vil du ikke være med til at fordele den og det nødvendige arbejde mere retfærdigt?«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce