I Danmark er alle lige for loven, og det er vores alles sag at værne om friheden og retten til at være den man er, mener Karen Ellemann, der er nyudnævnt minister for ligestilling.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

I Danmark er alle lige for loven, og det er vores alles sag at værne om friheden og retten til at være den man er, mener Karen Ellemann, der er nyudnævnt minister for ligestilling. Foto: Melissa Kühn Hjerrild

»Okay, så er jeg også feminist«

Ifølge den nyudnævnte ligestillingsminister Karen Ellemann (V) er ligestillingskampen først og fremmest en frihedskamp, hvor det er det enkelte individs eget ansvar at stå op for sig selv. Det uanset om det gælder barsel til far, hævnporno eller hadforbrydelser.

»Wauw, den er så flot, den dér«.

Karen Ellemann (V) peger begejstret mod et tre meter højt kunstværk, der ligner en fusion mellem en vandmand og en gigantisk blodig tampon.

Politiken har inviteret til tiltrædelsesinterview. Den nyudnævnte ligestillingsminister har inviteret på museum. Nærmere bestemt Arken syd for København.

Du, kære menneske i det her land, skal insistere på den her ligestillingsdiskussion

Fordi det er et »fantastisk sted«, der ligger i hendes »hood«, og fordi en ark er en perfekt lokation for hende som nytiltrådt minister.

»Skibet er ladet med ligestilling, og nu stævner jeg ud«, som hun siger, mens vi skridter mod Gerda Wegener-udstillingen i museets hjerte.

Ifølge Karen Ellemann repræsenterer Wegener, der var gift med transkønnede Lili Elbe, den kamp, individer gennem historien har kæmpet og fortsat bliver nødt til at kæmpe for at bevare retten til frihed og lighed.

Og selv om meget har ændret sig siden begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Elbe og Wegener måtte rejse fra Danmark for at kunne leve frit, er deres historie evigt aktuel, mener hun:

»For mig er ligestillingskampen en frihedskamp. Vi må insistere på vores frihedsrettigheder. Vi må kæmpe for dem og værne om dem«.

Karen Ellemann har været minister for ligestilling i en måned. Som Venstre-kvinde har hun ligesom sin forgænger, Ellen Trane Nørby (V), ingen planer om at lovgive på ligestillingsområdet, slår hun fast.

»Vi er lige for loven i Danmark, og jeg mener ikke, yderligere lovgivning er nøglen i ligestillingsdebatten. Det er derimod en insisteren på forandringer gennem samtaler og diskussioner«.

Og det gælder, uanset om vi taler kvinder i bestyrelser, sexkøb eller barsel til far?

»Ja, det mener jeg. Når det gælder barsel til far, så er der efterhånden mange undersøgelser, der dokumenterer, at når far og mor deler barslen, så er der fordele, både når det gælder samlivet, samarbejdet om at være forælder og i lønposen. Og her står enhver familie med et aktivt valg som oplyste mennesker og må tage den diskussion«.

Men mænd tager kun godt ti procent af barslen i dag. Rykker det nok, at ansvaret for en mere lige fordeling er den enkeltes?

»Det er enormt vigtigt i vores demokratiske samfund, at man som individer formår at have den samtale. For det har en stor betydning, at du som vordende forælder har de her meget grundlæggende diskussioner om, hvordan vi skal være en familie, når vi sætter børn i verden«.

Men der er mange steder, hvor de her snakke om, hvem der skal gøre hvad, slet ikke foregår, fordi det tages for givet, at børnene primært er moderens ansvar?

Hævnporno er virkelig noget, der optager og frustrerer mig. Jeg vil gerne skridtet tilbage og se på, hvad der er for et normskred blandt unge drenge og piger i forhold til at føle sig gode nok, og hvordan de iscenesætter sig selv og føler et pres

»Hvis moderen sidder med en følelse af, at hun var tvunget til at tage hele barslen, er det et problem. Eller hvis faderen ikke får lov. Men så er det, man skal sige: Det her har jeg altså ret til. Det er vigtigt at have modet til at insistere på at have den samtale. Du, kære menneske i det her land, skal insistere på den her ligestillingsdiskussion«.

Lilla bleer og medynk

En anden ting, Karen Ellemann er helt sikker på, er, at hun i sin tid som ligestillingsminister ikke har tænkt sig at føre det, hun kalder »skyttegravskrig«.

Der bliver ikke noget »drengene mod pigerne« under Karen Ellemanns vagt, siger hun.

Du lagde ellers godt ud. Da du blev ligestillingsminister i november, gik der lige nøjagtig tre sekunder af din tiltrædelsestale, før du havde pisset ret mange af dine kommende samarbejdspartnere af …?

»Du hentyder til det, jeg sagde om, at jeg ikke er feminist?«.

Ja?

»Jo, men det er, fordi på mit kort over verden er ordet feminist forbundet med et levn af lilla ble og ’vi kvinder er nogle stakler’, og det er ’åh så synd for os’. Jeg betragter mig som ligestillingsminister for alle. Som en, der virkelig er Danmarks minister for ligestilling. Og ligestilling handler om lige muligheder og det frie valg, og det er alles sag. Derfor løfter jeg ikke et feministskilt. For hvad er det modsatte af en feminist egentlig? Er det et brølende handyr? Og skulle jeg så være et brølende hundyr? Nej, det har jeg ikke lyst til«.

Karen Ellemann har en lille håndskrevet seddel med. På den står hendes vigtigste mærkesager i det ny ressortområde. Den første, hun nævner, er vold i nære relationer. Ikke blot den fysiske, men også den psykiske vold og den sociale kontrol, alt for mange lever under, og som Karen Ellemann mener, at man i højere grad end i dag bør kunne opspore og straffe.

»Vi skal have en grundig diskussion af, hvad vi kan gøre ved det«, siger hun.

I forhold til de diskussioner, vi har haft på fodboldstadioner, hvor fodboldfans har råbt bøsserøv, og der nærmest har været en opfordring til ikke at springe ud som spiller; det er simpelthen ikke i orden.

Det samme, mener hun, er nødvendigt for de efterhånden mange sager, hvor unge piger og kvinder har fået delt nøgenbilleder på nettet mod deres vilje.

»Hævnporno er virkelig noget, der optager og frustrerer mig. Ét er det at kaste sig ud i hævnen. Men jeg vil gerne skridtet tilbage og se på, hvad der er for et normskred blandt unge drenge og piger i forhold til at føle sig gode nok, og hvordan de iscenesætter sig selv og føler et pres«.

Hvad kan du gøre ved det?

»Vi må insistere på samtalen. Men også på en oprustning af, hvordan du som ung i den her verden kan stå godt på dine egne ben, så du ikke uforvarende kommer til at udsætte dig for noget, som vil vise sig at gå over dine grænser og vise sig at gøre ondt. Hvordan du som ung lærer at føle, hvor dine grænser er«.

Jeg tror nu godt, at de piger og kvinder, der får delt deres nøgenbilleder på russiske hævnpornosites, i facebookgrupper eller på andre unges telefoner, kan mærke, hvor deres grænser går?

»Ja«.

Og hvad skal de så gøre?

»Det er den diskussion, vi har i forhold til, at det her jo er strafbart. Man må jo kunne finde frem til, hvem bagmændene er på de her ting, så man kan retsforfølge dem«.

Men der er langtfra altid ressourcer til at opklare de her sager, lyder det fra politiet og de ofre, jeg har talt med?

»Jeg kommer det ikke videre end at sige, at der i hvert fald er lovgivning på det her felt. Men jeg synes, det er vigtigt i den her diskussion at insistere på samtalen om det normskred, der er. Hvorfor er vi overhovedet ude i det her med at lave den form for præsentation af sig selv i den her verden, hvor det bare er et klik, før billeder kan deles?«.

Så du ser det sådan, at hvis den enkelte pige passer på sig selv, så har vi ikke noget problem?

»Det vil være naivt at sige. Jeg mener, at der er et problem, og jeg mener, at det er enormt skadeligt for de piger, der oplever det her. Men det, der er nok så skadeligt for den 14-årige eller den 17-årige, er, hvis hun slet ikke tænker på konsekvenserne i det øjeblik, hun på den måde ikke har sat nogen grænser for sig selv. For det er meget grænseløst at sige, ’nu stiller jeg mig bare op her, og så tager vi en masse billeder og hygger os med det’. Det, mener jeg i hvert fald, er vigtigt, at man er meget bevidst om«.

Så hvad vil du helt præcist gøre for at stoppe det her?

»Blandt andet vil jeg holde et ungetopmøde. Jeg vil ud på ungdomsuddannelserne og i dialog med de unge og høre, hvad de mener, jeg kan gøre, og hvad skolen kan gøre, og hvilke mødesteder vi kan lave, så vi vitterlig via samtalen passer på hinanden og siger, at det er o.k. at have nogle grænser for, hvad man vil være med til«.

Dialog mod hatecrimes

Den tredje ting på listen over væsentlige emner for ligestillingsministeren er hadforbrydelser, fortæller hun.

»I forhold til de diskussioner, vi har haft på fodboldstadioner, hvor fodboldfans har råbt bøsserøv, og der nærmest har været en opfordring til ikke at springe ud som spiller; det er simpelthen ikke i orden. I et samfund, hvor vi alle er lige for loven, er det fuldstændig uacceptabelt, at man bliver ved med at se den form for hatecrimes. Det er invaliderende for det enkelte menneske at blive udsat for den form for nedværdigende opførsel fra andre«.

Men hvordan får man det til at stoppe?

»Det stopper ved, at den enkelte stopper sig selv i det her. Og hvordan pokker gør man det? Det gør man ved at stoppe sig selv i overhovedet at have det blik på et andet menneske. Det er en insisteren på, at man har ret til at tro og tænke og tale og være den, man er. Hele frihedsdagsordenen igen bare i forhold til ens seksualitet«.

Foto: Hjerrild Melissa Kühn

Men hvordan mener du, at vi får den enkelte til at stoppe sig selv?

»Ved at vi også bredt i vores samfund er ret ærlige om de rettigheder, vi har. Vi skal værne om vores frihedsrettigheder. Vi har lige haft den her kulturkanon, som Bertel (Haarder (V), red.) lavede, hvor ligestilling popper op som en vigtig værdi i vores samfund. Derfor må vi også være med til at sige stop og sige ’hov, du kan ikke stå og køre den form for mobning og nedsættende omtale af dine medmennesker’. Enhver har ret til den seksualitet, man nu engang har«.

Der er nok en hel del, der vil kalde den tilgang lidt naiv?

»Hvis det er naivt, så er det simpelthen, fordi man ikke respekterer demokratiet og ikke selv vil værne om de frihedsrettigheder, vi har. Dem, der kritiserer mig og siger, at det er for svagt bare at insistere på samtalen, siger det, fordi de tror, at lovgivning er det eneste, der virker. Det er det bare ikke. Politik er andet end lovgivning. Det er også insisteren på dialogen«.

Men dialog, Karen Ellemann ...?

»Kald mig bare naiv, jeg kalder mig ligestillingsminister og minister for equal opportunities. Og det gør jeg med et helt klart sigte på at værne om friheden i det her samfund. Den skal vi beskytte og kæmpe for hver eneste dag. Bare kig ud over grænserne, så tror jeg, enhver kan blive bekræftet i, at det er det, vi skal«.

Vi rejser os og går ned for at tage billeder blandt Wegener-malerierne.

»Jeg har en julegave til dig fra debatredaktionen«, siger jeg og rækker hende en stofpose fra Politiken Plus.

»Nej, virkelig? Tak«, siger Karen Ellemann glad. Hun fisker indholdet op: enT-shirt fra Dansk Kvindesamfund med ordet ’Feminist’ trykt på maven med store, røde bogstaver. Under ordet står en ordforklaring: »Any person who believes in the social, political and economic equality of all genders« (Enhver, der er tilhænger af social, politisk og økonomisk ligestilling mellem alle køn, red.).

Karen Ellemann læser højt.

»Okay. Er det sådan, man definerer det?«, spørger hun.

Jeg nikker.

»Jamen, okay, hvis det er sådan, så er jeg også feminist. Og stolt af at være det«. Hun griner og giver mit arm et klem, før hun fortsætter:

»Ja, man har jo altid lov at blive klogere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce