Tegning: Roald Als (arkiv)

Tegning: Roald Als (arkiv)

Debat

Vi har brug for levebrødspolitikere

Politikerne er med til konstant at tale tillidskrisen op. I stedet burde de ranke ryggen og insistere på, at de faktisk har lod og del i den succes, Danmark på enhver tænkelig måde er.

Debat

Lad os på denne årets første dag skære ind til benet af Danmarks problemer.

Ja, det er hårdere at sælge sit hus i Hjørring end i Hillerød. Ja, der er grupper, som er mere udsatte end andre på arbejdsmarkedet. Ja, det er på stort set alle tænkelige måder sjovere og bedre at være rig end fattig.

Og nej, integrationen fungerer ikke, ej heller efter halvandet år med Inger Støjberg.

Vi har mange udfordringer foran os som nation. Det er der ikke meget nyt i.

Faktisk er det netop vores evne til at gøre både problemer og løsninger fælles, som har skabt det Danmark, langt de fleste af os er så stolte af.

Og her er vi ved det famøse ben, der skal skæres i. For den største udfordring, vi står over for, er ikke et enkelt politisk spørgsmål, men derimod den faldende tillid til vores politiske klasse.

Lad os dog kalde barnet ved rette navn: Vi har brug for en klasse af mennesker, der investerer deres fremtid i at blive dygtige politikere.

Som bruger de nødvendige kræfter på at opbygge netværk og få den afgørende erfaring, så de kan træffe de bedste beslutninger. Ikke bare for et enkelt år, men år efter år.

Uden dem kan vi ikke foretage de prioriteringer, vores fællesskab har så akut behov for i en verden med enorme og dramatiske omstillinger. Et samfund, der alene er baseret på politikere, som lever for politik, har det med at blive meget elitært.

Tænk blot på, hvilken rolle adelen og borgerskabet spillede i demokratiets første år. Fine, fine folk uden behov for vederlag og gustne pensionsordninger.

Donald Trump vil jo heller ikke have løn. Demokrater? Nogle af dem, afgjort. Alle? Næppe.

Den nøgne sandhed er, at vi skal være glade for, at vores politikere lever af politik – præcis som Thorvald Stauning, Anker Jørgensen og Poul Schlüter gjorde.

Der, hvor vi lettest og tydeligst kan se krisens grimme ansigt, er, at den politiske klasse igen og igen kommer ud som den profession med den ringeste troværdighed

Vi kan ikke nøjes med fritidspolitikere, der gør sig godt i ugebladenes trummerum af ligegyldigheder, vi har brug for professionelle.

Om vi har dem i dag, kan altid diskuteres. Men det kan ikke diskuteres, at vores politiske klasse befinder sig i en massiv krise. Populært sagt det, vi kalder tillidskrisen. Den er svær er få greb om. For hvordan måler man den lige?

Valgdeltagelsen har de seneste 20 år ligget omkring 85 procent, altså frivilligt, hvilket i en global sammenhæng er enestående højt.

Nogle mener, at Dansk Folkepartis 21,1 procent ved sidste valg er udtryk for leden ved vores politikere. Men er mistilliden så blevet 5 procent point mindre, efter at Dansk Folkeparti i Morten Messerschmidts kølvand har tabt hver fjerde vælger? Helt så simpelt er det nok ikke. Trods alt.

Hvad så med Alternativet? Tja, bum, bum. Det var måske for vildt på valgaftenen for Uffe Elbæk, men siden har det jo vist sig at være stille og roligt plus et par procenter oven i i formandens promiller. Og Liberal Alliance. Nå ja, det var dem, der gik i regering.

Der, hvor vi lettest og tydeligst kan se krisens grimme ansigt, er, at den politiske klasse igen og igen kommer ud som den profession med den ringeste troværdighed – skarpt fulgt af journalister, men det lader vi for den gode nytårsstemnings skyld ligge.

Vi ved fra samfundsvidenskaben, at det kan vende. Det lykkedes efter kollapset ved jordskredsvalget i 1973. Mest afgørende er tilsyneladende, hvordan det går med økonomien.

Derfor kan man håbe, at tilliden til vores politikere vil løfte sig, i takt med at det går op for vælgerne, at krisen er slut, og vi mest taler om, at det er umuligt at få en håndværker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men jeg tvivler desværre på, at det hele driver over, i takt med at antallet af nye dingenoter i de danske hjem vokser. Og det hænger sammen med politikerne selv.

Politikerne er med til konstant at tale tillidskrisen op. Jo større man mener krisen er, jo mere reflekteret og ydmyg fremstår man

For mistillidskrisen har udviklet sig til en selvtillidskrise, hvor vores folkevalgte af egen drift graver sig længere og længere ned i elendighedens hul. Situationen er så grel, at vores folkevalgte ikke tør bevilge sig selv en marginal lønfremgang af frygt for deres egen skygge.

To selvforstærkende dynamikker er på spil. For det første har den politiske ’branche’ forbrudt sig mod en grundlæggende regel i markedsføring: ’don’t kill the category’.

Eller sagt på dansk: Der er en grund til at Coca-Colas markedsføring ikke handler om, at Pepsi Cola er usundt. Fiat angriber ikke Mercedes for, at biler bidrager til klimakrisen. Man er solidarisk med sin kategori.

Sådan er det ikke i politik. Her banker politikerne løs på hinandens troværdighed, så snart de ser deres snit til det. Alt bliver kaldt løftebrud, kovendinger og hykleri.

Det er i fællesskab lykkedes at nedbryde værdigheden ved at være politiker i en sådan grad, at den korteste vej til succes i folkehavet er, at være ikkepolitiker. Tag det levende oxymoron, Pia Kjærsgaard, der har siddet i Folketinget i 30 år.

Men politikerne ved godt, at den er gal. De er faktisk de første til at tale om problemet, især hvis man kan genere sine modstandere samtidig. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde om tillidskrisen efter den tabte folkeafstemning i 2015:

»Den har givetvis sit udspring i mange ting: Løfter, der ikke er blevet holdt, komplicerede problemer, der er blevet forsimplet, politisk substans, der er blevet til spin og proces, personsager, der har fyldt for meget. Det tager jeg meget alvorligt«.

Statsmand og filur på samme tid. Og det er den anden dynamik i en nøddeskal: Faktisk er politikerne med til konstant at tale tillidskrisen op.

For det får netop dem til at fremstå mere i takt med befolkningen end konkurrenterne. Jo større man mener krisen er, jo mere reflekteret og ydmyg fremstår man.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan roligt tale om en selvforstærkende og nedadgående spiral. Kan det ændres? Måske.

Men det kræver, at vores politikere begynder at insistere på, at det er svært at træffe beslutninger i et moderne samfund som det danske.

Det kræver, at de insisterer på, at de faktisk har lod og del i den succes, Danmark på enhver tænkelig måde er.

Så kære politikere: I skal ikke bøje nakken, når talen falder på den politiske klasse, men ranke ryggen. I har ingen grund til at skamme jer. I er en del af løsningen, ikke problemet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce