Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debat

Lad ikke globaliseringens tabere give 'eliten' fingeren

Det antielitære er blevet en folkesag, globalisterne ryster i bukserne, og ingen tør længere stå på mål for den frie og fælles verdensorden, skriver professor i statskundskab, Marlene Wind.

Debat

Jo oftere fortællingen om, at folket uskyldigt og forsvarsløst er blevet bondefanget af en grum global elite gentages i diverse mere eller mindre overfladiske analyser, jo mere ’sand’ bliver den tilsyneladende, og jo sværere bliver det for politikere og andre at vinde gehør for fælles europæiske og globale løsninger.

Det kan få alvorlige konsekvenser for den internationale retsorden og i sidste ende for vores sikkerhed.

Alligevel opfattes man efterhånden som fuldkommen tonedøv, hvis man insisterer på, at EU og den liberale orden, som vi har kendt siden Anden Verdenskrig, stadig er løsningen på vores fælles udfordringer.

Politiske internationalister – i det omfang de stadig findes – og iagttagere, der tidligere forfægtede de fælles globale løsninger, anbefales i stedet at stikke piben så langt ind, at den helt forsvinder.

For det antielitære er – som man bl.a. har kunnet læse i Politiken den forløbne uge – blevet en folkesag.

Og folkesager skal man som bekendt aldrig sætte spørgsmålstegn ved, hvis man som politiker ønsker at holde liv i sin karriere.

I stedet præges debatten i det offentlige rum af nationalt navlepilleri og visse steder af det, der er værre.

Som en af min studerende bemærkede forleden, glider aftenkaffen nok også bedre ned, hvis bare vi debatterer os selv med ’Den store bagedyst’ og ’Hammerslag’ kørende i baggrunden

Det sidste ser vi bl.a. i Ungarn og Polen, hvor illiberale politikere næsten dagligt indskrænker domstolenes magt og pressefriheden med folket som påskud og i antielitismens navn.

Man betvivler samtidig EU’s og internationale menneskerettighedsinstitutioners legitime kritik med henvisning til, at ’elitære overdommere’ ikke har ret til at blande sig i demokratisk valgte regeringers gøren og laden.

Imens trækker de, der burde råbe op, på skuldrene og vender det døve øre til.

I populismens tidsalder skal ingen, heller ikke EU’s stats- og regeringschefer, have noget klinket, hvis det handler om at kritisere folkevalgte kollegers illiberale politik.

Heller ikke selvom EU-kommissionens næstformand, den sympatiske tidligere hollandske udenrigsminister Frans Timmermanns, som en enmandshær skriger efter opbakning i kritikken og bekymringen over udviklingen i de to føromtalte lande.

Efter Brexit og Trumps valgsejr meldes der hus forbi.

Den største fare ved populismen i Europa og i verden er i virkeligheden, at ingen af dem, der burde råbe vagt i gevær, længere tør sætte sig op imod ’folkets vilje’ og dermed forsvare fælles europæiske værdier, retsstaten og demokratiet.

Også herhjemme vender vi blikket indad.

Mens verden står i brand og skriger på fælleseuropæiske løsninger, er den offentlige debat reduceret til nærmest kun at handle om, hvem vi selv er.

Vi taler danskhed; Danmarkskanoner og ’Danmark som Danmarks bedste opfindelse’, hvor ’de fremmede’ jo ikke rigtig hører til.

Medmindre – selvfølgelig – de spiser lige så mange frikadeller og danser om juletræet som os andre.

Som en af min studerende bemærkede forleden, glider aftenkaffen nok også bedre ned, hvis bare vi debatterer os selv med ’Den store bagedyst’ og ’Hammerslag’ kørende i baggrunden.

Vi har endnu til gode at få populisternes og de mange bange mainstreampolitikeres bud på et bedre alternativ til at løse problemerne i fællesskab og via internationale institutioner

Det ufarlige og nære er i den grad i højsædet i disse år, hvilket netop afspejles i tv-sendefladen, hvor man skal kigge langt efter programmer, der ser ud over den danske andedam.

Hvornår har der sidst været en solid reportage om, hvad der sker med demokratiet i Polen og Ungarn? Jeg mindes det ikke.

I en post-Brexit- og Trump-æra fordyber vi os i det, der kan overskues, hvad enten det gælder alenlange programmer om småtrakasserier på Christiansborg eller stormen Urds indtrængende vandmasser.

Puslingelandet lukker verden ude og hygger sig i smug, som Uffe Ellemann-Jensen formulerede det så rammende i en klumme for nylig.

Jeg skal på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved de mange fortræffeligheder, der karakteriserer den danske samfundsmodel.

Overhovedet ikke.

Men har vi virkelig slet ingen meninger eller visioner om den verden, der omgiver os?

Hvad er vores bidrag til at løse ikke bare de danske, men også de europæiske udfordringer?

Svaret blafrer i vinden.

Globalt set har vi uden tvivl en stor opgave i at håndtere en stigende ulige fordeling af formuer og indkomster.

Men hvem kan reelt gøre noget ved den?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem kan sikre, at virksomheder betaler deres skat, at der er lige konkurrencevilkår på tværs af landegrænser, og at lande ikke spekulerer i lave skattesatser for at lokke virksomheder til?

Kan landene klare det hver for sig? Nej, selvfølgelig ikke.

Det kan kun international regulering.

Og det er netop denne regulering, som populismens bannerførere på både venstre- og højrefløjen såvel som de mainstreampolitikere, der har søgt flyverskjul i det nationale, i disse år sætter spørgsmålstegn ved.

Det er også en af tiden største misforståelser, at der skulle være en modsætning mellem international regulering og fri konkurrence.

De to er tværtimod hinandens forudsætninger.

Skal vi undgå, at Trump og Putin deler Europa imellem sig uden så meget som at tage os med på råd, må Europas ledere stå sammen og råbe op

Mantraet om, at vi ’bør rulle EU eller internationale institutioner tilbage for at nå ind til deres oprindelige formål’, som markedsliberalisterne så ofte prædiker, garanterer ikke mere gennemsigtighed og fair konkurrence. Tværtimod.

Der skal regulering af markederne til for at sikre, at ingen snyder på vægten, og at man konkurrerer på lige vilkår.

Det er også derfor, briterne ikke kan få fribillet til det indre marked uden krav om overholdelse af fælles regler og uden accept af EU-domstolens afgørelser.

Det er netop en fælles retsorden med fælles spilleregler og lige rettigheder og pligter til alle, der sikrer konkurrencen.

Det har betydning for den polske håndværker, der i kraft af fælles regler kan få sin velfortjente pension med hjem efter arbejde i et andet EU-land, og det sikrer, at virksomheder ikke kan have arbejdere stående på et stillads uden sikkerhedsudstyr 12 timer i træk for at bygge en bro, der er billigere end konkurrenternes.

Regulering understøtter den fri konkurrence – den forhindrer den ikke.

Men hvad så med globaliseringens tabere, der findes derude?

Også her må vi insistere på nuancerne, hvis ikke debatten skal køre af sporet.

Som nærværende avis forleden kunne fortælle, viser grundige analyser nu, at det – i modsætning til den udbredte fortælling om Brexit som det underbemidlede folks oprør mod eliten – ikke i særlig grad var ofre for stigende ulighed og globalisering, der stemte ’leave’ i den britiske folkeafstemning 23. juni sidste år. Tværtimod.

Som den britiske forsker Simon Tilford konkluderede: »Det er sandt, at reallønnen har været faldende over en årrække for mennesker i bestemte grupper i Storbritannien. Men det var bare ikke de mennesker, som stemte Storbritannien ud af EU«.

Vi har endnu til gode at få populisternes og de mange bange mainstreampolitikeres bud på et bedre alternativ til at løse problemerne i fællesskab og via internationale institutioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bliver de desværre meget sjældent afkrævet af medierne.

Det er afgørende, at vi stopper med at vende blikket indad og lader symbolske grænsebomme få overtaget på bekostning af fælles europæiske – og globale – løsninger.

Og vi må modsige fortællingen om, at globaliseringens tabere har ret til at give den såkaldte elite fingeren uden selv at komme med et reelt alternativ.

Skal vi undgå, at Trump og Putin deler Europa imellem sig uden så meget som at tage os med på råd, må Europas ledere stå sammen og råbe op.

Ikke kun i forsvar for handelsaftaler, fælles flygtningeløsninger og sikkerhedsgarantier, men også når det gælder forsvaret for retsstaten og vores egne værdier i nabolande, der i høj fart er på vej mod noget, vi i andre sammenhænge aldrig ville omtale som demokrati.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce