Kampen om ret og uret mellem Donald Trump og den samlede presse er »et spørgsmål om principper, som i sidste ende kun interesserer et fåtal«, skriver Bo Lidegaard.
Foto: Seth Wenig/AP

Kampen om ret og uret mellem Donald Trump og den samlede presse er »et spørgsmål om principper, som i sidste ende kun interesserer et fåtal«, skriver Bo Lidegaard.

Debat

Pressen lader sig rive rundt i manegen af Donald Trump

Trump forstår kunsten at fange opmærksomheden og fastholde pressen i rollen som lydigt redskab for sin egen dagsorden.

Debat

Det er en kendt sag, at tryllekunstnerens vigtigste trick er at foretage dramatiske fagter med den ene hånd, mens den anden diskret og uopdaget udfører det magiske nummer.

På samme måde sætter den dygtige politiker dagsordenen for diskussionen på en måde, der leder opmærksomheden hen på det mindre væsentlige, så det afgørende lige så stille kan gennemføres i ly af opstandelsen.

Ingen mestrer den kunst bedre end Donald Trump, og få håndterer det ringere end den presse, der lader sig føre rundt ved næsen af hans billige numre.

Det er pressens selvforståelse, at den har det som en næsten konstitutionel opgave at stille de folkevalgte til regnskab og at udstille dem som hyklere eller måske endog som løgnere, hvis de enten afviser at lade sig underkaste pressens kritiske spørgsmål eller bliver grebet i manipulation og løgn.

I et frit land er pressen vant til, at den udgør et kritisk led mellem politikeren og dennes vælgere, og pressen har historisk haft noget nær et monopol på at formidle, hvad der er op og ned i politik.

Dermed har pressen i et vist omfang kunnet sætte den politiske dagsorden, underkaste politikere kritisk undersøgelse og stille dem til ansvar ved at rejse spørgsmål, politikerne ikke i praksis kunne lade være med at svare på.

Pressen er langtfra en monolit og endnu mindre enige indbyrdes. Den politiske kamp er i høj grad foregået i pressen og ved mere eller mindre vellykkede forsøg på at spænde dele af pressen for den politiske vogn. Alle kender til spin, pressen lader sig både bruge og misbruge. Det er hverken nyt eller truende. Mangfoldighed er i sig selv en god ting.

Det bekræfter kun, at vi i frie samfund har delt opfattelsen af, at der i sidste ende er en bund af solid kritisk journalistik, der sætter en grænse for, hvad folkevalgte kan slippe af sted med. Pressen har været – og ser i høj grad stadig sig selv – som demokratiets kritiske vagthund. Sådan er det ikke mere.

Det er ikke spor overraskende, at store dele af den etablerede presse går i selvsving, når den nys tiltrådte præsident eller hans talsmænd kommer med direkte usandheder og ovenikøbet insisterer på, at de er pure sandheder. Det er forudsigeligt, at pressen både vil fokusere på disse notoriske løgne, og at den vil opleve magtens ligegyldige arrogance som værre end en løgn – som en bevidst fornærmelse, der tjener til at optænde pressens hede blod så meget desto mere.

Pressens selvforståelse halter langt bag efter de hårde realiteter i dagens mediebillede

Problemet er, at det netop er den reaktion, Trump har regnet med, og som han lever af. Det skader ham ikke, at hele den seriøse del af verdenspressen bringer billeder fra hans indsættelse og endeløse artikler om, hvordan hans talsmand håndterer afleveringen af notoriske usandheder om antallet at tilskuere.

Det gavner ham tværtimod selv at kunne gentage i det uendelige, at det lignede 1,5 millioner mennesker – og især at det spørgsmål, der er på alles læber, er en i sig selv ligegyldig diskussion om tomme tribuner, mens sundhedsforsikringen for millioner af amerikanere rulles tilbage, ngo’er chikaneres for at uddele prævention og oplyse fattige om reproduktiv sundhed – og den internationale frihandel undermineres.

Balladen er, at pressens selvforståelse halter langt bag efter de hårde realiteter i dagens mediebillede. De etablerede medier med kritisk og uafhængig journalistik er ikke længere et uundværligt bindeled mellem de folkevalgte og vælgerne. Monopolet er for længst brudt, og de nye, store og voksende aktører på markedet deler hverken værdier eller kritisk sans med de gamle medier.

Det forstår Trump – i modsætning til de medier, han igen og igen er i stand til at manipulere og spænde for sin politiske vogn, uanset hvor inderligt de ønsker ikke at trække i den sele.

Trump møder ikke sine vælgere gennem kritiske medier. Han kommunikerer direkte på Twitter og uden kritiske mellemmænd. Jo mere de etablerede medier raser over hans tweets med halve og hele usandheder, des større opmærksomhed får de, og des dybere trænger deres budskaber ned blandt vælgerne. Trump mestrer dette spil – mens pressen uhjælpeligt taber det, fordi den ikke forstår og ikke vil anerkende, at dens rolle som overdommer på sandt og falsk er udspillet, i hvert fald for den halvdel af vælgerne, der stemte på Trump.

Pressens besættelse af at afsløre præsidentens løgne giver denne kærkomne anledninger til at gentage dem. Endnu værre er, at den kritiske presse kommer til at optræde som den krænkede part

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pressens besættelse af at afsløre præsidentens løgne giver denne kærkomne anledninger til at gentage dem. Endnu værre er, at den kritiske presse kommer til at optræde som den krænkede part. Det er med til at bekræfte Trumps billede af den som partisk og fjendtlig, og det underminerer i sig selv pressens mulighed for at trænge igennem med budskabet om, at dette eller hint, som præsidenten siger, er dokumenterbart usandt.

I kampen om, hvem der har ret og hvem uret, når præsidentens ord står over for den kritiske presses, bliver pressen let så optaget af at vinde, at den glemmer, at stridens æble er temmelig ligegyldig. Det bliver et spørgsmål om principper, som i sidste ende kun interesserer et fåtal – der i øvrigt aldrig ville drømme om at stemme på en Donald Trump.

Trump vinder på alle fronter, og den kritiske presse hjælper ham ufrivilligt på vej – samtidig med at den er med til at lægge mediemæssig røgslør ud over de mere væsentlige og virkelige ulykker, han dagligt afstedkommer.

Det mærkes, at stærke medier er opmærksomme på denne mekanisme og forsøger at vriste sig fri af rollen som Donald Trumps løbende faktatjekkere. Kampen er lige så fortvivlet som forgæves, fordi den er så nært forbundet med pressens selvforståelse.

Naturligvis er det et problem og et anliggende for pressen, at præsidenten og hans mænd lyver, og selvfølgelig skal den kritiske presse påpege det. Men den hårde sandhed er, at pressen ikke længere kan stille en folkevalgt politiker til regnskab. Det har lange udsigter at få Trump til at trække en løgn tilbage endsige at undskylde den. Han vil hellere fremsætte nye uhyrligheder, som pressen frådende kan kaste sig over, mens han selv laver vigtigere ting.

Pressen er ikke længere den fjerde statsmagt. Når det ikke er nødvendigt – og måske knap nok ønskeligt – for en politiker at have i det mindste dele af pressen på sin side, mister de kritiske medier evnen til at stille den folkevalgte til regnskab. Den kan afsløre svindlen, men ikke tage monopol på sandheden.

Det har store konsekvenser, både for pressen og for samfundet som helhed. Men det får endnu større konsekvenser, hvis pressen ikke indser, at den må handle anderledes, hvis den oven i tabet af monopolet og af rollen som overdommer ikke også vil tabe muligheden for at sætte sin egen dagsorden.

Trump står til at vinde, så længe han igen og igen kan lokke pressen til at fokusere på sine mere eller mindre velovervejede tweets og derved aflede opmærksomheden fra virkningerne af de politiske tiltag, han gennemfører.

Pressen har ingen udsigt til at kunne få gamle tiders storhed tilbage. Den skal tilkæmpe sig en ny plads i et forandret mediebillede, hvor andre aktører er stærkere og i stadig vækst, mens de etablerede medier døjer med vigende tal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det første skridt må være, at pressen indser, at de dogmer og redaktionelle instinkter, der hørte monopoltiden til, ikke længere dur.

Pressen må sætte sin egen dagsorden og fastholde sit eget fokus. Det må være slut med at lade sig rive rundt i manegen af manden med de mange tweets. I stedet må fokus være den politik, han fremlægger og gennemfører.

Det er her, pressens kritiske blik stadig kan være med til at flytte nogle af dem, der stemte på Trump – og som helst aldrig skal gøre det igen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce