Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debat

Dansk-somalier: Skam dig ikke over at være dansk - sig i stedet fra overfor racisme

Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at integrere mig, men når den største kompliment, jeg kan opnå, er ’vi ser ikke dig som somalier eller muslim’, står jeg altså af.

Debat

Forleden dag sad min lillesøster og jeg pludselig og snakkede om lerhytter i Somalia. Hvor meget ville det mon koste at få bygget sådan én?

Vi havde ingen idé om, hvor eller hvordan det skulle foregå, men vi var nødt til at sige det højt, og det var sådan set første gang i vores liv i Danmark.

Første gang vi snakkede om den slags, og første gang vi måtte sidde og lægge planer for vores flugt tilbage til et land, som jeg flygtede fra som 9-årig, og som min lillesøster aldrig har boet i.

Hun er nemlig født i Danmark, og selv har jeg ikke boet i Somalia i 28 år.

Alligevel må vi nu se det i øjnene, at der ikke er plads til os her i Danmark. Min søster og jeg er uønskede, og det samme gælder de tre halvhvide børn, som jeg har sammen med min amerikanske mand. De er født i Danmark, de bor og går i skole her, men de er ikke ønskede i dette land.

For at man må føle sig hjemme i Danmark, skal man nemlig være helt ’rent’ hvid.

Jeg husker tydeligt den allerførste gang, jeg hørte et racistisk skældsord blive rettet mod mig.

Jeg var 12 år gammel, og ordet blev sagt af en voksen, hvid, dansk mand.

Jeg var kommet fra Somalia sammen med min mormor. Hun, der var analfabet, og jeg, et nomadisk flygtningebarn, var nu havnet et sted i Danmark, hvor jeg heldigvis kunne starte på en folkeskole.

Et par måneder efter at jeg var begyndt i skolen, skulle vi elever to og to ud for at sælge julehjerter. Vi gik fra dør til dør med hjerterne, og det var i den forbindelse, at en mand åbnede sin dør og kiggede på mig og min hvide klassekammerat.

»Skrid væk, din fucking negerbolle«, sagde han.

Når 12-årige Linda kunne sætte en voksen mand på plads, hvorfor er det så egentlig så svært for voksne mennesker at sige fra over for racisme?

Chokket var så voldsomt, at jeg ikke var i stand til at bevæge mig, men min klassekammerat gik verbalt amok på ham. Hun skældte ham hæder og ære fra, og bagefter sagde hun til mig, at han fandeme ikke skulle kalde hendes ven en negerbolle.

Dét har jeg aldrig glemt Linda for. Klassekammeraten. Hun var altid den første, der støttede og trøstede mig i skolegården, når nogen siden skubbede mig eller råbte skældsord efter mig på gangen. For det gjorde de.

I mit liv som afrodansker har der desværre bare ikke været Linda’er nok, og det er et stort savn.

Sagen er nemlig den, at den mand, der råbte ad mig i døren, i dag råber ad mig og skælder mig og mine børn og alle dem, der ligner os, ud fra talerstolen ved landets højeste institution. Nemlig Christiansborg. I dag hedder han bare Martin Henriksen.

Når 12-årige Linda kunne sætte en voksen mand på plads, hvorfor er det så egentlig så svært for voksne mennesker at sige fra over for racisme?

Da jeg ville søge ind på min bacheloruddannelse, fik jeg at vide, at jeg ikke ville kunne fuldføre den. Chancen for at få en praktikplads var nemlig umådelig lille, når jeg nu både var sort og muslim og bar tørklæde.

Jeg husker særligt en samtale med en repræsentant for studenterrådet på min uddannelse, hvor han fortalte mig, at de havde holdt møder med rigtig mange praktiksteder, og at de alle sammen havde meddelt, at de ikke tog tørklædepiger ind.

Da jeg sad der og lyttede, forventede jeg i første omgang, at han derefter ville fortælle mig, at de havde sagt fra over for de her praktiksteder, at de havde fortalt dem, at det var uretfærdigt og racistisk, men nej.

»Ja, det er sindssygt ærgerligt, men sådan er det bare«, sagde han.

Jeg sad tilbage, rystet over, at ingen på de møder havde sagt dem imod. Og sådan har jeg mange, mange gange været hjerteknust over tavsheden fra mine hvide, danske venner, bekendte og medmennesker.

Jeg elsker Danmark og føler mig hjemme her. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at integrere mig, men når den største kompliment, jeg kan opnå som dansker, er »du er en af de kloge« eller »vi ser ikke dig som somalier eller muslim«, så står jeg altså af.

Hvad er det, de mener med det?

Kommer det bag på dem, at somaliske kvinder også kan være kloge?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er der overhovedet noget ved mig, der er godt nok?

Og nu har den nedgørende retorik taget helt nye drejninger. Der går en lige linje fra det, som et flertal i Folketinget vedtog 7.2., og til de flyers, der kort efter blev omdelt i Brøndby Strand.

Det er fremmedhad, racisme og dybt uacceptabel chikane, og det her er kun det, vi hører i offentligheden.

Hvad mon de siger og planlægger bag lukkede døre?

I dag er det hadfyldte flyers, men hvad er det i morgen? Jeg frygter, at det her er det første skridt på vejen imod systematiske overgreb på etniske minoriteter, og vi er nødt til at sige fra og kalde en spade for en spade.

Jeg er så træt af at høre alle jer, der siger, at I skammer jer over at være danskere.

Det kan vi ikke bruge til en pind.

Vi har ikke brug for jeres skamfølelse. Vi har derimod brug for, at I siger fra over for uretfærdighed og racisme.

Vi har brug for jer, hvis ikke det her skal tage den samme grimme retning som i 1930’erne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce