Tegning:: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)
Debat

Europaforsker: Er tiden kommet til Europas Forende Stater?

Hvordan skal EU udvikle sig i de kommende år? Det skal medlemslandene drøfte i de kommende måneder. Der er lagt op til et politisk drama.

Debat

Startskuddet er netop givet til ti måneders debat om EU’s genfødsel efter Brexit.

Med en hvidbog om Europas fremtid har kommissionsformand Juncker bedt Lars Løkke Rasmussen og hans kolleger om at vælge mellem fem scenarier for EU’s udvikling.

De går fra 1) status quo og 2) et løsere frihandelssamarbejde over 3) et Europa i flere hastigheder til 4) et smallere, men dybere samarbejde og 5) en reel føderal union. Juncker vil have medlemslandene til at bekende kulør på et tidspunkt, hvor de selv barsler med en erklæring om EU’s fremtid i forbindelse med 60-året for fællesskabet 25. marts i år.

Lars Løkke hælder måske umiddelbart til status quo-scenariet, og Juncker selv mod den føderale union.

Men om ti år vil hvidbogens vigtigste bidrag vise sig at være, at det var den, der for alvor legitimerede et Europa i mange hastigheder. EU’s mest umiddelbare fremtid byder nemlig på så grundlæggende uenigheder mellem landene om et fælles scenario, at scenario 3 kommer til at fremstå som den reelle vej frem.

Tyskland og Benelux-landene har gentagne gange siden Brexit luftet tanken om flere hastigheder. Det er også uden tvivl de lande, der udgør pionergruppen, når det kommer til ønsket om mere integration. Indtil videre føres snakken inden for de traktatmæssige rammer, hvor der er mulighed for forstærket samarbejde. Men hvis de regler viser sig ikke at være tilstrækkelig fleksible, kunne man også forestille sig et tættere samarbejde, der starter i kulissen: Scenario 2 – eller et svagt Europa – er nemlig ikke en option for pionergruppen.

Uanset scenario, konfronterer hvidbogen igen Danmark med EU-forbeholdenes eksponentielle og ofte uventede rækkevidde. Den giver os et praj om de forslag, kommissionen i løbet af de næste måneder vil sætte fokus på gennem individuelle refleksionspapirer under arbejdstitlen ’Resultaternes Europa’. De fleste af forslagene kan få stor betydning for Danmarks stilling i EU.

Kommissionen lægger op til at binde eurolandene tættere sammen i en tid, som i stigende grad splitter EU op i kerne og periferi

Et reflektsionspapir vil handle om den økonomiske og monetære union. Den skal forstærkes med tøjler mod globaliseringen, som ses som en vægtig forklaring på stigende euroskepsis. Der skal sættes skub i den fælles indskydergaranti til bankunionen. Der er planer om et særskilt budget for eurozonen og måske endda – det ligger i hvert fald i direkte forlængelse heraf – en fælles skat til formålet og en fælles finansminister. Der vil nok også også være pres på for at sikre større demokratisk kontrol med den magtfulde centralbank, som kunne føre til en endnu større rolle til Europaparlamentet. I anden sammenhæng tales der om større harmonisering af medlemslandenes skatteregler. Det er alt sammen tiltag, der giver mere overnational styring af euroområdet.

I Danmark vil mange nu og her ånde lettet op over, at euroen er forbeholdsramt, og at vi derfor kan holde en armslængde til ’mere EU’ (altimens vi forhåbentlig kan nyde resultatet i form af større stabilitet). Helt upåvirket vil Danmark nu ikke være. Kommissionen lægger op til at binde eurolandene tættere sammen i en tid, som i stigende grad splitter EU op i kerne og periferi.

Den dynamik er Danmark nødt til at være på forkant med. Efter Brexit er Danmark det eneste EU-land med et reelt forbehold over for den fælles mønt. Vi risikerer dermed at stå svagere i forsøget på at sikre rammerne for outsiderlande.

Strømmen af flygtninge og indvandrere er en af de store udfordringer, EU står overfor. Her en gruppe reddet tæt på Libyens kyst.
Foto: AP/Santi Palacios.

Strømmen af flygtninge og indvandrere er en af de store udfordringer, EU står overfor. Her en gruppe reddet tæt på Libyens kyst.

Kommissionens nye baby hedder det sociale Europa, og det præsenteres som en vigtig del af arbejdet med at udbygge ØMU’en og vise borgerne, at EU tager hånd om globaliseringens konsekvenser. I Danmark har tankerne om en social union fået en kølig modtagelse blandt politikere, kommentatorer og arbejdsmarkedets parter.

Her er der langt imellem dem, der vil have EU som garant for lige løn og sociale rettigheder. Men i Sydeuropa, Frankrig og, til manges overraskelse, Sverige tror man på, at mere socialpolitik vil gøre EU mere populær. Et ’resultaternes Europa’ er i disse landes optik et Europa med en stærk social dimension.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har sågar inviteret til socialt EU-topmøde om fair job til november. Og han er tilsyneladende lydhør: Næsten halvdelen af svenskerne (i Danmark er det under hver fjerde) mener ifølge Eurobarometer, at EU’s ambitionsniveau er for lavt, når det f.eks. kommer til at mindske fattigdom i medlemslandene.

Ambitionsniveauet for kommissionens sociale dagsorden er tårnhøjt, men vi skal alligevel ikke vente os så meget af det kommende refleksionspapir på området, der kommer til april. EU’s traktater lægger nemlig låg på kommissionens udfoldelsesmuligheder. Socialpolitik er medlemslandenes kompetence, og kommissionen kan maksimalt ’assistere’. Mellem linjerne sender hvidbogen dog endnu et praj om, at kommissionen prøver at skabe sig en ny rolle som social forkæmper, og dermed italesættes nogle målsætninger, som mange i Danmark helst så helt udeladt.

Kommissionen gør det for at sætte skub i den sociale dagsorden i Syd- og Østeuropa, for at hjælpe unge i job og for at undgå social dumping skabt af vandrende arbejdstagere med lave lønkrav. Og måske sætter man ekstra turbo på nu, hvor Storbritannien, som anses for socialunionens mest fremtrædende modstander, ikke længere bremser.

Det bliver interessant at se, om kommissionen formår at holde balancen og ikke går for vidt med forslag, den hverken kan eller bør være fortaler for. Danske politikere får fremover en større rolle i forhold til at holde øje med, at EU’s sociale søjle ikke trækkes i en retning, der kommer på tværs af den danske model.Debatten om europas fremtid sætter også fokus på migration og sikkerhed – to emner, der ofte kædes sammen for at understrege, at åbenhed og tryghed går hånd i hånd. Kommissionens tilgang til fremtidens migrationspolitik er langt hen ad vejen kendt gennem den lovgivningspakke, der disse måneder er under forhandling, herunder den nye Dublin-forordning om behandling af asylansøgninger i første ankomstland.

Måske vil man i løbet af den kommende refleksionsproces gå endnu længere. Ideer, der stadig blot hviskes om, inkluderer mindre EU-støtte til lande, der ikke modtager deres del af flygtningekvoterne og bedre muligheder for legal indvandring. Kommissionen vil måske også lade sig inspirere af et nyt forslag fra Tyskland og Frankrig om, at asyl fremover kun skal kunne søges uden for EU’s grænser i modtagecentre med kompetence til at fordele flygtninge mellem medlemslandene (hvilket ville overflødiggøre Dublin-systemet).

Danmark kan på grund af retsforbeholdet notere sig alt dette fra sidelinjen. Og så alligevel ikke, for på papiret kunne planer om fælles modtagecentre godt lyde, som om Danmark kunne stå tilbage som det eneste EU-land, hvor fysisk tilstedeværelse ville forbedre migranternes asylchancer.

Selv om modtagecentrene altså overordnet set ville skulle mindske flygtningestrømmen til Europa, kunne de med det danske forbehold komme til at betyde, at flere migranter ville forsøge at komme illegalt hertil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sikkerhed er overskriften for endnu en ny ’union i unionen’, som kommer i fokus i debatten om Europas fremtid. Kommissionen tog initiativ til denne sikkerhedsunion i sommer, og den sætter terrorbekæmpelse, et EU-system for rejsetilladelser (sammenligneligt med det amerikanske ESTA), styrket informationsdeling i Europol og en effektiv grænse- og kystvagt på dagsordenen. Grænse- og kystvagtens spektakulære princip, at EU’s eksterne grænser er ’delt beføjelse’ mellem EU og medlemslandene, ser kommissionen formentlig gerne udvidet til at dække hele migrationspolitikken.

Hvidbogen er fuld af retorik og statistik, der skal give europæerne grunde til at være stolte af Europa

Dermed lægger refleksionsprocessen også på det sikkerhedspolitiske område op til mere integration på områder, hvor Danmark har forbehold. For selv om Danmark gennem Schengen-medlemskabet og særaftalen om Europol har adgang til dele af dette samarbejde, vil der være andre områder, hvor forbeholdet isolerer Danmark. Det gælder f.eks. samarbejdet mellem anklagemyndigheder, om efterforskningskendelser og deling af flypassageroplysninger.Et fjerde tema handler om forsvar og udenrigspolitik. Sidste sommer vedtog EU en ny global strategi for at styrke fælleseuropæiske interesser. Siden er EU’s sikkerhedsmæssige udfordringer kun vokset med konflikter med Rusland mod øst, fastlåste krige og skrøbelige stater mod syd, terrorangreb på europæisk jord og usikkerhed om det transatlantiske forsvarssamarbejde. Brexit efterlader Frankrig som EU’s eneste medlem med sæde i FN’s Sikkerhedsråd og som den eneste atommagt, hvilket efter sigende skulle have givet næring til noget så kontroversielt som tyske tanker om atomvåben. Ifølge avisen Frankfurter Algemeine Zeitung arbejder Tyskland allerede på at udvikle sin hær til en slags ’ankerarmee’ for mindre landes styrker.

Refleksionspapiret på forsvarsområdet, der ventes til juni, kunne i det lys forsøge at samle indsatsen inden for EU. Og der skal nok komme konkrete EU-forsvarsinitiativer de næste år, om ikke andet så i form af et forstærket samarbejde. Med forsvarsforbeholdet skal Danmark være på vagt over for tiltag, der kan isolere Danmark og skubbe os ud på sidelinjen i et forsvars- og sikkerhedssamarbejde.

Kommissionens forsvarshandleplan fra november lægger op til, at EU-landene støttet af en forsvarsfond skal kunne købe udstyr ind i fællesskab for at få billigere priser og samarbejde om forskning og investering i nye forsvarsteknologier. Brexit og valget af Donald Trump som USA’s præsident har fået flere EU-ledere til at understrege behovet for et stærkt Europa, der skal kunne forsvare sig selv for at have reel værdi.

I det lys kan en Europe first-retorik tænkes at vinde indpas i kommende forslag om fælles forsvarsindkøb – men altså uden at det kommer til at gavne danske virksomheder. Det ligger også mellem linjerne, at landene bør specialisere sig og undgå duplikation, så man samlet set får et toprustet militær. Det bliver interessant at se, i hvilket omfang refleksionsprocessen vil give næring til disse tanker.

I Danmark vil regeringen nok velkomme refleksionsprocessens fokus på resultaternes Europa

Hvidbogen er fuld af retorik og statistik, der skal give europæerne grunde til at være stolte af Europa som det kontinent, der er nået længst i forhold til rettigheder, fred og gode levevilkår. På det globale område lægges der fremover op til et stolt EU, der også forstår at handle nyttebaseret, når det kræves. EU-Tyrkiet-aftalen om at stoppe flygtningestrømmene over Ægæerhavet var et eksempel på EU som nyttebaseret aktør, som vi formentlig vil se mere af fremover. I fremtidens EU kommer pengeposen til tredjelande med andre ord til at gå hånd i hånd med flere krav.

Handelspolitikken er et andet af EU’s globale redskaber, som måske vil blive nytænkt i løbet af refleksionsprocessen. Den er i fokus på grund af vanskeligheder med ratificering af Ukraine- og Canada-aftalerne, Trumps America first-politik og voksende folkelig modstand over for frihandel. I forhold til Brexit er det store spørgsmål ikke blot, om EU og Storbritannien formår at enes om en frihandelsaftale, men om den, hvis den bliver en såkaldt blandet aftale, overhovedet kan ratificeres i medlemslandene. Uden justeringer risikerer EU handlingslammelse inden for handelspolitikken. Tilbage står den grundlæggende, men altid lidt diffuse del af debatten om Europas fremtid, der handler om institutioner og værdier – og om folkelig opbakning. Her er der ikke lagt op til et særskilt refleksionspapir, men de spørgsmål, der presser sig på, er ikke desto mindre helt centrale for EU’s fremtid.

En varm kartoffel, som hvidbogen undgår, er, hvordan EU også fremover kan værne om sine demokratiske værdier. I dag har EU et ’københavnerdilemma’, hvor kommissionen står svagt over for nogle nyere medlemslandes manglende respekt for de kriterier, de skulle opfylde for at blive medlemmer (døbt Københavnerkriterierne, da de blev vedtaget her i 1993). Nytænkning om Europas fremtid er nødt til at inkludere forslag til, hvilke konsekvenser det skal have at bryde EU’s regler og værdigrundlag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et andet spørgsmål, som hvidbogen ikke kommer ind på, er, om og hvornår fremtidens Europa kræver traktatændringer. Ikke mindst euroområdet kan næppe færdigudvikles uden. I dag kan få høre ordet traktatændringer uden at få Pandoras æske på nethinden – heller ikke Juncker, der tidligere har udtalt, at tiden ikke er inde til det. Kun Polen og nogle af de andre Visegrad-lande har klart talt for traktatændringer, men det har været for at tilbagerulle EU, herunder netop lommissionens muligheder for at kritisere brud på EU’s værdigrundlag. Det bliver spændende at se, hvordan kommissionen og medlemslandene håndterer den udfordring i de kommende måneders opfølgning på hvidbogens scenarier.

Faktisk giver Brexit her EU en mulighed, for Storbritanniens udmeldelse vil kræve, at man justerer traktaterne.

I Danmark vil regeringen nok velkomme refleksionsprocessens fokus på resultaternes Europa – det har faktisk været noget, Danmark har ønsket siden Anders Fogh Rasmussens statsministerdage. Men Danmark udfordres af EU-forbeholdene, der sætter ufleksible rammer op for danske muligheder for at sætte præg på debatten om fremtidens Europa.

Mens resten af Europa nu positionerer sig i spillet om EU’s udvikling, er det ganske vist, at vi herhjemme endnu en gang kommer ud i ny debat om forbeholdenes fremtid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce