Valget i Frankrig i dag mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen kommer til at få central betydning for Europas fremtid.
Foto: AP/Claude Paris

Valget i Frankrig i dag mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen kommer til at få central betydning for Europas fremtid.

Debat

Filosofiprofessor: Her er Macrons filosofiske læremester

Hvis Emmanuel Macron vinder præsidentvalget i Frankrig i dag, får franskmændene en sjældent filosofisk trænet leder.

Debat

Hvis alt går som forventet i Frankrig, vil Emmanuel Macron, født i 1977, blive Frankrigs næste præsident i dag.

Det vil i så fald blive en mand, der ud over at være økonom også er filosofisk trænet.

Det er ikke sket så tit i historien; vi har haft filosofiske statsledere som Marcus Aurelius, der var romersk kejser, og Frederik den store af Preussen, der var stærkt optaget af oplysningstidens filosoffer; de er undtagelser, men med Macron får vi en filosofisk fransk præsident.

Han arbejdede som ganske ung student i godt to år som privat assistent for filosoffen Paul Ricœur, da denne forberedte sit store værk ’Hukommelsen, Historien, Glemslen’. Og i forordet takkede Ricœur ham for hans »væsentlige kritik af den skriftlige fremstilling og for hans udformning af dette værks kritiske apparat«.

Det skyldes den unge Macron, at værket blev den mest velskrevne bog i Ricœurs umådelige forfatterskab.

Det værste problem, som politikeren i dag er stillet over for, er, at vi lever i en kultur, som har gjort materiel vækst og beherskelse af natur, historie, politik og os selv til de højeste værdier

Men Macron havde også selv stor gavn af deres samarbejde. I sin selvpræsentation i bogen ’Révolution’ er han fuld af lovord om det, han har lært af Ricœur.

Da han efter gymnasiet søgte et job, blev han henvist til Ricœur, der søgte en assistent. Men selv om han allerede vidste en hel del om litteratur og filosofi, havde han ikke læst en linje af Ricœur, da de mødtes første gang. De faldt straks i snak til langt ud på natten, og han gav sig til at læse ham, så han kunne tale med ham – både om, hvad Ricœur havde skrevet, og hvad han var i færd med at læse.

Macron fortæller i bogen ’Révolution’ om Ricœur: »Hans tillid tvang mig til at udvikle mig. Takket være ham læste og lærte jeg noget hver dag. Han forstod sit arbejde som en fortsat læsning af store tekster; han sammenlignede ofte sig selv med en dværg på skuldrene af giganter… Ved Ricœurs side lærte jeg at forstå det forrige århundrede og lærte at tænke Historien. Han lærte mig, hvor alvorligt man skal tage visse emner og visse tragiske øjeblikke. Han lærte mig, hvordan man kan tænke med tekster i kontakt med livet. I en konstant bevægelse frem og tilbage mellem teorien og virkeligheden levede Paul Ricœur i teksterne, men med denne vilje til at belyse verdens gang skabe en mening i dagligdagen. Aldrig at give efter for følelsernes lette løsninger eller det, som det er populært at sige. Aldrig lukke sig inde i en teori, der ikke forholder sig til det konkrete liv. Det er i denne permanente, men frugtbare uligevægt, at tanken kan antage form, og en transformation af det politiske kan ske. Man er det, som man lærer at være sammen med sine læremestre. Dette intellektuelle parløb forvandlede mig. Sådan var han, Ricœur. Kritisk og krævende, besat af virkeligheden og fuld af tillid til den anden. Det var min chance, og jeg greb den«.

Macron lærte , at der må være en sammenhæng mellem ens eget liv og tænkningen over det – og dermed mellem den konkrete verden og de tanker, vi selv og andre før os har gjort os om en bedre verden. Som Ricœur udtrykte det med titlen på bogen ’Fra tekst til handling’. Denne tankegang gjorde et dybt indtryk på Macron. Derfor fortsatte han ikke bare de filosofiske studier, men han begyndte at studere jura og økonomi.

Netop spørgsmålet om ret og retfærdighed var det, som optog Ricœur i hans senere år.

Macron ville imidlertid også forstå erhvervslivets, administrationens og økonomiens rolle i samfundet. Macrons øgede interesse for politik fik ham bl.a. til at opsøge den franske socialist og tidligere premierminister Michel Rocard, der åbnede hans øjne for de globale problemer – ikke mindst klimaproblemet. Men han ønskede stadig at forstå den finansielle verden bedre og søgte derfor en stilling i investeringsbanken Rothschild.

Rig på indsigt fra finansverdenen forlod han banken fire år efter og gik for alvor ind i politik: først som rådgiver for Hollande og senere som økonomiminister i Hollandes regeringe. Macron, der som minister blev kendt for at arbejde for en liberalisering af det franske arbejdsmarked, fandt sig hverken hjemme i det socialistiske parti eller i regeringen, og den 6. april 2016 startede han den politiske bevægelse En Marche! (Fremad!) og erklærede i efteråret sit kandidatur til præsidentposten.

Derved levede han op til Ricœurs idé om at forene det konkrete liv og de højeste ideer om et bedre liv. Og han fulgte Ricœurs idé om, at Historien (med stort H) er den virkelighed, vi mennesker selv skaber. Det er nok denne overbevisning, der gav ham den store gennemslagskraft i valgkampen. Han har brudt med de hidtil to store fløje i fransk politik, socialisterne og de konservative, og har formuleret en politik med et nyt realistisk syn på den verden, vi befinder os i.

Netop derfor kan det være oplysende at gå tilbage til Macrons filosofiske læremester, Ricœur, for at se, hvad han forstod ved politik og i det hele taget ved det, han kaldte praktisk fornuft.Ricœur følteselv, at han stod i stor gæld til en række af oldtidens store filosoffer, Platon og Aristoteles.

Med Macron får vi en filosofisk fransk præsident

Men hvad angår selve ideen om politik, var de tænkere, der gik forud for Platon, ikke uden betydning. Han var fascineret af retorikerne, dvs. de filosoffer, der reflekterede over den rolle, som en taler (på græsk: retor) spiller i forhold til sine tilhørere.

Platon var selv kritisk over for talerne, fordi han anså dem for at være forførere; de fik folk til at undlade at tænke selv. Platons talerør, Sokrates, søger derfor at lære sine samtalepartnere at holde sig til det, de selv kan stå inde for – og ikke blot gentage, hvad andre har sagt.

Men Ricœur fremhæver, at en taler, dvs. en politiker, ikke nødvendigvis er en forfører; han kan blot være én, der har sproget i sin magt og overbeviser andre om sin holdnings holdbarhed. Politik er i sit væsen retorik og kan derfor både frigøre og forføre.

På retorikernes og Platons tid tænkte filosofferne kun nationalt. Senere havde græsk-romerske filosoffer en drøm om verdensborgerskab, men det var kun en drøm, der først blev tænkt politisk meget senere – nemlig i oplysningstiden (det 17. århundrede) med især filosoffen Immanuel Kant, der reflekterede over, hvordan vi får en evig fred i hele verden.

Og Macron tænker som Kant ikke blot nationalt eller ikke engang som europæer – men som verdensborger.Ifølge ricceur er politik i sit væsen ikke en videnskab om samfundslivet, men et ønske om at realisere det gode liv for mennesker.

I en artikel om ’den praktiske fornuft’ skriver han, at intet er mere teoretisk undergravende og mere praktisk farligt end påstanden om at have viden inden for etik og politik, »for hvis et menneske eller en gruppe, et parti, tiltager sig monopolet på viden om, hvordan man skal handle, tiltager dette menneske eller gruppen sig også retten til at gøre, hvad man anser for godt for menneskene, selvom disse er imod det«.

Ricœur mener derfor, at vores praktiske fornuft ikke kan ophøjes til teori om praksis. Han henviser til Aristoteles, der sagde, at vi kun kan have egentlig viden om det, der ikke ændrer sig; resten kan vi kun have formodninger om . Den praktiske fornuft må derfor alene beskæftige sig med noget, der hverken er nødvendigt og uforanderligt eller helt tilfældige meninger, som en flok eller enkelte personer udtrykker. Det er ved at indtage denne mellemstatus, at den praktiske fornuft bliver sober og kan gøre sig gældende i diskussion og kritik.

I en anden artikel om ’politisk og retorisk fornuft’ fremhæver Ricœur, at netop som retorik er det politiske sprog skrøbeligt. Det skyldes dets tvetydige placering »midt imellem den rationelle påvisnings højeste niveau og det helt igennem sofistiske argument«; et sofistisk argument forstår han som en snedig opbygning af påstande, »der har til formål at aftvinge en lytterskare tillid ved en blanding af falske løfter og sande trusler«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det betyder dog ikke, at vi skal undgå at tale og tænke politisk, for Ricœur insisterer på, at at den menneskelige handling først bliver virkelig betydningsfuld, når den vedrører undersøgelsen af god regeringsførelse, om det så er i forhold til bystat, nation eller hele menneskeheden.

Dette kræver et politisk rum, hvad han med filosoffen Hannah Arendt kalder et ’rum for offentlig tilsynekomst’. I dette rum indgår vidt forskellige aktiviteter, såsom fag og professioner, kunstarter, spil og fritidsaktiviteter; disse kan kun eksistere sammen, hvis det offentlige rum er velordnet på en sådan måde, at vores særlige interesser og mål kan forenes med det, der er fællesmål for en større helhed af mennesker– som vi kalder folk eller nation eller endda menneskehed.

Hvad så med menneskers rettigheder? Er det noget, de er født med? Det mener Ricœur ikke; rettigheder får de ved at anerkende hinanden som selvstændige medlemmer af institutioner – f.eks. en kommune, en region eller en stat. Uden den politiske dimension bliver et individ ikke virkelig menneskeligt.

Institutionerne bringer med deres regler og rammer orden i det offentlige rum; de forpligter os, men derved frigør de os også ved at give os rettigheder i forhold til hinanden. Dog må man sige, at ikke ethvert politisk styre er legitimt; det er kun legitimt, hvis det indebærer demokratiske institutioner.

Det betyder ikke, at vi i sådanne institutioner undgår kampe mellem forskellige opfattelser af, hvad der er god regeringsførelse. Tværtimod – som retorisk sprog må debatten og det politiske befinde sig »i den sårbare zone mellem uigendriveligt bevis og falsk manipulation«.

Denne manipulation kan bekæmpes med det, man har kaldt ideologikritik, der består i at påvise, hvordan vi danner falske forestillinger om vores samfund. I et stort essay om ’Hermeneutik og ideologikritik’ har han vist denne kritiks styrke, men samtidig fastholdt, at frigørelsen fra ideologi må forudsætte fortolkningen af en tradition om det gode liv.

Det er det stik modsatte af Donald Trump

Men det værste problem, som politikeren i dag er stillet overfor, er, at vi lever i en kultur, som har gjort materiel vækst og beherskelse af natur, historie, politik og os selv til de højeste værdier. Det nyder vi godt af. Men samtidig beklager vi os over manglen på fællesskab og reduktionen af mennesker til blotte forbrugere. Dertil kommer den undergravning, der takket være vores beherskelse af naturen foregår af det klima, vi alle er afhængige af. Således hader vi det, vi elsker.

Vores situation er tragisk. Hvad kan den politiske filosof sige til det? Ricœur stiller to betingelser. For det første må vi være hæderlige i forhold til os selv og erkende, at vi tilhører et samfund, der er tilbøjelig til at undergrave grundlaget for sin egen legitimitet. For det andet må vi indrømme, at vores samfundsform ikke er den bedst tænkelige.

Ricœur er helt med på at fortsætte den ideologikritik, der begyndte med oplysningstiden, og hvis mål var den grænseløse og utvungne kommunikation. Men vores historie indeholder andet om det gode liv end et ideal for kommunikation.

Vi må derfor bringe oplysningstiden »tilbage på en længere histories bane, der på den ene side har rod i den hebraiske Tora og urkirkens evangelier og på den anden side i den græske dydsetik og den politiske filosofi, der knytter sig til denne«. Vi må dermed erkende, at der er andre værdier for samfundslivet end vækst og beherskelse, og at de kan være korrektiver til de skadevirkninger, der vansirer modernitetens uafviselige landvindinger.

Til denne positive udvikling hører dannelsen af retssamfund, hvor vi har retsinstanser til at afgøre stridigheder og skabe retfærdighed, dvs. en rimelig fordeling af goder og tjenester, byrder og pligter. Den handler om lighed, men da menneskene og deres ønsker er forskellige, kan det ikke være en lighed, der bare betyder lige meget eller lige lidt til alle – der må være en anden lighed, som man kan opstille nogle principper for.

Men principperne kan ikke anvendes som rene logiske slutninger ud fra indlysende ideer, men må forudsætte en etisk overbevisning om, hvad der er det gode liv. Deraf følger, at vi ikke blot kan bruge retten og retsvæsenet til at afgøre store politiske konflikter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, vi kan lære af de retslige institutioner, er imidlertid, at det gode liv kræver, at vi ikke blot blindt vil føre vores egne ideer igennem, men altid må lytte til den anden part. Nøjagtigt som dommeren må gøre i en retssag, hvor der er forsvarer og anklager. Det er da også det, Ricœur har forsøgt at praktisere som filosof. I en debat må man – som han skrev i bogen om Fortolkningernes konflikt – »slå følge med modstanderen, så langt som det er muligt, selv hvor han er mest kritisk«.

Om Emmanuel Macron kan leve op til dette ideal, må fremtiden vise. I første omgang har han på mange måder arbejdet på at forstå de forskellige aspekter af det samfund, han lever i. Som filosof og humanist har han gjort sig umage for at forstå erhvervslivets økonomiske og administrative verden indefra og formulere sit politiske program derefter.

Det er det stik modsatte af Donald Trump, der som erhvervsmand ikke har gjort sig den mindste anstrengelse for at forstå den akademiske verden med dens journalister, dommere, kritikere, forfattere osv. Men de to verdener må forliges i et moderne verdenssamfund, hvis dette skal bestå. Det må vi så håbe at Ricœurs elev Macron kan bidrage til.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce