En gummibåd fyldt med flygtninge punkterer, da medlemmer af 'Sea Watch' prøver at trække den væk fra libysk farvand. Mange falder i vandet, adskillige uden redningsvest. Gruppen i forgrunden bevarer roen og holder sig samlet for at beskytte kvinden i midten, der ikke har redningsvest på. En gravid kvinde drukner, og den døde krop driver rundt mellem dem, der stadig kæmper for deres liv.

En gummibåd fyldt med flygtninge punkterer, da medlemmer af 'Sea Watch' prøver at trække den væk fra libysk farvand. Mange falder i vandet, adskillige uden redningsvest. Gruppen i forgrunden bevarer roen og holder sig samlet for at beskytte kvinden i midten, der ikke har redningsvest på. En gravid kvinde drukner, og den døde krop driver rundt mellem dem, der stadig kæmper for deres liv.

Debat

Globale udfordringer kan ikke løses nationalt

Sea-Watch-aktion viser nationers magtesløshed.

Debat

Flygtninge- og migrationskrisen er en tragedie ladet med paradokser. Her er et magtpolitisk et af slagsen, som den polske sociolog Zygmunt Bauman, der døde tidligere i år, ofte påpegede:

Mens bevægelserne i kriserne omkring eksempelvis flygtninge og klima er globale og grænseoverskridende, forsøger flere og flere politikere at løse dem nationalt.

Det betyder, at magten over problemerne flytter længere og længere hjemmefra – ud af politikernes hænder. Gabet mellem magt og politik bliver kun større.

At det ikke kan bære på lang sigt, bør enhver kunne indse.

Jo mere flettet sammen verden bliver, desto mere ’ligeglad’ bliver den med nationalstaters regler og retningslinjer.

Man kan forsøge at bygge diger rundt om nationer. Men man kan ikke stoppe tidevandet fra at slå op imod den politiske kystsikring.

De, der har fulgt med i den serie, som Politikens journalist og fotograf har taget med redningsskibet ’Sea-Watch 2’, er næppe efterladt uden sjæls rystelser.

Den otte dage gamle baby, barnets døde mor og den afsjælede gravide kvinde. De overlevende. Redningsfolkene. Sammenstuvede skæbner i gummibåde. Alle sidder på nethinden som møder med en virkelighed, som føles abstrakt, men som er konkret – og bliver ved med at være det så længe det internationale samfund ikke handler.

Nogle peger på dilemmaet i at hjælpe det enkelte menneske og måske opmuntrer andre til at tage en dødelig chance. Men der er pt. intet alternativ til at redde så mange som muligt. Det er ubærligt, at EU reelt vender ryggen til de druknende. NGO'erne må handle.

Gid der ikke var brug for redningsaktioner som Sea-Watch.

Forudsætningen for levedygtige nationalstater i en moderne verden er jo netop internationalt bindende aftaler

Men det er der så længe verdens politikere tror, at globale problemer kan løses nationalt.

Dette århundredes største politiske svigt kan meget vel blive, at flere folkevalgte ledere ikke stod sammen i kampen for at udvikle og styrke det eneste realistiske håb om at tage noget af magten tilbage: De institutioner, konventioner og internationale aftaler, der kunne sikre, at færre globale problemer flød over grænserne.

Løfter politikerne ikke meget mere i fælles flok, bliver det nationalstaternes endelige undergang.

Forudsætningen for levedygtige nationalstater i en moderne verden er jo netop internationalt bindende aftaler.

ak

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce