Debat

83-årig i debatindlæg: Se positivt på alderdommens glemsomhed - din hjerne har levet i mange år

At glemme kan være sundt, især når man er gammel og trænger til at være fri for en del af fortiden.

Debat

Jeg er 83 år gammel. Det ved jeg, fordi jeg husker min fødselsdato. Og mit cpr-nr. og meget andet. Men der er meget andet, som jeg ikke husker. En del, som er glemt.

Fordi jeg er gammel? Fordi min hjerne også er gammel? Ja, siger min familie, mine venner, min læge, Sundhed.dk og Google. Jo, det er faktisk min hjerne, som kortslutter og svigter, men ak, det er normalt for min alder, men det kan også være, at jeg er dement eller lider af Alzheimers.

Sagt på en pæn måde: Det drejer sig om den naturlige afvikling. Hjernen på lige fod med resten af kroppen bliver slidt op. Aldersbetinget slitage i knogler og muskler kan vi bekæmpe eller afhjælpe eller behandle og på en måde lære at leve videre med.

Når hjernen i 83 år har oplagret så mange gigabytes af informationer, er der ikke meget plads tilbage på harddisken

Men hjernesvigt i form af blandt andet hukommelsessvækkelsen gør mere ondt, fordi den ofte er fremadskridende og ikke kan bremses. Dermed mere belastende, stressende og deprimerende. Især socialt, fordi man dagligt bliver mindet om, hvor glemsom man er.

Stok, rollator, høreapparat bliver ikke bemærket, men glemsomhed giver straks anledning til en vittighed eller korrektur. Frustrerende.

Sådan har jeg det ikke. Fordi jeg har indtaget en mere positiv holdning til og forståelse af sagen.

Jeg er ikke glemsom, fordi min hjerne er gammel, men fordi jeg har levet i mange år. Ikke fordi min hjerne er skrumpet, men fordi den har været aktiv i mange år.

Når den i 83 år har oplagret så mange gigabytes af informationer, er der ikke meget plads tilbage på harddisken.

Derfor en tilpasning, hvor der kun er plads og adgang til væsentlige oplysninger.

For at overleve skifter den ældre og trætte hjerne til selektivt mode. Kun vigtige og aktuelle oplysninger bliver gemt, mens en del irrelevante bliver glemt.

Det er funktionelt og økonomisk, fordi det sparer på energien at køre på lavt blus. Alle kropsfunktioner bliver jo langsommere med alderen. Således med hjernefunktionen. Det behøver ikke at skyldes forkalkning. Det kan dreje sig om den normale og nødvendige tilpasning. Det er klogt og positivt. Så væk med diagnoserne.

Husk samtidig: At glemme kan være sundt, især når man er gammel og trænger til at være fri for en del af fortiden.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at, ja, hvad var det, jeg ville tilføje? Et øjeblik, jeg har glemt det. Pyt med det, det kan ikke være vigtigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce