Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Jens-André Herbener

Kapitel 4: Luther var en hadprædikant af episke dimensioner

Intet var for lavt, når Luther ville have sine modstandere ned med nakken, skriver religionshistoriker Jens-André P. Herbener i sin serie om Luthers mørke sider.

Jens-André Herbener
FOR ABONNENTER

Lutheranere lovpriser ofte Luther som en sprogets mester. Om de dermed – også – mener, at Luther var en af de største hadprædikanter i historien, ved jeg ikke.

Men det var han.

Han kunne nemlig karakterisere dem, han var uenig med, som djævle og dæmoner. Som ekskrementer, prutter og pis. Som dyr, svin, æsler og ulve. Som ludere, bordelværter og horehuse. Intet var således for nederdrægtigt, intet for dehumaniserende, intet for lavt, når Luther ville have sine modstandere ned med nakken.

Hvorfor? Grundlæggende, fordi Luther som andre religiøse fanatikere var overbevist om, at han stod på Guds side i kampen for menneskenes frelse, mens hans modstandere stod på Djævlens. Hans kamp mod vantro i alle lejre (også hans egen) opfattede han da også som Guds kamp mod Satan, sandhedens kamp mod løgnen, og lysets kamp mod mørket. I det følgende en lille smagsprøve på Luthers hadpropaganda.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce