Politikens tv-anmeldere Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle beskrev i Politiken 20. juni, hvordan public service-tv er i forfald med særlig henvisning til DR 1 og TV 2.

LÆS KRONIKOm kvalitet, konkurrence og kultur

Mit eget ydmyge navn blev nævnt, og det anser jeg for en stor ære og en invitation til at kommentere anmeldernes syn på klassisk public service og mit eget blik på moderne public service-tv.

Holdningen til klassisk public service i monopoldagene var alt for ofte ligesom med medicin: Det smagte forfærdeligt, men det var godt for dig.

En elite af kloge mennesker skulle fortælle os simple danskere, hvilke film og bøger der var gode, og hvilke nyheder der fortjente opmærksomhed.

Danmark var tv-kulturelt datidens Nordkorea. Meget pligt, ingen lyst. Det værste ved denne form for public service var ikke intentionerne, men menneskesynet. Det gjorde TV 2 op med i 1988.

Politikerne begik en genistreg, da de i 1988 startede TV 2 som kommerciel public service. Det kommercielle islæt sikrede nemlig, at TV 2 ikke kun er interesseret i massekommunikation ud fra et ideologisk synspunkt, men at det også blev grundlæggende for økonomien og dermed overlevelsen.

Moderne public service er i mine øjne noget helt andet end sur medicin. Det duer kun til noget, hvis det rammer mange mennesker.

Det er i mine øjne slet ikke public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, der i forvejen er enige og har læst alt om emnet i avisen. Det rykker ikke noget som helst – som tv ellers kan gøre.

TV 2 har f.eks. rykket mere ved danskernes syn på Downs Syndrom ved at lave en serie om Morten og Peter, end noget debatprogram med tre eksperter nogensinde kunne have gjort.

Man kan drømme sig tilbage til dengang, alle så det samme, men verden flytter sig. Nu kan danskerne vælge mellem 35 dansksprogede tv-kanaler. Det betyder, vi skal lave noget tv, som folk af egen lyst gerne vil se. Public service betyder, at vi skal ville folk noget.

Højeste fællesnævner, kunne man kalde det. Der er for mig ingen modsætning mellem bredde og kvalitet. Det er en trist, gammeldags opfattelse, at smalle programmer er gode programmer.

Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle bruger i deres kritik af bl.a. TV 2 en oplistning af underholdningsprogrammer som empiri. Muligvis med et glimt i øjet, for empiri er det ikke. Psykologer kalder fænomenet ’confirmation bias’, der betyder, at man kun ser det, der bekræfter ens egen teori.

Her er noget empiri om foråret 2010 på TV 2: Dokumentaren ’Armadillo’ fra TV 2-serien ’Vores Krig’ har som den første danske dokumentarfilm nogensinde vundet en international pris i Cannes.

Reportageserien ’Felthospitalet’, der fulgte danske læger og sygeplejersker i Afghanistan, fik den højeste kvalitetsvurdering til dansk dokumentar nogensinde.

TV 2 havde som det eneste danske medie eget korrespondentkontor i Kabul.

TV 2 har i foråret 2010 haft sin vel nok flotteste faktasæson nogensinde, der foruden de nævnte programmer omfattede ’De 7 drab’ om bl.a. æresdrab, ’Operation X’ om bl.a. afsløringer i Københavns Kommune, ’Ultimatum’, der fik en lille million danskere til at se tv om misbrugere, ’TV 2 dok.’ og Danmarks mest sete faktaformat ’Årgang 0’, som undertegnede i al beskedenhed opfandt og startede tilbage i 1999.

Altså noget mere end ’al den glade underholdning’.

I 70’erne var tv ikke kommet længere i udviklingen af sit sprog, end at man stadig filmede de gamle kunstarter. TV-Teater hed det f.eks., når man satte store teatralske værker op.

I dag hedder det tv-serier, og de er bedre end nogensinde. Både de udenlandske og de danske. Udviklet til mediet på mediets præmisser. Hold lige Jesper Jensens tonstunge og docerende tv-spil fra 70’erne op mod ’Riget’, ’Edderkoppen’ eller ’Lærkevej’.

I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de store og rent kommercielle koncerner.

Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel. Den nye arena er ikke tv skærmen, men advokatkontorerne og retssalene.

Her arbejder de rent kommercielle aktører på at sætte flest mulige hegnspæle op for at begrænse og marginalisere public service. Generelt i Europa er det ved at lykkes.

Det kan udvikle sig til et kæmpe tab for det danske demokrati. Jeg vil vove den påstand, at public service-tv er lige så centralt for det danske demokrati som folkeskolen, gratis sygehuse, flexicurity og biblioteker.

I en tid, hvor verden bliver stadig mere fragmenteret og individualiseret, er der mere end nogensinde brug for den sammenhængskraft, som især TV 2’s hovedkanal kan levere.

Når man arbejder med tv, kan man tit undre sig over, at mange tv-anmeldere i deres grundvold virker, som om de ikke kan lide tv. Kunne vi dog ikke bede om tv-anmeldere med glæde, passion for tv og fremsyn? Der står meget på spil. Meget mere end en bøvs.