For nylig blev to massageklinikker i København overfaldet.

Gerningsmændene kastede eddikesyre på de tilstedeværende sexarbejdere – en af dem fik syren i ansigtet. Der blev røvet penge og smadret inventar.

Københavns Politis vagtleder, Jens Keiwes, første kommentar til pressen var:

»Der må være en form for konflikt i prostitutionsmiljøet«.

Det var det ikke. Det var en bande kriminelle, der ville straffe lovlydige sexarbejdere, der havde sagt nej til afpresning. Det fandt politiet også senere ud af.

Men Jens Keiwes første reaktion var en hån og fornærmelse mod borgere, der lige var blevet udsat for vold af den groveste slags.

Desværre er reaktionen typisk for den forråelse og afstumpethed, der de senere år har bredt sig i politiet. I gamle dage havde vi sexarbejdere et godt samarbejde med dem, og der er heldigvis stadig fornuftige folk i politiet.

Men det politiske pres for, at de pinedød skal finde kriminalitet hos os, har sat sine spor.

Modsat hvad folk må tro, er der ikke meget hård kriminalitet i forbindelse med sexarbejde. Alle klinikker bliver undersøgt på kryds og tværs, og anklagemyndigheden gør forsøget med langt tyndere sager om rufferi, end den gør med andre paragraffer i straffeloven.

Alligevel blev kun 27 personer i 2009 dømt for rufferi. I langt de fleste tilfælde er der også langt til fordommene om de griske bagmænd. Rufferiloven gælder også almindelige telefondamer eller chauffører. Det er ikke mennesker, der ’styrer’ os.

’Al Capone-strategien’ kalder politiet sin strategi over for sexarbejde. Men det er misvisende. Læsere, der har set den gamle film med Kevin Costner, kan huske, hvordan man dømte mafiabossen for skattesnyd i stedet for al den vold, man manglede håndfaste beviser på.

Men i Danmark er det ikke mafiabosser, man dømmer – det er ganske almindelige fredelige mennesker. Mafiabosserne finder man ikke, af den gode grund at de ikke findes.

Hvad så med menneskehandel da? Det er desværre samme historie. Ifølge politiet er der ved mange af domfældelserne tale om, at ofrene ikke selv synes, de er ofre. De aftaler, de har indgået, er rimelige set ud fra deres perspektiv.

Det er ikke ensbetydende med, at vi skal anerkende dem i Danmark. Men de problemer, der er, kunne langt bedre løses mindeligt ved at give de udenlandske sexarbejdere rettigheder og beskyttelse. Ordet menneskehandel er dramatisk. Men det er misvisende, og i dag er det ikke andet end overskriften for endnu en omgang moralisering.

Hensynet til sexarbejderne – også dem, der rent faktisk bliver udnyttet – er glemt igen.

Sexarbejdernes Interesseorganisation kender til et eksempel, hvor en udenlandsk klinikejer henvendte sig til Skat for at høre, hvad hun skulle gøre, for at alt gik lovligt til.

Dagen efter blev hendes klinik udsat for en kontrolaktion fra Skat og politiet, og alle sexarbejdere på stedet blev udvist. Hvordan forventer man, at der skal komme noget godt ud af den praksis?

Alt det her stammer fra Christiansborg. Det er der, man hyler op om indgreb over for nogle forhold, der mest cirkulerer som myter. Prisen bliver hver dag betalt af sexarbejdere – os, de angiveligt vil beskytte.

Politikerne kan ikke lide sexarbejde. Dem om det. Men de skylder os at se virkeligheden i øjnene.

De må give os rettigheder som til alle andre, og de må stoppe med at lægge pres på politiet – et pres, der fører til, at en ledende politimand blot trækker på skulderen, den dag de virkelig kriminelle bryder ind og kaster syre i hovedet på en sexarbejder.