Danmark nedprioriterer kampen mod tortur
Danmark plejede at være i forreste linje i kampen mod tortur. Nu befinder vi os på kanten af FN-konvention.
| 27 kommentarer |
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
| AF Tue Magnussen |
fakta
Forleden var det international antitorturdag.
Det blev noget overraskende markeret med larmende tavshed fra det officielle Danmark.
Selv om der er mange mærkedage, især i FN-regi, fortjener 26. juni at blive
markeret af den danske udenrigs- eller udviklingsminister.
Det var nemlig på dansk initiativ, at FN’s Generalforsamling i 1997 udråbte
26. juni til FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det skete
for at markere, at på denne dato trådte FN’s konvention mod tortur i kraft
ti år før.
Der er sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, siden den første
konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, blev
vedtaget i 1984.
Tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og
menneskerettighederne. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden
begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur.
Men samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu.
Ifølge Amnesty Internationals seneste årsrapport foregår der tortur eller anden mishandling i 111 lande.
Tortur er samtidig et meget udbredt problem i verdens folkerigeste lande. RCT’s forskere vurderer, at ca. 4,2 milliarder mennesker verden over lever i risiko for at blive udsat for tortur.
Derfor er det vigtigt at sætte bekæmpelse af tortur højt på den politiske
dagsorden.
FN’s dag mod tortur ville derfor være en god anledning til at stoppe op og
gøre status over arbejdet mod tortur. Ud fra et dansk perspektiv er det
særlig vigtigt i år, da det er 25 år, siden Danmark underskrev FN’s
konvention mod tortur.
Til dato har lidt mere end tre fjerdedele af verdens lande – nemlig 146 af
FN’s 192 medlemslande – ratificeret konventionen, som giver en klar
definition af tortur:
Det er tortur, når en person bevidst påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at fremtvinge en tilståelse, oplysninger eller at straffe, og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på dennes opfordring eller med dennes samtykke.
Modsat f.eks. terrorisme har vi med konventionens ord en relativt klar definition af begrebet tortur.
Samtidig fastslår konventionen, at det universelle forbud mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres – det være sig under truslen om terror, krig eller nødret. Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er det absolutte forbud mod tortur kommet under pres.
Man synes at glemme, at Danmark også i flere tilfælde selv har været på kant med FN’s torturkonvention.
I snart ni år har den erklærede krig mod terror, hvor statens sikkerhed i
flere tilfælde sættes over respekten for menneskerettighederne og
internationale konventioner, ført til forsøg på at udhule både, hvad der
regnes for tortur, og det absolutte forbud.
Når præsident George W. Bush tillod waterboarding (fingeret drukning) og
andre barske afhøringsteknikker i Abu Ghraib-fængslet og i Guantánamolejren,
sendte han samtidig et signal til andre magthavere om, at det er legitimt at
udøve tortur af terrormistænkte fanger for at fremskaffe oplysninger, der
angiveligt kan sikre den nationale sikkerhed.
Danmark har gennem mange år med rette været regnet for et foregangsland i
kampen mod tortur.
Siden Danmark ratificerede FN’s konvention mod tortur, har skiftende danske regeringer tidligere understreget, at Danmark har til hensigt konsekvent at efterleve konventionen.
Danmark har i FN også arbejdet for, at andre lande undertegner
torturkonventionen, men man synes at glemme, at Danmark også i flere
tilfælde selv har været på kant med FN’s torturkonvention.
I december 2002, da Danmark havde formandskabet for EU, vedtog FN’s
Generalforsamling tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som
gennem besøg i bl.a. fængsler skal forebygge tortur.
Selv om et enigt Folketing i maj 2003 efter en forespørgselsdebat opfordrede
regeringen til »at arbejde for, at flere lande, herunder
programsamarbejdslandene under udviklingsbistanden, tilslutter sig
menneskerettigheds-konventionerne, særligt tillægsprotokollen til FN’s
torturkonvention«, synes regeringen hverken at have rejst spørgsmålet over
for modtagerlande af dansk bistand eller over for USA, der som et af kun
fire lande stemte imod tillægsprotokollen i FN.
Rollen som foregangsland har ikke kun været et udtryk for dansk
selvforståelse.
FN’s Torturkomité, som skal sikre, at landene lever op til konventionen, har ofte udtalt, at Danmark på internationalt plan har været blandt hovedaktørerne i kampen mod tortur.
Senest i marts i år fremhævede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred
Nowak, Danmark som et af de få lande i verden, der er fri for tortur.
Dansk politi og fængselsmyndigheder har da rigtig nok også siden Anden
Verdenskrig generelt udvist en human retshåndhævelse.
I enkelte tilfælde har danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig magtanvendelse.
I 1992 blev den 18-årige Benjamin Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid, at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet og kom ikke til bevidsthed igen, inden han døde i september 2008.
I mere end ti år har Danmark været forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme torturkonventionens overholdelse. Men i den øvrige udenrigspolitik har der været flere spørgsmål, hvor Danmark ikke har levet op til rollen som foregangsland.
Under COP15-mødet i december 2009 foretog politiet stærkt omdiskuterede
masseanholdelser, der – selv om man ikke kan tale om tortur – blev
karakteriseret som umenneskelige og nedværdigende, da hundredvis af
demonstranter blev beordret til at sidde på den frosne asfalt og måtte tisse
i bukserne.
Endelig har isolationsfængsling bragt Danmark på kant med FN.
FN’s rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt for omfattende brug af
isolationsfængsling, som har en klart dokumenteret negativ virkning på det
psykiske helbred, og påpeget, at isolationsfængsling kun undtagelsesvis bør
anvendes, eller når det er absolut nødvendigt. Selv om gennemsnitslængden er
blevet nedbragt, bør isolationsfængsling begrænses mest muligt både i omfang
og længde.
I mere end ti år har Danmark været forslagsstiller til FN-resolutioner for at
fremme torturkonventionens overholdelse. Men i den øvrige udenrigspolitik
har der været flere spørgsmål, hvor Danmark ikke har levet op til rollen som
foregangsland.
Danmark har nok i ord taget afstand fra både Abu Ghraib og Guantánamo, men det
er karakteristisk, at tidligere statsmister Anders Fogh Rasmussen under sine
mange møder med USA’s nu tidligere præsident George W. Bush aldrig brugte
ordet ‘tortur’ eller understregede, at USA burde overholde FN’s konvention
mod tortur.
Man var fra dansk side mere end tøvende med at kritisere Bushregeringens
forsøg på gennem juridiske notater at udhule såvel definitionen af som
forbuddet mod tortur.
Selv om man kunne forvente større lydhørhed, har man heller ikke, siden Obama
blev valgt til præsident, rejst spørgsmålet om tortur.
Da udenrigsminister Lene Espersen for nylig for første gang mødte sin
amerikanske kollega, Hillary Clinton, synes hverken Guantánamo,
retsforfølgning for tortur eller amerikanske lægers medvirken ved tortur at
være berørt under samtalerne.
Forleden kunne nyhedsbureauerne ellers fortælle, at USA’s tidligere præsident
George W. Bush har erkendt, at hans administration brød
antitorturkonventionens absolutte forbud mod tortur. Få dage efter kunne
Physicians for Human Rights i en rapport dokumentere, at amerikanske læger
ikke alene havde medvirket ved tortur, men endog havde eksperimenteret udi
tortur.
Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur.
Det er erfaringsmæssigt også vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.
Vi skylder torturofrene, at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver
dømt. USA har ifølge FN’s konvention mod tortur en forpligtelse
til at retsforfølge ansvar for tortur.
Når præsident Obama ikke selv vil tage initiativ dertil, bør andre lande
opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne
tortur.
Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obamaregeringen til at få retsforfulgt de ansvarlige for tortur i Bushtiden.
Når det gælder undersøgelse af CIA-flys anvendelse af dansk luftrum til transport af terrormistænkte til tortur i hemmelige fængsler, er den danske regering ikke gået i spidsen for at få undersøgt – og slet ikke uvildigt – skandalernes omfang.
Vi skylder torturofrene, at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. USA har ifølge FN’s konvention mod tortur en forpligtelse til at retsforfølge ansvar for tortur.
Da tv-dokumentaren ’Den hemmelige krig’ gjorde det uomgængeligt for regeringen
at nedsætte – ganske vist dens egen – arbejdsgruppe, lod man sig i oktober
2007 nøje med mildest talt utilfredsstillende amerikanske svar. Siden har
man undladt at bruge magtskiftet i Washington til på ny at stille USA de
nødvendige spørgsmål.
Fraværet af kritik af USA’s ansvar for tortur synes også at have en trist
afsmitning. Danmarks tavshed har under de nylige statsbesøg været udtalt,
når det gælder kritik af tortur og andre menneskerettighedskrænkelser i Kina
og Rusland.
I den nyligt vedtagne bistandsstrategi savnes der – trods den markante
betoning af vigtigheden af at fremme menneskerettigheder – desværre også en
eksplicit prioritering og omtale af Danmarks internationale arbejde mod
tortur.
På nationalt plan er torturofre og andre traumatiserede flygtninge senest
blevet ramt både af udlændingeaftalen, som gennem betoning af arbejds- og
sprogkrav i et nyt pointsystem gør det sværere for torturofre at få
permanent opholdstilladelse, og af genopretningspakken, hvor man i lighed
med andre flygtninge får beskåret retten til pension og børneydelse til
børnerige familier, samt endog af udsigt til nye tolkebesparelser.
Det er antagelig ikke konventionsstridigt, men kønt er det absolut ikke.
De danske myndigheder har i mange år været nærmest fodslæbende, når det
gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur i straffeloven.
Alle stater er ifølge FN’s konvention mod tortur forpligtet til at gøre tortur strafbart i deres lovgivning.
Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur, men et vigtigt skridt blev dog taget i 2008, hvor tortur blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om bl.a. vold, grov vold og trusler om vold.
Det skete som følge af et folkeligt pres bl.a. fra RCT og Amnesty
International, som indsamlede ikke mindre end 146.000 underskrifter.
Ifølge folkeretten skal den danske regering – i lighed med USA og andre
lande, der har ratificeret konventionen – sikre, at personer, som mistænkes
for tortur, enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til
retsforfølgning i en anden stat.
Men et par sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det
punkt.
I 1998-99 afviste Rigsadvokaten og Justitsministeriet at iværksætte en strafferetslig efterforskning for at få Chiles forhenværende diktator og præsident Augusto Pinochet udleveret til retsforfølgning i Danmark.
Sagen viste, at tortur begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke kan
straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden befinder sig her i landet.
Når det gælder udlændinge bosat i Danmark, der har begået tortur i udlandet,
viste sagen i 2001 om Israels nye ambassadør Carmi Gillon andre huller i den
danske praksis.
Han vedstod på dansk tv, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af ’moderat fysisk pres’, men i sidste instans måtte retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens immunitet.
For få dage siden offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, der advarede førende EU-lande mod at samarbejde med efterretningstjenester i lande, der er kendt for brug af tortur. Det er en advarsel, der i lige så høj grad gælder Danmark.
Efter Gillons ankomst indgav en gruppe torturofre en politianmeldelse, men de
danske myndigheder fastslog, at han ikke kunne retsforfølges pga. sin
diplomatiske immunitet.
FN’s konvention mod tortur understreger, at man ikke må udvise, udlevere
eller tvangshjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat
for tortur eller anden umenneskelig straf. Alligevel har man konkrete
eksempler på personer, som er blevet udvist af de danske myndigheder til
lande, hvor de er blevet udsat for tortur. I 1999 blev den unge iraner
Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk fængsel i over to år blev
udsat for systematisk tortur.
Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme tilbage til Danmark, hvor
han siden fik asyl.
Men Ashkan og andre kendte eksempler er måske kun toppen af isbjerget.
Problemet er, at man faktisk ikke ved, præcis hvad følgerne af den udbredte
brug af udvisninger og tvangshjemsendelser har været. De mange uvisse
skæbner bør få regering og Folketing til kritisk at undersøge, om
udvisninger og tvangshjemsendelser i praksis har medført, at Danmark har
overtrådt internationale konventioner, herunder FN’s konvention mod tortur.
Danmark er også af FN’s Torturkomité og FN’s rapportør mod tortur, Manfred
Nowak, blevet advaret om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod
tortur, når man overvejer at få udstedt ’diplomatiske garantier’ mod tortur,
før man udleverer udviste til lande, hvor der er risiko for tortur.
Alligevel besluttede regeringen i april, at den terrorsigtede Niels Holck skal udleveres til Indien, som ikke alene er kendt for udbredt tortur, men end ikke har ratificeret FN’s konvention mod tortur.
Det er uklart, om man fra dansk side overhovedet har fået et garantibevis fra Indien, men uanset hvad har de diplomatiske garantier ingen juridisk status. Sagen viser samtidig, at den danske regering taler med to tunger.
Få uger før beslutningen om udlevering var danske diplomater i FN
forslagsstillere af en resolution, som netop advarede mod udvisning til
lande, hvor der er risiko for tortur.
For få dage siden offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, der advarede
førende EU-lande mod at samarbejde med efterretningstjenester i lande, der
er kendt for brug af tortur. Det er en advarsel, der i lige så høj grad
gælder Danmark, og som både Politiets Efterretningstjeneste og
Justitsministeriet burde notere sig.
Såvel i udenrigspolitikken som i den nationale praksis kan der altså i flere
tilfælde peges på punkter, hvor Danmark i højere grad kunne leve op til det
tværpolitisk brede ønske om at være foregangsland i arbejdet mod tortur.
Folketingets partier burde bryde tavsheden og bruge 25-året for Danmarks underskrift på FN’s konvention mod tortur til at diskutere, hvordan vi fremover igen kan blive foregangsland i arbejdet mod tortur.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Kunstens pengemagt knuser det kulturelle demokrati
Acta-traktaten og kunstens lobbyister forhindrer kulturen i at nå den brede befolkning.
I har endnu ikke fattet religionerne
Hotel- og Restaurantskolen viser, hvor ringe forståelsen af kulturfænomenet religion...
Skriv: Er folkeskoleelevers blufærdighed et problem?
Hver tredje af de ældste folkeskoleelever har det dårligt med fællesbad efter idræt.
Regeringen er sin egen værste fjende
Modsætninger i regeringen blokerer for en fælles retning.
Behold lektierne i folkeskolen
S-forslag er et 'skoleeksempel' på, hvorfor det offentlige bliver ved med at vokse.
Ansvaret for manipulation må placeres
Sagen om fejlagtige oplysninger om irakiske krigsfanger må ikke kunne gentage sig.
Bendt Bendtsens oliebrøler må rettes op
Nu må de borgerlige feje op efter den dyreste mand i dansk politik.
Venezuelansk musiksystem skal styrke dansk dannelse
Dansk Folkeparti ønsker musikundervisning efter sydamerikansk forbillede.
Udlejere er nærmest fødte skurke
Lejeloven er så indviklet, at det er tæt på gambling for private boligejere at leje...
Truende spionfilm er en fascinerende filmisk tidslomme
ibyen anbefaler
-
3. feb. 2012 KL. 13.26 Biografen Den bestøvlede kat
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
12. feb 00.01
-
11. feb 00.01
-
10. feb 00.01
-
09. feb 00.01
-
08. feb 14.53
-
08. feb 00.01
-
07. feb 00.01
-
06. feb 00.01
-
05. feb 11.36
-
04. feb 00.01
-
03. feb 00.01
-
02. feb 00.01
-
01. feb 00.01
-
31. jan 00.01
-
30. jan 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
12. feb 04.41
-
11. feb 14.14
-
11. feb 11.26
-
11. feb 11.00
-
11. feb 01.42
- › Se flere
Seneste Skriv
-
11. feb 14.07
-
10. feb 10.23
-
10. feb 09.31
-
10. feb 08.10
-
08. feb 21.10
-
06. feb 14.32
-
03. feb 10.50
-
02. feb 15.47
-
02. feb 09.41
-
01. feb 10.57
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
12. feb 00.01
-
11. feb 00.01
-
10. feb 00.01
-
09. feb 00.01
-
08. feb 00.01
-
07. feb 00.01
-
06. feb 00.01
-
05. feb 00.01
-
04. feb 00.01
-
03. feb 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
11. feb 12.00
-
11. feb 14.07
-
11. feb 15.00
-
11. feb 18.59
-
06. feb 12.47
-
10. feb 00.01
-
10. feb 00.01
-
10. feb 14.01
-
11. feb 14.00
-
12. feb 00.01
Mest læst i går
-
11. feb 12.00
-
11. feb 15.00
-
11. feb 10.00
-
11. feb 14.07
-
10. feb 00.01
-
11. feb 00.01
-
10. feb 19.00
-
11. feb 00.01
-
10. feb 00.01
-
10. feb 14.01
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|






















God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR