I juli 2010 besøgte jeg kz-lejren Auschwitz i det sydlige Polen.

Egentlig er det en antiseværdighed, for ingen rejsebureauer med respekt for sig selv reklamerer for dette sted på en iøjnefaldende måde. Hvilket jo er forståeligt nok.

Auschwitz er alt for tæt på. Det er kun 65 år siden, at der her foregik en af de største forbrydelser i menneskehedens historie. Så er det langt mere ukompliceret at reklamere med f.eks. et billede af Colosseum i Rom, for den meget blodige historie bag dette sted går flere tusinde år tilbage i tiden.

Og hvis kvaliteten af en seværdighed skal bedømmes efter styrken af de følelser og indtryk, man får og har efter besøget, så kommer Auschwitz for mit eget vedkommende ind som en af de allerstørste.

Auschwitz er indbegrebet af Holocaust. Nazisternes mord på 6 millioner jøder under Anden Verdenskrig. Der var mange andre kz-lejre under krigen, men Auschwitz var uden sammenligning den største. Her blev der myrdet 1,5 millioner mennesker, blandt disse cirka 1,1 millioner jøder.

Myrderierne blev udført med en perfektionisme og en kynisme, der overgår alt, hvad jeg nogen sinde har læst eller hørt om. Tilmed af et land, der dengang blev anset for at være en af de største kilder til den europæiske civilisation og kultur.

Jeg besøgte Auschwitz i juli 2010 i forbindelse med et besøg i den polske by Krakow, som ligger ca. 60 km fra lejren. Vi tog derud med et elektrisk bumletog til byen Osviecim, hvorfra man kan gå de sidste par kilometer ud til de to lejre Auschwitz og Birkenau.

Begge steder kunne jeg se alt det i virkeligheden, jeg havde læst og set utallige film om: titusindvis af sko, briller, kufferter og anden bagage, som nazisterne konfiskerede fra deres ofre.

Et bjerg af menneskehår fra titusinder af fanger, som blev klippet skaldet efter ankomsten. Indgangsporten til lejren med det forræderiske skilt ’Arbeit macht frei’, fængsels- og torturkældre, ’dødsmuren’, hvor tusinder blev skudt efter en kort skueproces, gaskamre og krematorier.

Eller ’Jøderampen’ i Birkenau, hvor der dagligt ankom tusinder af jøder i lange godstog. Her blev ofrene delt i to grupper straks efter ankomsten. De arbejdsduelige blev sendt ud i lejren som slaver, mens resten, herunder især ældre, kvinder og børn, blev sendt direkte i gaskamrene.

Men det er unægtelig noget helt andet at befinde sig fysisk i Auschwitz end at læse om det! I Birkenau kan man stadig se jernbaneskinnerne og perronen, hvor folk blev sat af, og man kan også se vejen, hvor ofrene blev drevet fra toget hen til gaskamrene og de nærliggende krematorier.

Sidstnævnte kan man dog kun se ruinerne af i Birkenau. Da det gik op for nazisterne, at de ville tabe krigen, sprængte de nemlig både gaskamre og krematorier i luften. Næppe fordi de indså, at de havde gjort noget forkert, men fordi de kunne forudse, at de ville blive dømt for krigsforbrydelser.

Området i Birkenau er enormt – nærmest på størrelse med en lufthavn. Man kan frit gå rundt, hvor man vil, og bortset fra at en stor del af træbarakkerne er fjernet, fremstår næsten hele lejren, som den så ud i 1945.

Jeg spurgte vores guide, om de omkringboende polakker ikke vidste, hvad der foregik, og han svarede, at det gjorde de nok, men næppe i det omfang, myrderierne fandt sted. Jeg kan tilføje, at der før Anden Verdenskrig boede 65.000 jøder i den nærliggende by Krakow. I dag bor der cirka 200!

Nogle – især yngre – mener, at det nu er på tide at se fremad og glemme rædslerne. Det er jeg meget uenig i. Historien har det med at gentage sig, men risikoen er større, jo mindre viden vi har om den.

For kort tid siden snakkede jeg i frokostpausen med en af mine yngre kolleger om Polen, fordi jeg havde fortalt, at jeg skulle til Krakow. Han er i slutningen af tyverne, og en af hans kommentarer i den forbindelse var: »Hvordan var det nu med Polen? Var de med i Anden Verdenskrig?«.

I de senere år er interessen for Holocaust vokset enormt, og Auschwitz-museet besøges i dag af over en million personer om året. Der er produceret et utal af bøger og film om emnet, og man kunne spørge sig selv, hvorfor så mange stadig er dybt fascineret af nazisternes rædsler.

For mit eget vedkommende er en del af svaret, at jeg finder det utrolig interessant at prøve at forstå, hvordan det kunne lykkes nogle få psykopater at få gennemført et så vanvittigt projekt.

En anden del af forklaringen kunne være, at mange føler en vis tilfredsstillelse ved at læse et kapitel i verdenshistorien, hvor det er fuldstændig krystalklart, hvem der er de gode og de onde, og hvor de gode vandt.

Men for alle, som interesserer sig for Europas historie, er et besøg i Auschwitz et must. Det er en meget barsk oplevelse, men de følelser og indtryk, man får med derfra, hører i allerhøjeste grad med til ens selvforståelse som europæer!