Sommerens højest prioriterede sager, Lene Espersens manglende deltagelse i et par møder og Helle Thornings påståede skattesag, viser en alvorlig svaghed i vores demokratiske system

Ingen af disse sager har megen substans.

For Helle Thornings vedkommende skal man endda have en meget kraftig og let beskidt fantasi for at forestille sig, at hun i sin politiske position skulle have foretaget sig noget så primitivt som det, hun anklages for.

LÆS OGSÅMediestorm mod Thorning-Schmidt er substansløs

Alligevel er det i sommerens løb lykkedes pressen at få stablet et par skandaler på benene, tilsyneladende for i første omgang at kunne sælge aviser i en sommertid.

Vores førende eftermiddagsaviser har endda ført sig frem med vulgære og ærekrænkende overskrifter, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra gadens værste og mest primitive slam.

Tilsammen er det lykkedes denne presse at få folkestemningen vendt mod to politikere, som herefter vil få det svært med at få stablet en politisk troværdighed på benene igen. Det er et alvorligt demokratisk problem.

Sagerne har to store problemkomplekser knyttet til sig, dels en tilsyneladende politiserende og ansvarsløs presse, dels en befolkning, der alt for let hopper på pressens reklametricks. For pressens vedkommende er det alvorligt, at den bruger sit potentiale som meningsdanner på trods af al demokratisk ansvarlighed.

For mig minder det lidt om den uansvarlighed for egen vinding, som lå bag den sidste store økonomiske verdenskrise. Det handler dermed om en i egentligste forstand provinsialisme, hvor de større og afgørende perspektiver ofres til fordel for villavejens sladder. Vejen ud af den vildfarelse må være en etisk opstramning på avisredaktionerne.

Journalistuddannelserne må også tage ved lære af denne sag, så fremtidens journalister ser deres arbejde i et fælles ansvar for vores demokratiske værdier.

Det andet store problem er befolkningens problem. Vi kan ikke alle sætte os ind i alle aspekter af det politiske liv, og derfor er vi afhængige af mediernes fortællinger. Alligevel er det alt for let at vende en folkestemning, og historien har lært os, at folkestemninger ikke altid er udtryk for sandheden.

Vores demokrati hviler jo på, at den enkelte har et ansvar. Derfor er det op til skolen at lave undervisningsmateriale, der sætter fokus på vurderinger af det væsentlige og saglige i de enkelte sager frem for følelsesbaseret landsbysladder.

I denne sag tyder noget på, at skolerne har en ikke ubetydelig opgave foran sig her.