Racismeparagraffen er atter under beskydning.

Retten til fri racisme har i mange år været højreradikalisternes vådeste drøm. Siden er ideen blevet taget op af Dansk Folkeparti, senere af Cepos – og nu vinder tankegangen tilsyneladende også gehør blandt både de konservative og Venstre.

De Konservatives Naser Khader og Venstres Kim Andersen var i hvert fald hurtigt ude og kræve en debat om racismeparagraffen efter tiltalen mod Hedegaard.

LÆS VKO vil ændre racismeparagraffen

For dem handler det om ytringsfrihed. Om debatkultur. Og om, at det er forkert at bruge jura til at bekæmpe politiske holdninger. Desværre viser den argumentation, at de hverken kender til racismeparagraffens anvendelsesområde eller dens baggrund.

Racismeparagraffen forbyder ikke holdninger – end ikke de racistiske af slagsen. Den forbyder opildnen til had og hetz mod befolkningsgrupper. På engelsk hedder det hate speech. På tysk: Volksverhetzung. På fransk: Discours de haine. På svensk: Hets mot folkgrupp.

Måske en navneforandring fra racismeparagraffen til hetzparagraffen ville gøre det lettere for danske politikere at skelne hetz fra holdninger.

Paragraffen blev indført i dansk straffelov i 1939 som et direkte værn mod den nazistiske hetz mod især jøder. I bemærkningerne til lovforslaget hed det:

»Under hensyn til de i nyeste tid opdukkende foreteelser som forfølgelser af racer, trossamfund m.v. foreslår man indførelse af forbud mod ved udspredelse af falske rygter og beskyldninger at forfølge eller ophidse til had imod enkelte grupper af den danske befolkning på grund af deres tro, afstamning eller kald«.

Eftertiden har vist, at politikernes frygt var aldeles velbegrundet. De europæiske jødeforfølgelser er et uhyggeligt eksempel på, at løgne kan føre til had, og at had kan føre til splittelse, diskrimination, vold, forfølgelse, folkedrab og krig. Men der er – desværre – kommet mange nye eksempler til siden.

Den danske racismeparagraf er ikke en vilkårlig begrænsning af ytringsfriheden grebet ud af den blå luft. Den blev født som et konkret svar på vores egne erfaringer fra Anden Verdenskrig og er siden blevet justeret i forhold til FN’s konvention om racediskrimination og den nærmest uendelige række af konflikter over hele verden.

Mener Venstre og de konservative virkelig, at vi danskere er så gode mennesker, at vi er hævet over almindelig menneskelig erfaring – og ikke behøver den type mindretalsbeskyttelse, som er en selvfølge i stort set hele verden?

Er der virkelig ingen grænser for deres overmod? Naturligvis er retten til at ytre sig en væsentlig del af et sundt demokrati. Men det samme er retten til at være fri for hetz.