Mads Ananda Lodahl, i tidsskriftet Social Kritik lægger du dig ud med folkeskolen ved at kalde den »de heteroseksuelles skole«. Hvorfor?

»Jeg er kritisk over for den norm, hvor nogen har en ’overret’ over for andre. På alle skoler, hvor jeg har undervist, har jeg oplevet, at de heteroseksuelle har en ’overret’ i forhold til seksuelle afvigere«.

Hvordan opleves denne ’overret’?

»Folkeskolen burde være for hele folket, men i virkeligheden er det et sted, hvor afvigere fra den heteroseksuelle norm enten er usynlige, eller også bliver de defineret som noget dårligt. F.eks. når en elev bruger ordet ’bøsserøv’ som et skældsord over for en kammerat. En lærer kommer til og skælder ud med ordene: Man skal ikke råbe grimme ting efter hinanden. Et tredje barn er vidne til denne episode. Han er bøsse og føler sig først ramt af skældsordet ’bøsserøv’ og bagefter af lærerens kommentar om, at det er grimt at sige sådan noget. I forvejen skammer han sig over sin seksualitet og tvinges til at skjule den. Samtidig føler han sig svigtet af den lærer, der formodes at skulle hjælpe ham«.

Det at være homoseksuel er jo ikke et tabu i vores samfund i dag. Hvorfor betegner du homoseksualitet som en afvigelse?

»Homoseksualitet er en afvigelse fra den heteroseksuelle norm. Og det er bestemt ikke fuldt ud accepteret i vores samfund at være homoseksuel. Danmark er langt fremme i ligestilling for homoseksuelle, når det handler om jura og statslige institutioner. Men når det kommer til den sociale accept blandt befolkningen, er Danmark stadig et meget homofobisk land«.

Hvordan definerer du seksuelle afvigere?

»Jeg regner homoseksuelle som den største gruppe. Dernæst biseksuelle, transkønnede og interseksuelle personer og til en hvis grad tøsedrenge og drengepiger, folk, som udtrykker deres køn en smule afvigende uden at være decideret transkønnede«.

Hvad med pædofile og folk, der dyrker sex med dyr, de er jo også seksuelle afvigere, skal de ikke tages med? Hvor går grænsen?

»Sammenligningen mellem homoseksuelle og pædofile er en homofobisk tradition, hvis formål er at kriminalisere og dæmonisere homoseksuelle. Der er flere forskellige grunde til, at diskussionen om homoseksuelle, pædofile og zoofile er to helt forskellige diskussioner. Homoseksualitet foregår som udgangspunkt mellem voksne mennesker, der frivilligt deltager i aktiviteten. Pædofili og zoofili derimod involverer som udgangspunkt et overgreb. Men i grunden er det ikke så relevant. Jeg er ikke så interesseret i at sætte grænser for, hvem der er med og ikke med. Det interessante er, at den findes en heteroseksuel norm, som overskygger alle andre«.

Hvad mener du?

»Ifølge queer-perspektivet – ud over at være lærer er jeg også queer-aktivist (se faktaboks, red.) – handler det om ikke at putte folk i alle mulige kategorier, men at man er kritisk over for den gældende norm og orden, som samfundet baserer sig på. Alt tager udgangspunkt i en heteroseksuel verden. Det sker i alle sammenhænge. F.eks. i forbindelse med seksualundervisningen bruger man fraser som: ’Ja, nu begynder I jo at interessere jer for det modsatte køn’. Det er jo ikke alle, der gør det«.

Men det er da helt naturligt udgangspunktet, når nu majoriteten i samfundet er heteroseksuelle. Hvad skulle man ellers gøre?

»Man kan da bare tage et neutralt udgangspunkt. I stedet for at nævne det modsatte køn kunne man da bare sige, at de unge nu begynder at interessere sig for sex eller intimitet, så har du ikke ekskluderet nogen. Den måde, man gør det på i dag, ekskluderer nogle elever frem for andre«.

Tror du, det vil hjælpe at gøre det til skolens ansvar at styrke den homoseksuelle identitet?

»Ifølge loven er folkeskolen et sted, hvor alle skal repræsenteres og føle sig tilpas. Og det er ikke tilfældet. F.eks. i seksualundervisningen. Hvis ikke eleverne vil dyrke heteroseksuel vaginal sex, får de ingen seksualundervisning eller oplysning om sikker sex i folkeskolen. For nogle elever kan det blive et spørgsmål om liv og død i en verden med hiv/aids. Derfor skal det skrives ind i folkeskolens ’Fælles Mål’ og særligt målene for seksualundervisningen«.

I netop ’Fælles Mål for sundheds- og seksualundervisningen – faghæfte 21’, er der jo gjort plads til, at lærerne skal medtage andre seksuelle afvigelser i undervisningen, så hvad er problemet?

»Det skal være en pligt for lærerne, at man tilgodeser seksuelle afvigere i seksualundervisningen. Derfor skal det skrives ind i ’Fælles Målene’. I dag er det overladt til den enkelte lærer at tage emnet op. Jeg har oplevet, at mange lærere opfatter det som et ømt og pinligt emne, som de ikke har så meget lyst til at snakke om. Hvis man bor i et mindre samfund, kan man risikere at være fuldstændig alene med det at være homoseksuel. Og man har ingen steder at gå hen med sin anderledes seksualitet, hvis ikke det bliver taget op i skolen«.

Er det ikke bare, fordi du har brug for at fremhæve og erklære de homoseksuelle som den vigtigste minoritet?

»Nej, det er ikke det, jeg har lyst til. Man bliver nødt til at gå væk fra at opfatte homoseksualitet som en problemfri identitet. Det er ikke nok, at man lige kan tage nogle homoseksuelle med i en sjov birolle på film eller tv, hvor de altid fremstilles på præcis den samme måde«.

Og her mener du, at skolen og lærerne har et særligt ansvar for at styrke den homoseksuelle identitet?

»Det handler ikke om at styrke den homoseksuelle identitet, men at der skal være plads til den. At man skal kunne føle sig tryg. Ved at give plads til den afvigende seksualitet, som barnet har, kan man give det en social ligestilling. Samtidig får man aflivet de fordomme, nogle elever har om folk med afvigende seksualitet«.

Er du i grunden ikke bare misundelig på de heteroseksuelle?

»Nej, nej. Det er jeg slet ikke. For mig handler det her om, at nogle mennesker har en frihed til at gøre noget, som andre mennesker ikke har. Vel og mærke ting, som ikke skader andre mennesker. Jeg prøver at rejse en demokratidiskussion. Er demokratiet et sted, hvor flertallet skal have lov til at tromle mindretallet? Eller er demokrati et sted, hvor flertallet har pligt til at også at tage sig af mindretallene, uanset om de er seksuelle, religiøse eller etniske minoriteter?«

Hvis man skal imødekomme krav fra alle mulige minoriteter, vil skolen da blive fuldstændig fragmenteret. Man er vel nødt til at have et udgangspunkt og vel også nogle grænser?

»Det handler ikke om, at der skal være lige meget af al ting. Men det handler om, at alle mennesker har værdi. At de har ret til et lykkeligt liv, hvor de føler sig trygge og inkluderede i skolen. Det hedder jo folkeskolen, fordi det er folkets skole. Hvis du bevidst ekskluderer en ret stor del af befolkningen, så er det jo ikke en skole for folket.«