DANSK politik er simpel: Der er kun to emner af betydning: muslimer og velfærd.

På intellektuelsk: identitet og økonomi. På ikkeintellektuelsk: tørklæde og tegnebog.

Intet andet emne har nogen betydning, overhovedet.

Alle andre emner er kun aktiveret, når de forbindes med et af de to hovedtemaer – og af stigende værdi, jo tættere de kan forbindes med dem:

MUSLIMER kan forbindes til f.eks.:

• Sikkerhedspolitik (Irak, Afghanistan)

• Retspolitik (vold, bander, brande, forråelse)

• Kulturpolitik (vores værdier vs. deres)

VELFÆRD kan forbindes til:

• Sundhed (ventelister etc. etc.)

• EU (vækst+beskytte den danske model)

• Økonomi og erhverv (velfærdens forudsætning)

Hvis du er ordfører i Folketinget på et hvilket som helst emne, du ikke kan finde i modellen, ved du nu, hvorfor journalisterne aldrig ringer. (Quizspørgsmål: Hvilket emne er det, der overhovedet ikke kan forbindes til ét af de to megatemaer? Det er ikke noget let spørgsmål. For ting som ’uddannelse’ kan med god vilje klistres til velfærd, og ’udviklingsbistand’ til muslimer. Men der er ét emne – svaret står i bunden).

RØRENDE simpelt. Og faktisk er det simplere endnu – for i ti år har det været debatten om de fremmede, der har været den aktive og afgørende kampplads. Emnerne med tilknytning til muslimer er altid på dagsordenen. Emnerne med tilknytning til velfærd er – sundheden undtaget – nogle, som velmenende politikere, eksperter og journalister forsøger at få sat på dagsordenen for danskernes egen skyld.

SAMFUNDSØKONOMIEN har altid kun haft ét vigtigt politisk udtryk: arbejdsløshed(en). Og man kan ikke engang længere tale om arbejdsløsheden – ikke nu, i dette besynderlige fantasirige, hvor ledige er noget, vi importerer. Til politikernes egen forbløffelse forsvandt arbejdsløsheden i midt-90’erne. Det politiske landskab blev afmagnetiseret. Og dansk politik blev rekonstrueret på en mere fundamental måde, end vi endnu helt har fattet.

For det var ikke bare én generation af vælgere og politikere, for hvem Arbejdsløsheden var noget. Arbejdsløshed var mere end et symbol på økonomisk nedgang – fra et politisk perspektiv er arbejdsløshed simpelthen nedgang, når den berører alle. Af samme årsag ’startede’ moderne politik både i USA og Europa med krisen i 1930’erne, der synkroniserede debatten på begge sider af Atlanten. Fra da af var politikerne i de vestlige demokratier deltagere i et spil, hvis ultimative formål var: at forhindre denne situation i at udvikle sig igen. I Danmark havde vi en 20-års småkrise med Arbejdsløsheden som en konstant melankolsk hyletone – fra den første oliekrise i 1973 til 1990’erne var halvvejs ovre. Og 20 år er lang tid i politik.

Der er to grunde til disse betragtninger. Dels at USA for længst er på vej ind i en fed lille krise, der vil tage pynten af den globale højkonjunktur. Dels, i anledning af dén krise, at ansvarlige politikere (er der nogen?) hverken i USA eller Europa kan berolige deres vælgere med noget, der ligner fakta. Let’s have a little straight talk, som my friend John McCain fortalte de vælgere i Michigan, der har måttet forlade samlebåndene på byens bilfabrikker. For freden er forbi: Alle på arbejdsmarkedet kommer til at mærke konkurrencen fra Asien – ikke kun dem med de ringeste uddannelsesmæssige kompetencer. Dét er ikke en fase, vi bare skal igennem, før vi alle sammen bliver bordfodboldspillende og chaidrikkende multimediedesignere: tværtimod – det er en konkurrencesituation, der kun vil blive skærpet, efterhånden som Kina presser sine provinser op ad karrierestigen.

Dét er i to henseender tungt stof – tungt for hovedet og tungt for hjertet, og således har politikerne én grund mere, end de behøver, til at lade kastanjerne blive liggende i ilden. Efter Ny Alliance har de én mere.

Hvorfor er det så svært at sætte den dagsorden? For i Danmark (i endnu højere grad end i resten af Europa) skygger staten/velfærden for det private/konkurrenceevnen. Vores offentlige sektor er af en sådan størrelse og karakter, at det er dén, vi mærker først og sidst – simpelthen fordi næsten alle bliver let berørt af ændringer i overførselsindkomster, serviceniveauer og lignende.

I denne henseende ligger Danmark naturligvis helt ude i den yderste ende af det globale spektrum. Det offentlige er alle steder: Det offentlige er næsten os alle sammen. Dermed udviskes grænsen mellem egen og fælles interesse (og mon ikke også både Marx, Grundtvig, Stauning, og hvem der ellers har bidraget mere eller mindre frivilligt til Den Danske Models idéhistorie, ville kunne se en vis skønhed i det?).

Konkret: Vi har over de sidste ti år vænnet os til at sige, at vi er bekymrede for ’velfærden’, som om ’velfærden’ er en mere solidarisk og moralsk størrelse end vores egen privatøkonomi; som om det at være arrig over forringelser i ’velfærden’ er finere end at være arrig over, at ens månedsløn ikke stiger, som den burde, eller over, at huset falder i værdi. På den måde kan vælgerne slippe for at tage stilling til, om deres velfærdsiver skyldes egen ærgerrighed eller solidarisk bekymring. (Og det er det, der gør det til en umulighed at være ægte-liberal i Danmark. Et borgerligt livssyn er for en dansker nogenlunde så ubrugeligt som hornet for en enhjørning – i hvert fald har dem, der render rundt med et, endnu ikke fundet anvendelse for det inden for landets grænser).

Stensikker forudsigelse: Krisen kommer i år – stor nok til, at politikerne føler anledning til at lyve om landets fremtidsudsigter, men ikke stor nok til, at de bliver afsløret.

Manglende forudsigelse: Hvordan vil vælgerne reagere på en rigtig økonomisk krise? Vi aner det ikke. Ved et valg i 2011 er det kun vælgere over 40, der er gamle nok til at have stemt, mens Muren stod. Vi er et par generationer, der er så forkælede, at vi får vores forkælede forældre til at ligne birollelisten fra ’Les Misérables’. Vil vi forvente, at staten skal hjælpe os? I givet fald er den europæiske velfærdsmodel dømt til – så længe vi lever – at forsøge at opretholde sig selv mod stadig dårligere odds.

PÅ DENNE plads har jeg tidligere argumenteret ret godt for, at grundtonen i politik på globalt plan har været borgerlig siden 1980, og at vi siden 11. september har set et omslag: fra liberalisme til konservatisme.

I Danmark/Europa er dét så forklaringen på partiernes sammenrend på midten: fordi det at være konservativ (samfundsbevarende) i et socialdemokratisk samfund naturligvis er næsten det samme som at være socialdemokrat. Det betyder også – og det er det, Socialdemokraterne endnu har lidt til gode at forstå – at dét at være socialdemokrat så er det samme som at være konservativ. Alle betydende politikere i Europa er konservative socialdemokrater eller socialdemokratiske konservative (ét fedt). Alle tyske kanslere siden 1945. Mitterrand og Chirac og Sarkozy (dvs. Frankrig fra 1980), Schlüter og Nyrup og Fogh (dvs. Danmark fra 1982) og Blair og Brown (dvs. England fra 1997). Samt naturligvis Pia Kjærsgaard. Og siden jeg skrev artiklen, har Karen Jespersen hjælpsomt gjort sig selv til tesens ærkeeksempel.

Hvori består denne form for politik? Man er til højre på værdierne og til venstre på velfærden.

Fogh rykkede fra 1998 til venstre på velfærden og ramte folkesjælen.

Nu er Thorning-Schmidt – ti år senere – rykket til højre på værdierne og har tilsyneladende misset. Villy Søvndal er løbet med gevinsten, måske fordi SF simpelthen i vælgernes øjne endnu fremstår med en autenticitet, som S mistede et eller andet sted på vejen til årtusindskiftet. Måske fordi Søvndal p.t. er både længere til venstre på velfærden end Helle Thorning-Schmidt og længere til højre på værdierne, og således giver konservative socialdemokrater (og alle socialdemokrater er konservative, jf. tesen ovenfor!) et tilbud, de simpelthen ikke kan afslå.

Det burde være en position, S kunne afkalkere. I givet fald er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Helle skal gå til højre eller til venstre altså, at hun skal gøre begge dele: til højre på værdierne, til venstre på velfærden.

Problemet er, at hun allerede har gjort det: senest med det krav til de offentligt ansattes lønninger, som partiet før jul lancerede sammen med Dansk Folkeparti. På det konkrete plan var det arbejderklassepolitik, der rungede i værftshallerne: det nye og det gamle socialdemokrati i rød fællesfront! På det principielle plan var det jo en ikke så subtil gendrivelse af Nyrups ikoniske afvisning af Dansk Folkeparti. Tidligere har hun lagt utvetydigt afstand til tidligere tiders multikulturalisme, men aldrig med samme effekt som Søvndal. Skal det lykkes nu, må hun endnu længere til højre og endnu længere til venstre end ham. På samme tid.

DET SAMLEDE danske ryk mod højre/hårdhed på værdierne har været tydeligt i hele reaktionen på det, der foreløbig er en lille Muhammedkrise II. Som medierne har konstateret, er tålmodigheden med de muslimske protester denne gang betydelig lavere end sidst. Bemærkelsesværdigt, når man husker, hvordan kommentatorerne i slutningen af 2006 alle steder så tegn på, at horder af Anstændige Borgerlige havde rejst sig op fra staudebedene og var på vej væk fra Fogh, fordi de havde fået Nok Af Pia Kjærsgaard. Og halvandet år senere er VKO-flertallet tilbage; S smuldrer; Enhedslisten læner sig op ad spærregrænsen nedefra; SF vinder på Søvndals hårde kurs; R har ikke været i stand til at hente vælgerne hjem fra NA.

Den aktuelle tone skyldes i hvert fald tre ting: dels uroen i de danske gader. Dels det, man alt afhængigt af sin egen overbevisning kan kalde opportunisme eller realisme: at mange også på centrum-venstre-fløjen nu har taget til efterretning, hvor meget fundamentalistisk islam danskerne synes, de har plads til (none).

Dels, og det tror jeg er en mere end triviel faktor: at begge sider i debatten er trætte af den.

Faktum er, at ingen ønskede sig nogen debat om islam/multikulturalisme, da al-Qaeda angreb 11. september 2001. Ikke i USA, ikke i Europa, og da slet ikke her. Før 11. september var dem, der talte om multikulturalisme, dem, der virkelig gerne ville have den – og de var betydelig færre end både de og deres kritikere anede.

Påstand: Rykket mod højre skyldes ikke, at danskerne generelt er blevet vundet over til billedet af islamistisk fundamentalisme som en akut verdensomspændende trussel. Danskerne beskæftiger sig ikke med denne analyse – det er der ingen, der gør, ud over en meget lille klasse af meget toneangivende meningsdannere og deres modstandere. Motivationen er lokal: Danskernes holdning til fundamentalistisk islam er dannet på baggrund af det, der sker i Danmark. Det betyder, at man hverken kan vinde dem for Værdikampen ved at tale om den som et Globalt Opgør eller bruge disse perspektiver til at få dem til at vende sig mod værdikampen.

Det er det, der manifesterer sig som utålmodighed: Vi gider ikke debatten mere. Rejs hjem.

Men debatten stopper ikke, for anledningerne vil vedblive med at komme:

Dels fordi Mellemøsten har det med at blive liggende, og Mellemøsten/islam er i mange konkrete henseender en mere varig og mere multifacetteret udfordring for Europa end for USA, der efter al sandsynlighed vil koncentrere sine kræfter i regionen om at slippe ud af Irak og Afghanistan, så billigt som muligt.

Dels fordi den hjemlige diskussion om grænser for religion og nultolerance er endeløs. I årene efter 2001 kunne man fornemme, hvordan deltagerne troede, at de var i gang med en kontant regelafklaring (tørklæder? baderum? bederum?), der kunne afdramatiseres, efterhånden som detaljerne blev klappet af. Men det er klart nu, at det, der føltes som et hurtigt møde i ejerforeningen, strækker sig i det uendelige. Og det bliver værre – for der vil være et voksende gab mellem to indiskutable fakta: at integrationen går skidt, og at integrationskravene samtidig løbende bliver skruet op (dvs. tålmodigheden skruet ned).

Ikke overraskende gør dansk politik mest ondt der, hvor de to nøgleemner løber sammen: på spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft. Her er Danmark – ligesom alle verdens andre lande – på vej ind i en konstant og usandsynlig, etisk kompliceret diskussion, der næppe kan føre til andet end det, vi nærmer os allerede: oprettelsen af A-, B-, C- og D-statsborgerskaber, hvor kun A’erne udgør det ’rigtig’ danske fællesskab. Både juraen og nationen får svært ved at holde til dét.

MEN NU OG her har politikerne et valg. Enten skal de begive sig tilbage til en Velfærdsdagsorden ved – i samlet flok – at nægte at diskutere muslimer. Det indebærer, at de skal tage en eller anden diskussion med danskerne om de økonomiske realiteter – og det forudsætter igen, at de skal finde ud af, hvad de selv mener. To kæmpe barrierer. De ville ellers gerne. For politikere er risikouvillige og karrieresyge pænhedsnarkomaner. De vil gerne sidde både virkeligheden og vælgerskaren overhørig, lige præcis så længe det ikke skader deres karriere. Men når bare ét parti bryder fronten (p.t. Dansk Folkeparti, men det kunne i dag være et næsten hvilket som helst af de andre), er muslimerne på bordet, og dermed tvinges de resterende til stillingtagen. Skepsisskruen strammes.

Dermed er det, der føles som Den Sidste Islamdiskussion (Muhammedkrisen II, også kendt som Søvndals Surprise) ikke noget i den retning. Der vil blive skiftet ud i deltagerne. Midterlinjen vil rykke sig. Polerne vil blive flyttet. Men krigen kører videre.

SVAR PÅ QUIZ: Det emne, der ikke kan knyttes til nogen af de to nøgleemner, er miljø/klima. Statsminister Anders Fogh Rasmussen opfordrede ifølge pressen præsident Bush til at vise lederskab på den globale opvarmning. Det svarer til at bede Hizbollah finde guldhornene, når de bliver væk igen.