Tegning. Roald Als

Tegning. Roald Als

Debat

Vi vil gøre alt for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere

En masseindvandring - som set i f.eks. Sverige - vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning.

Debat

En ilter skribent, som åbenbart er talsmand for Politikens holdninger, Poul Aarøe Pedersen (PAP), anklager i Politiken 16.12. Socialdemokratiet og i særdeleshed Mette Frederiksen for at være uselvstændige, dovne og hykleriske.

Nu er vi jo vant til at blive bedømt hårdt af politiske modstandere, så vi er ikke sarte, men for det fine Politiken er det alligevel udtryk for et markant engagement, som ikke er set, siden bestyrelsen i Det Kongelige Teater blev ændret.

Det skyldes formentlig, at emnet er udlændingepolitik. Og her er Politiken historisk godhedens – humanismens – omdrejningspunkt. Og når gode mennesker bliver vrede, så har de naturligvis ret til – i humanismens navn – at slynge begreber som dovne og hyklere efter de formastelige, eller endog trække nazikortet som emeritus Heltberg fik leveret den anden dag.

Hvad der kan undre er, at PAP og andre ikke bare nøjes med at erklære sig uenige med Socialdemokratiets politik og søger trøst hos den kvartet af Folketingets partier, som stadig er enige med Politiken. Det er, som om den såkaldte analyseredaktør PAP og andre tror, at Socialdemokratiets ledelse ikke bevidst har fastlagt en politisk linje, men ligesom er blevet forført hertil, eller har været for doven, eller for hyklerisk, eller hvad man nu engang gætter sig til som årsag.

Men her kan jeg glæde mange – henholdsvis skuffe Politiken – med, at det skam er fuldt bevidst, hvordan vi tilrettelægger den politiske analyse og linje i udlændingepolitikken.

Og endelig er det vores analyse, at vi med de hidtidige erfaringer for at integrere ikkevestlige folk i vores samfund vil stå over for en social katastrofe, når vi skal til at håndtere de mange titusinder, som meget snart skal sluses ud i samfundet

For os at se er den voldsomme migration og flygtningestrøm, som kommer til Europa og Danmark i disse tider, af et omfang, der udfordrer grundlæggende præmisser for samfundets indretning i al nærmeste fremtid.

Vores analyse er, at alene den økonomiske konsekvens af det nuværende antal flygtninge og indvandrere inden for få år vil spise al offentligt økonomisk råderum op. Ikke-vestlige indvandrere er historisk svære at få integreret på arbejdsmarkedet, og det gælder også de syrere, der kommer hertil i disse tider. Desto flere, desto sværere, desto dyrere.

Det er også vores analyse, at kommunerne snart vil segne under byrden af at huse de mange flygtninge. Der er helt lavpraktisk ikke boliger nok, og med stadig flere flygtninge bliver det stadig mere umuligt.

Og endelig er det vores analyse, at vi med de hidtidige erfaringer for at integrere ikkevestlige folk i vores samfund vil stå over for en social katastrofe, når vi skal til at håndtere de mange titusinder, som meget snart skal sluses ud i samfundet. Alle små fremskridt med integrationen vil blive nulstillet, og det boligsociale Danmark kan ganske enkelt ikke magte opgaven med deraf følgende nedbrud på skoler, nærmiljø etc.

For os er humanisme at tage godt imod det antal flygtninge, vi kan klare, samtidig med at vi ikke lader dem i stikken

Og derfor er vores konklusion klar: Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå.

Det er vi, fordi vi ikke vil ofre velfærdssamfundet i humanismens navn. For velfærdssamfundet er – nu hvor PAP ikke fatter det – Socialdemokratiets politiske projekt. Det er et samfund opbygget på principper om frihed, lighed og solidaritet. En masseindvandring – som set i f.eks. Sverige – vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så derfor står ikke alene Socialdemokratiets ledelse, men også de mange gode folk på humanismens Olymp med et ansvar i disse dage for, hvordan samfundet vil være sammensat og præget de næste par generationer. For nogle er det underordnet humanismen at bryde med velfærdssamfundet og lade typisk de dårligst stillede betale regningen i form af dårligere uddannelse, nedsættelse af mindstelønninger og markant fjernelse af offentlig service til gengæld for det maksimale antal flygtninge.

I Socialdemokratiet skal vi nok lytte til og være venlige over for Olympens beboere, men det er vigtigt at slå fast, at Socialdemokratiet har slået rødder et andet og mere jordnært sted. For os er humanisme at tage godt imod det antal flygtninge, vi kan klare, samtidig med at vi ikke lader dem i stikken, der har brug for særlig beskyttelse – dem, der er fanget i nærområderne eller i flygtningelejrene. Det er solidaritet i praksis.

Vi kan som samfund ikke følge med, hvis vi ikke handler nu. Det er det, vi har prøvet at forklare PAP, som vi opfordrer til at bruge hovedet uden altid at sætte signatur foran.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce