Værested. »Typisk er de unge hverken misbrugere eller psykiatriske patienter. Det kan de til gengæld nemt gå hen at blive, hvis de ikke får hjælp«, siger Eva Riedel, stifter af Hellebro.Foto: Ivan Riordan Boll

Værested. »Typisk er de unge hverken misbrugere eller psykiatriske patienter. Det kan de til gengæld nemt gå hen at blive, hvis de ikke får hjælp«, siger Eva Riedel, stifter af Hellebro.Foto: Ivan Riordan Boll

Debat

Stifter af værested for hjemløse unge: De er helt almindelige unge, der bare gerne vil passe ind

Den håbløse boligsituation i København og det nye kontanthjælpsloft vil uden tvivl få antallet af unge hjemløse til at vokse, siger stifter af værestedet Hellebro.

Debat

Eva Riedel er midt i en sætning, da hendes vibrerende telefon på bordet afbryder ordstrømmen.

»Nu er ’narkoerne’ her«, siger hun med øjnene forventningsfuldt opspilet.

Hun sætter i rask trav gennem Hellebro, Sydhavnens værested for unge hjemløse, som hun har drevet, siden hun bankede det op fra bunden for halvandet år siden. Smilet er bredt, da hun træder ud af industrielevatoren og går hen mod parkeringspladsen, hvor to civilklædte betjente venter foran en stor varevogn.

»Hej, mine nye bedste venner. Velkommen. Hvor er det fedt, I er her«.

Betjentene hilser høfligt. De er kommet for at tjekke lokaliteten ud, for planen er, at de fremover skal bruge Hellebros 700 kvadratmeter som træningsplads for deres narkohunde. Setuppet er særegent. Et samarbejde mellem ordensmagten og et privat drevet værested for byens hjemløse unge er mildt sagt ikke et typisk socialpolitisk initiativ.

Ideen er Eva Riedels. Den opstod, da en af værestedets brugere fik karantæne for at rulle en joint og i trods meddelte hende, at der var gemt stoffer og våben på stedet. 30 sekunder senere havde hun politiets narkoenhed i røret og fik dem til at gennemsøge Hellebro. De fandt ikke noget, men Eva Riedels hjerne kværnede. Kunne det her blive en win-win-situation? Ja, tænkte hun. Og nu bliver det realiseret: Betjentene får nøgler til Hellebro, hundene får træning, og værestedets brugere og frivillige får vished om, at reglerne om nul stoffer på Hellebro bliver overholdt til punkt og prikke.

»Det handler om at tænke lidt ud af boksen«, som Eva Riedel udtrykker det, da vi har sat os i værestedets køkken igen.

UNG HJEMLØS

’Ud af boksen’. Det må være mottoet for den 48-årige kvinde, der ved siden af godt 20 år som marketing- og kommunikationschef i finansverdenen giver sin fulde opmærksomhed til socialt udsatte unge. Hendes indsats er fuldtids og mere til. Uden løn. Ideerne er mange og manifesterer sig blandt andet ved samarbejdet med det private erhvervsliv – hendes hjemmebane.

»Der er en rigtig god grund til at inkludere erhvervslivet i initiativer som vores. Hellebro er skabt udelukkende af bidrag fra private virksomheder – alt heroppe er noget, jeg har tigget mig til og bedt om. Alt fra industrikøkkenet og computerne til sofaerne, skiltning, rengøring, tv, lydsystem og ekstra tøj til de unge. Det er den gode del af historien«, siger hun.

På gaden uden for åbningstid

Eva Riedel er drevet af sin oplevelse af, at Hellebro gør en forskel for unge, der ikke har andre steder at søge tryghed og omsorg. Hendes andet drive er en indignation mod ’velfærdsstaten Danmark’, der ifølge Eva Riedel lader meget tilbage at ønske.

»Vi har en eller anden kollektiv forestilling om, at vi har det bedste velfærdssystem i verden. Det har vi ikke. Faktisk langtfra«.

Hun ryster på hovedet. Af den håbløse boligsituation i København, der ifølge Eva Riedel aldrig har været værre. Af det nye kontanthjælpsloft, der »uden tvivl« vil få antallet af unge hjemløse til at vokse i de kommende år. Af den udprægede blindhed for den gruppe af unge, der umærkeligt er gledet ud på deres tilværelses afgrundsrand, men hverken har et stofmisbrug eller en psykiatrisk diagnose. Hvis de havde, ville de være sikret en offentligt finansieret hjælpende hånd, efter de fylder 18 år, tilføjer hun.

»Typisk er de unge hverken misbrugere eller psykiatriske patienter. Det kan de til gengæld nemt gå hen og blive, hvis de ikke får hjælp. Hvis vi ikke hjælper dem nu, bliver de først sindssygt dyre for samfundet. Og det bliver kun værre«.

Ifølge den seneste hjemløsetælling fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, sover godt 2.000 unge under 29 år på gaden, på herberger eller hos venner og bekendte. Især i gruppen af 24-29-årige er antallet af hjemløse steget markant – i denne gruppe er 29 procent flere begyndt at leve på gaden siden 2013.

»Unge hjemløse er det nye sort. Alle taler om dem. Men det er en gratis omgang, for uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at den sociale indsats er ganske sporadisk. Systemet er ikke bygget til unge hjemløse. Det er bygget til landevejsriddere, junkier, gamle tosser og alkoholikerne – alle dem, vi traditionelt opfatter som hjemløse, og som psykiatrien, herbergerne og alkoholambulatorierne er sat i verden for at støtte«.

Så der er fokus på at få unge ud af hjemløshed i kommunerne?

»Måske. Men den kommunale kassetænkning er helt forfærdelig. De her unge oplever at møde en hjerteløshed i systemet, hvor socialrådgiverne nok har et ønske om at hjælpe dem, når de for eksempel fortæller, at de er selvmordstruede. Men så ser den kommunalt ansatte på uret og siger, at de ikke kan gøre noget, fordi de lukker om fem minutter. Og hvor skal de unge så gå hen? Det, de har brug for, er hjertevarme og klare rammer. Det giver vi dem her. Hellebro er et forpligtende fællesskab, der skal lære de unge at overleve, også uden for almindelig åbningstid«.

Det er jo helt almindelige unge, der bare gerne vil passe ind, for ellers ved de, at de bliver stigmatiseret. De vil for alt i verden ikke sammenlignes med de gamle bumser på gaden

Hvordan vil du karakterisere de unge, der kommer hos jer?

»De fleste unge hjemløse, jeg møder, er kvikke. Men de døjer med en social ensomhed og en kæmpe skam over ikke at have nogen steder at gå hen. Det gælder både de brune og de hvide, dem fra middelklassefamilierne og dem fra udsatte miljøer. Fælles for dem er, at de ikke har lært en skid om, hvordan man lever et voksent liv. De ved ikke, hvad Dong er, de ved ikke, hvordan man betaler husleje, mange af dem har hverken mail eller adresse. Og når man ikke har en adresse, kan man ikke få e-Boks, og når man ikke har e-Boks, kan man ikke kommunikere med kommunen ... og sådan kunne jeg blive ved. Derfor ryger de gennem sprækkerne. Og tal fra Danmarks Statistik viser os, at det er ca. 5.000 per årgang, der hverken er i job, skole eller får ydelser«.

Er der en generation af forældre, som har fejlet?

»Det ved jeg ikke, om man kan sige. Men jeg ser en stor gruppe af unge, der ikke har lært basale livsoverlevelsesstrategier. Om det er forældrene eller systemet, der har skylden, er jeg ikke sikker på. Jeg kan bare konstatere, at de unge ikke er dygtige nok til at gebærde sig i vores højspændte præstationssamfund«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Netværk uden net

Du siger, at de unge skammer sig over at være hjemløse, Eva Riedel. Hvorfor?

»Det er jo helt almindelige unge, der bare gerne vil passe ind, for ellers ved de, at de bliver stigmatiseret. De vil for alt i verden ikke sammenlignes med de gamle bumser på gaden. Og derfor bruger de alle deres kræfter på at være rene, pæne og velfriserede. På at have facaden i orden både på de sociale medier og på gaden. De kommer typisk til Hellebro med to snoldede Netto-poser, som hele deres liv ligger i. Når vi så spørger dem, hvor længe de har været hjemløse, svarer de alligevel, at det er de i hvert fald ikke. Efter et par uger heroppe begynder de fleste så langsomt at erkende, at de sagtens kunne have det bedre«.

TIDLIGERE HJEMLØS UNG

Eva Riedel fortsætter:

»Vi har også studerende, som ikke kan finde et sted at bo. De bliver nødt til at gennemkneppe deres sociale netværk – bogstavelig talt for mange af pigernes vedkommende – for at sikre sig et sted at sove. Men lige pludselig er der ikke mere net i netværket. Så tager de på de traditionelle herberg , hvor der flyder med stoffer, hardcore kriminelle, og seksuelle overgreb er hverdag. Det er alt for barskt. Derfor går de, og går de, og går de om natten for at fylde tiden ud, og så crasher de på Hovedbanen, i kældre, de bryder ind i, eller på Nørreport«.

Når de netop mangler steder at sove, hvorfor holder I så ikke åbent om natten?

»Det er der kun én grund til, og det er, at vi simpelthen ikke er frivillige nok. Det ville jeg ønske, at vi var. Men vi tager ikke hvem som helst ind. Den blåøjede pige på 22 år, der gerne vil hjælpe, men ikke ved hvor hun skal gøre af al smerten, kan vi ikke bruge. De unge har brug for stærke voksne mennesker, som kan fungere som rollemodeller, og som har livserfaring at give af. Vi spurgte på et tidspunkt vores unge, hvad de allerhelst ville have. Svaret var ganske enkelt: mere tid med de voksne«.

Satspuljeforhandlingerne er nært forestående, så det er tiden på året, hvor alle siger ’send flere penge’. Det er vel også det, du siger?

»Det kan jeg ikke afvise. Hellebro har brug for midler. Og de unge hjemløse har brug for os, fordi der ikke findes andre væresteder for dem efter kl. 15. Fordi vi kan se og mærke, at det, vi gør, virker. Hellebro må faktisk lukke til marts, hvis ikke vi skaffer penge til at betale huslejen og den øvrige drift«.

Man bør overvinde frygten for at arbejde med frivillige og private investorer og være mere inkluderende over for erhvervslivet. Det vil give muligheden for ægte samskabelse

Men hvorfor skal det lige præcis være jer, der skal hjælpe de unge?

»Det skal det, fordi Hellebro virker, og fordi vi laver en vigtig indsats til stort set ingen penge. Jeg har sagt til Københavns Kommune, at jeg meget gerne vil samarbejde, og jeg har spurgt, om de kunne finde et sted i nogle af kommunens mange ejendomme, hvor vi kan være. Ud over husleje bruger vi godt 30.000 kroner om måneden på vores daglige leders løn, på mad til de unge, på licens, forsikringer og på tv og telefon. Vi tager os af 120 unge. Det er tankevækkende, ikke? Sammenlign det med, at en herbergsplads koster mere end det dobbelte. Det er absurd, at vi ikke kan få penge eller et samarbejde op at stå, når man tænker på, hvor mange hundred tusind kroner, der bliver brugt på at udtænke kommunale projekter, der er væsentligt mindre effektive«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

TIDLIGERE HJEMLØS UNG

Hvis man ser bort fra penge, hvordan kan samfundet så på den lange bane lave den bedst mulige indsats?

»Det, der skal til, er, at vi arbejder ordentligt sammen på tværs af organisationerne, det private og kommunerne. Fordelingen af midlerne skal centraliseres i staten, så pengene bliver givet til de projekter, hvor behovet er størst. Det vil typisk være i byerne, som de unge graviterer imod. Men der skal også nye løsninger til. Man bør overvinde frygten for at arbejde med frivillige og private investorer og være mere inkluderende over for erhvervslivet. Det vil give muligheden for ægte samskabelse«.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce