Af Søren Pind, MF (V),

Venstres landsmøde kan principielt finde sted i triumf. Statsminister Anders Fogh Rasmussens mission er lykkedes. Han har sagt tingene åbent: Han agtede at gøre Venstre til det store samlende parti i det nye århundrede. Han agtede at fratage Socialdemokraterne førstefødselsretten til magten i Danmark. Og i den hensigt strømlinede han Venstre, indførte kontraktpolitikken og gennemførte strukturreformer i stort og småt – små skridt.

Omkostningen ved den form for politik er, at det i en Obama-tid får politik til at fremstå som en maskinel foreteelse. En tilstand, hvor visioner, håb og drømme erstattes af en form for nødvendighedens lov, hvor man tager, hvad man kan få, og møjsommeligt strider sig frem millimeter for millimeter i den daglige politiske dont.

Det har kostet i tilslutning. Her en advarsel, til dem, der vil misbruge det just skrevne: Den form for politik var nødvendig efter Nyrup. Man behøver blot at sige brudt løfte om efterløn for at huske hvorfor …

Men der er sket noget. Ikke kun Obama. Det er mere end det:

Web 2.0 er reaktionen på web 1.0. Web 1.0 er det, vi møder, når vi slår op på en given virksomheds hjemmeside: Der står virksomhedens organisationsdiagram, årsregnskaber, pressemeddelelser, produkter og nyhedsbreve.

Web 2.0 kender vi f.eks. fra Facebook eller LinkediIn. Det vinder i stigende grad indpas hos virksomheder, der ser en fordel i at skabe direkte relationer medtil deres interessenter. Enhver kan kommentere på allehånde ting.

Enhver kan kommunikere med ledelsen. Enhver kunde kan skrive kommentarer på et køb etc.

Kort og godt kommer en lang række forhold tættere på. Hvor web 1.0 var udtryk for en ekstern envejs-kommunikation, er web 2.0 en inkluderende tovejs-kommunikation, lige når tingene sker: Når det er bedst, giver det en ubetalelig dynamik for den enkelte virksomhed.

Det første spørgsmål, jeg uvægerligt får fra erhvervsledere, er altid; »Jamen hvordan kontrollerer vi det? Hvis vi åbner, så kan alle jo …?«. Og svaret er enkelt: Ja, lige præcis! Og det er der ikke noget at gøre ved! Vil du have energien, er du nødt til at åbne. Give noget af dig selv, give noget af virksomheden. Trøsten er, at der i stigende grad foregår social kontrol med dem, der misbruger muligheden – fællesskabet reagerer imod det. Der er ikke andet at frygte end frygten …

Kontraktpolitikken er web 1.0 Den var en ensidig erklæring. Man kunne sende én kommentar ind – anonymt, via stemmeboksen. Og det var det. Men kontraktpolitikken er som web 1.0, efter en kolossal succes, lige så stille på vej tilmod sit dødsleje. Tag den kommende skattereform – skattestoppet brydes, for at vende tilbage når reformen er gennemført. Tag det frie sygehusvalg – det er suspenderet et år.

Tiden for web 2.0 er inde. Det parti, der tør gribe åbenheden, frygtløs frihed og den levende spontant opståede dialog, har en enorm gevinst at hente. Og min påstand er, at Venstre står forrest i køen til at gøre det. Hvorfor nu det? Af den enkle årsag, at så godt som alle andre partier i Danmark ønsker sig tilbage til noget. Det afgørende alternative parti i Danmark, Socialdemokratiet, mener på det afgørende økonomisk-politiske spørgsmål i Danmark – velfærdsstaten og den offentlige sektor – at vi skal tilbage til gamle dage. De gamle dage, hvor man bare bevilgede (flere) penge og så til, mens tingene ikke fungerede. Hvem husker ikke rædselshistorierne fra de københavnske plejehjem, de enorme ventelister på hospitalerne eller den manglende pasning af børn?

Den offentlige sektor er i den socialdemokratiske fantasi en ø i samfundet, hvor alt løser sig selv, hvis man blot tilfører flere penge og i øvrigt ikke fører dialog med ’klienterne’. De kan værsgo’ stå i kø ... Jeg har, i socialdemokratiske forsamlinger, hørt synspunktet i fuld alvor, at borgeren også er for dum til at foretage valg. Derfor ønsker partiet at fjerne de ældres frie valg af hjemmepleje. At suspendere det frie skolevalg. At fjerne 850.000 danskeres sundhedsforsikringer. I stedet for at tænke 2.0.

I 2.0 er det ikke så vigtigt, hvor tingene bliver løst – blot de bliver løst. Centralt står derimod at frigøre de positive energier, der opstår, når folk kommenterer, vælger og engagerer sig. Det kan være i at vælge barnets skole – privat eller offentlig, men via en skolecheck sikret af fællesskabet. Det kan være i form af en sundhedsforsikring til alle – påbudt for dem der har råd, betalt af fællesskabet for dem, der ikke har råd (Som Obama foreslår).

I et sådant fællesskab finder dialogen konstant sted. Man kan selv bestemme. Man kan gå ud og ind. Man har ret til en dialog med skolen, med hospitalet, med børnehaven, ja, ethvert sted i den offentlige sektor – fordi man i modsat fald, som på nettet, kan gå et andet sted hen. Og ender det i hysteri, sætter den sociale kontrol ind. Den eneste kontrol, der i virkeligheden virker.

Det kræver, at Venstre tager et nyt spring. Venstre skal konstant være partiet for reform. Partiet, der hele tiden finder måder at gøre tingene friere, mere nærværende og tættere. Partiet som ikke tror, borgeren er dum …

Oven på og i stedet for kontraktpolitikken, der ender dialogen på valgdagen, og i stedet for den socialdemokratiske politik- er- alt-ideologi skal vi fremad: Sætte en grænse for politik, og give folk valg. Lad borgeren bestemme, lad ham indgå, lad hende vælge til, fra – og ud af det se det ny demokrati opstå. Det vil grundfæste drømmen om Venstre som det afgørende parti i det nye århundrede: Venstre 2.0