Anders Jerichow spurgte i en artikel, om nogen havde set, at Muslimernes Fællesråd skarpt har fordømt den voldsomme og blodige terror i Mumbai.

Han var harm over, at det var sparsomt omtalt af medierne. Jeg kan fortælle, at jeg læste det og selvfølgelig glædede mig over det.

Til gengæld spurgte jeg mig selv, om Anders Jerichow mon har opdaget, at paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd har ekstreme holdninger i deres midte, selv om de tager afstand fra terror.

Det kan næppe være tilfældet, når han kalder dem »besindige muslimske godtfolk«.

Tag for eksempel imam Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain fra Muslimer i Dialog, der er fremtrædende medlemmer af Muslimernes Fællesråd.

Lytter man eksempelvis til de lange radiointerviews Abdul Wahid Pedersen flere gange har givet, så lægger han slet ikke skjul på, at han er radikal muslim, det vil sige, at han går ind for et samfund der meget bogstaveligt bygger på Koranens regler og love (shariaen).

Koranen er Guds åbenbaring til menneskene gennem profeten Muhammed, og derfor kan mennesker ikke ændre på de regler.

Da de ikke kun drejer sig om religion, men om samfundets indretning og menneskers levevis, bliver det samtidig i sin bogstavtro udgave en politisk ideologi.

En totalitær ideologi, hvor kvinder i næsten ét og alt er underordnet mænd.

Forsvar for flerkoneri
Det betyder eksempelvis forsvar for flerkoneri, krav om at muslimske kvinder kun må gifte sig med muslimske mænd og accept af, at kvinder kan blive stenet til døde for utroskab, fordi det er Skaberens lov. (DR P1 30. maj 2006 og 3. juni 2006)

Zubair Butt Hussain og Muslimer i Dialog gjorde sig for et par år siden bemærket som arrangør af et stormøde med ekstremisten Yvonne Ridley, en britisk journalist, der er konverteret til islam. Terroreksperten Lars Erslev Andersen var i sidste øjeblik sprunget til som deltager i en paneldebat.

Bagefter var han så rystet, at han måtte give udtryk for sine tanker i et indlæg i Jyllands-Posten.

Heri skrev han, at Yvonne Ridley ikke ville tage afstand fra de videofilm fra Irak, der viser de islamiske oprøreres brutale slagtning af gidsler.

Disse film betragtede hun tværtimod som nyttigt alternativ nyhedsformidling. Ligesom hun havde en positiv holdning til talebanerne i Afghanistan.

Abdul Wahid Pedersen, Zubair Butt Hussain og andre er en del af en bredere strømning af radikale muslimer, der i disse år vinder frem i Europa.

De går imod terror, men de arbejder målbevidst på at erstatte de demokratiske frihedsrettigheder med shariaens antidemokratiske og kvindeundertrykkende dogmer.

Denne strømning kan man blandt andet læse om i en rapport fra det hollandske efterretningsvæsen, ’The rise of Islamic neoradicalism in the Netherlands’:

»Der er ingen trusler om vold eller en helt umiddelbar risiko for demokratiet. Men vi står over for en langsom proces, som gradvist kan svække samfundets sammenhængskraft og solidariteten og undergrave fundamentale menneskerettigheder« (side 9).

Det er altså ikke nok at glæde sig over fravær af terror.

Bekæmp parallelsamfund
Vi må ikke glemme, at vi lever i en tid, hvor der i høj grad er brug for at bekæmpe parallelsamfund og forsvare de grundlæggende frihedsrettigheder så som ytringsfriheden og kvinders ligestilling.

Det gør vi ikke ved at fremstille folk som Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain som moderate muslimer eller besindige godtfolk. For mig handler det under ingen omstændigheder om muslimer mod ikke-muslimer eller danskere mod indvandrere. For mig handler det om værdikamp: Et forsvar for frihedsrettighederne og en modstand mod reaktionære, kvindefjendske og undertrykkende holdninger.

Derfor er det helt ud i skoven, når Politikens analyseredaktør Poul Aarøe Pedersen skriver, at jeg har »muslimer på hjernen« .

Tværtimod undgår han med denne påstand at forholde sig til de værdier, der er på spil.

Værdier, der i øvrigt har helt afgørende betydning for mine ansvarsområder: Kvinders ligestilling, indsats mod ghettoer og mod social ulighed.

Den britiske tænketank ’Policy Exchange’ udgav for et par år siden en rapport om de progressive, der er blevet reaktionære.

Den handler om folk, der kalder sig progressive, men som i realiteten svigter den vestlige verdens frihedsidealer og holder hånden over reaktionære kræfter. Desværre ser vi tilløb til samme tendens i Danmark – blandt andet i Anders Jerichows og Poul Aarøe Pedersens indlæg.