For otte år siden blev Pernille Rosenkrantz-Theil kendt som frontfigur for Enhedslisten.

En rapkæftet rebel, der altid var i klar opposition.

Nu stiller den 32-årige mor til to børn op for Socialdemokraterne – partiet, som mange i hendes gamle aktivistmiljø opfatter som ’småborgerligt’ og som ’klasseforrædere’.

Har hun ikke solgt ud af de gamle værdier?

Lidt af et paradoks
»Personligt må jeg indrømme, at jeg har det svært med folk, der skifter parti. Det er lidt af et paradoks, men sådan har jeg det faktisk. Selvfølgelig udvikler man sig igennem livet, men der altid noget lusket over folk, der skifter parti. Men kernen er, at jeg altid har kæmpet for en socialdemokratisk statsminister. Det har jeg gjort, siden jeg var 15 år gammel,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Har Socialdemokraterne ikke bevæget sig mod højre under Helle Thorning-Schmidt?

»Det er en automatanalyse. Håndteringen af finanskrisen har sat nogle ting på plads for mig, nemlig hvordan Socialdemokraterne forholder sig til omfordeling. Det er kernen for mig. Socialdemokraterne tør i dag sige, at markedet ikke er svaret på alt. Hvis jeg havde været 15 år i 1982, i stedet for 15 år i 1992, ville jeg nok havet været DSU’er fra start«.

Men er det så ikke dig, der har ændret dig?

»Der er forskel på at være en 15-årig punker og så at være en 30-årig husmor. Men jeg har skiftet parti, ikke holdninger. Efter alle er holdt op med at tro på revolutionen – andet end i principprogrammer – er vi alle blevet socialdemokrater for Vor Herre. Når jeg er blevet spurgt om, hvor i verden man har været tættest på ægte socialisme, har jeg altid sagt i de skandinaviske lande. Jeg er ikke blevet socialdemokrat ’over night’«.

Gamle venner hilser ikke
I løbet af sin tid som medlem af Folketinget fra 2001 til 2007 blev Pernille Rosenkrantz-Theil træt i ørerne af de lange principdiskussioner på venstrefløjen.

Hun fik lyst til at sætte handling bag ordene. Samtidig stiftede hun kernefamilie, flyttede i parcelhus på det borgerlige Frederiksberg og fik eget sommerhus med ligusterhæk.

»Jeg blev for utålmodig til Enhedslisten. Jeg opdagede min egen dødelighed. Når man er teenager, er det nok at have grønt hår. Men på et tidspunkt bliver man moden nok til også at kunne formulere sig politisk, og det grønne hår bliver derfor ligegyldigt. Endnu senere oplevede jeg, hvordan man kunne være med til at ændre ting i et forhandlingslokale. Og jeg gad ikke vente på, at revolutionen skulle komme«.

Føler du selv, du har tabt troværdighed?

»Ja, er I sindssyge. Fra min side har det kun været en dårlig historie. Det er noget møg at skifte parti. Derfor havde jeg jo også overvejet at vente ti år med at luske mig ind i Socialdemokraterne. Jeg skal da bevise, hvad jeg står for, forfra«.

Hvordan var reaktionerne fra Enhedslisten?

»Det er meget forskelligt, hvad folk har nosser til. De fleste tør ikke sige noget direkte – de sidder bare bag deres skærm og skriver til andre. Men jeg må erkende, at jeg ikke havde regnet med, at reaktionerne ville blive så voldsomme. Da jeg sagde, at jeg havde skiftet parti, men ikke holdning, blev nogle socialdemokrater megasure: »Fuck, hvor er du arrogant: Har du meldt dig ind i ’migpartiet?«, lød en typisk reaktion«.

Var der tavshed og kulde omkring dig?

»I begyndelsen var der nu ret meget larm. Jeg blev virkelig svinet til. På alle måder; alt fra personlige venner til folk, som man slet ikke ved, hvem er. At sammenligne et partiskift med en skilsmisse, tror jeg faktisk, er en underdrivelse«.

Har du mistet mange private venner?

»Det er mere et spørgsmål om, hvem der stadig hænger på. Jeg er gået fra at have en kæmpe omgangskreds på venstrefløjen til, at jeg nu kan sidde og tælle stumperne. Mange hilser ikke længere, hvis vi mødes på gaden. Men der er også dem, som godt vidste, hvor det bar hen – og som tænker, at det er cool nok. Og dem er der heldigvis også nogle stykker af«.

Solidaritet på dagsordenen
Pernille Rosenkrantz-Theil ikke så meget som overvejede at stoppe op på halvvejen og melde sig ind i det bløde SF. For hende handler politik stadig om at føre klassekamp ude blandt hverdagens helte på landets arbejdspladser.

»Mange i Enhedslisten mener, at fagbevægelsen er kernen i det politiske arbejde. Og det har de til fælles med Socialdemokraterne. Derfor er der logisk sammenhæng. Hvis SF var en avis, ville de nok have en større kulturredaktion end arbejdsmarkedsredaktion. Det er to forskellige måder at se verden på. Jeg er mere til arbejdsmarkedsstof«.

Enhedslisten og Socialdemokraterne er uenige om EU. Når du har skiftet parti, men ikke holdning – hvem er du så enig med?

»I EU-spørgsmålet står jeg i den fede situation, at jeg ikke er enig med nogen af de to partier. Det stod tydeligt for mig i seneste europaparlamentsvalgkamp. Jeg kan jo ikke støtte en kampagne under overskriften »Skal EU bestemme alt?«. Omvendt er problemet med Socialdemokraterne, at de har accepteret ØMU’ens konvergenskrav, som efter min mening er at traktatfæste borgerlig politik. Men jeg stemte på en socialdemokrat, fordi hun alligevel kom tættest på«.

På andre store områder inden for udenrigspolitik: Nato ...

»Nato! Nu I må holde op. Jeg var 13 år, da Sovjet endelig faldt sammen. Hvor meget tror I, Nato har fyldt i min verden? Den kolde krig var overstået, og dermed var det ikke længere centralt at være for eller imod Nato«.

Men hvad så med fælleseje af produktionsmidlerne?

»For mig var det afgørende, da Socialdemokraterne på den seneste kongres vedtog det såkaldte Trivselspapir, som sætter grænser for, hvor meget staten skal udliciteres. Det var nemlig uklogt, at Socialdemokraterne helt havde forkastet ideen om andre ejerskabsformer. For mig var det udslagsgivende, at partiet på sidste kongres viste, at der findes andre løsninger end markedet«.

Spredning af ejendomsretten står ikke højt på Socialdemokraternes ønskeseddel ...

»Nej, men det står på min«.

Er det ikke arrogant at komme ind i et nyt parti med sin egen dagsorden?

»Måske skulle jeg have sagt klarere fra start, at debatten på venstrefløjen i dag handler om midlerne, ikke målene for samfundsudviklingen – og at jeg længe har syntes, at Socialdemokraterne har haft ret med hensyn til midlerne. Det ville nok havet fået mit partiskift til at fremstå mindre arrogant. Men jeg føler mig velkommen. Nogle af de rigtig gamle socialdemokrater har ligefrem fået tårer i øjnene, når de har fortalt mig, hvor glade de er for, at der bliver talt om solidaritet igen«.

Hvor langt kan man flytte sig uden at miste troværdighed? Deltag i debatten herunder.