Væk med indkomstskatten, efterlønnen og børnechecken og ned med de offentlige udgifter!

Sådan lød det, når Fremskridtspartiets Pia Kjærsgaard skrev debatindlæg til aviserne i 1980’erne.

Men som leder af Dansk Folkeparti kysser og krammer hun i dag den danske velfærdsmodel og befinder sig med egne ord »til venstre i social- og velfærdspolitikken«.

Hvorfor tændte du i sin tid på en liberalistisk dagsorden?

»Det gjorde jeg heller ikke. Jeg var total politisk analfabet som ung og stemte på den radikale Hilmar Baunsgaard. Det var først, da Fremskridtspartiet kom, at jeg vågnede politisk. Og det, som fascinerede mig i 1978, da jeg som hjemmehjælper meldte mig ind i partiet, var, at der endelig skete noget. Mogens Glistrup var en charmerende provokatør. Og hans udtalelser om f.eks. nul i skatteprocent satte spørgsmålstegn ved nogle ting. I starten havde Fremskridtspartiet en social profil, det var ikke et parti, der mente, at folk skulle sejle deres egen sø«.

Social profil? Men partiet ville jo fjerne den indkomstskat, der skulle finansiere omsorgen til de ældre, de syge, de arbejdsløse, skolerne og sygehusene …?

»Man kan med god ret stille spørgsmålstegn ved, hvordan man kunne afskaffe indkomstskatten og samtidig have en god ældrepolitik. Det erkender jeg. Men for mig var det ment som en provokation. Jeg kan huske, at jeg i en stille stund sad sammen med Fremskridtspartiets formand, Johannes Sørensen, og spurgte ham: »Har du nogensinde troet på, at indkomstskatten skal afskaffes?«. Jeg havde knap nok nået at stille spørgsmålet, før han sagde: »Ja«. Og jeg tænkte »O.k., det snakker vi ikke mere om«. Men jeg har aldrig selv troet på det«.

Du troede altså ikke på dit eget partis vigtigste mærkesag? I 1985 – året, hvor du blev leder – skrev du ellers: »Vi ønsker helt skatten afskaffet på arbejde. Intet parti har som Fremskridtspartiet i ord og gerning kæmpet for at få ændret den urimelige indkomstskat, der straffer arbejde og belønner dagdriveri«?

»Det er klart, at jeg fremførte partiets synspunkter. Og jeg tror nu nok, at jeg følte for dem, for jeg har altid haft svært ved at sige og skrive noget, jeg ikke følte for. Men tiden var en anden. Og jeg har med garanti skrevet lige så mange læserbreve og indlæg om ældrepolitik og socialpolitik«.

Offentlig sektor på slankekur
En af de dagsordener, som Fremskridtspartiets politiske leder Pia Kjærsgaard også gjorde sig til talsmand for, var offentlige nedskæringer.

I 1986 skrev hun f.eks., at »Den offentlige sektor skal på en kraftig slankekur«.

Hvor er den sociale profil i en kraftig slankekur?

»Hverken jeg eller Fremskridtspartiet sagde på noget tidspunkt, at vi ville skære ned på det sociale«.

Men Glistrup ville jo stille havregrødsautomater op på gadehjørner i stedet for at udbetale bistandshjælp til de arbejdsløse?

»Det var en provokation. Glistrup opfandt ordet ’papirnusseri’, fordi han ville gøre op med det offentlige bureaukrati. Fremskridtspartiet ville stadig have en god socialpolitik. Jeg har aldrig været et liberalistisk menneske på den måde og har aldrig tænkt, at man bare skal klare sig selv«.

Hvorfor ville du så dreje regeringerne til højre? Som partileder i 1987 skrev du: »I sin iver for at føre en politik, der skal neutralisere Socialdemokratiet, er regeringen kappet så meget over, at man stort set har overtaget S-linjen. Den udviskning af den borgerlige profil gør det tvingende nødvendigt, at Fremskridtspartiet bliver tungen på vægtskålen«?

»Der var da i 80’erne en klar borgerlig ånd, som jeg også var en del af. Vi ønskede et opgør med det socialdemokratiske formynderi. Barnepigementaliteten. Men tiden er en anden i dag, end den var, da jeg skrev de gamle indlæg, I har fundet frem. I dag mener jeg jo ikke, at den borgerlige regering skal trækkes til højre i social- og velfærdspolitikken, tværtimod. Nu kan jeg til fulde slutte op om, at de bredeste skuldre skal trække det tungeste læs«.

Ser du i dag nogle kvaliteter i velfærdsstaten, som du ikke kunne se dengang?

»Ja, jeg er da rykket til venstre i social- og velfærdspolitikken. Dengang mente jeg, at omklamringen fra samfundet var for meget. Det synes jeg ikke i dag. Da Dansk Folkeparti blev dannet, mente jeg, at vi skulle være et socialt ansvarligt parti, og i min tale på det første årsmøde i 1996 sagde jeg, at vi havde forladt det med indkomstskatten. Jeg var usikker på, hvordan det ville blive modtaget, men folk var vildt begejstrede«.

Den moderne socialdemokrat
Begejstringen for den socialt ansvarlige linje i Dansk Folkeparti er siden blevet så stærk, at fremtrædende DF’ere i dag kalder Dansk Folkeparti for det nye socialdemokrati.

Gik I til venstre i social- og velfærdspolitikken for – kynisk set – at få ældre, indvandrerskeptiske socialdemokratiske vælgere i tale?

»Det er noget sludder. Dansk Folkepartis politik er ikke rettet til efter vælgerne, men vælgerne har – ligesom mig selv – løbende skiftet holdning. Og så skal man ikke glemme, at vi i handling har levet op til den sociale profil. Og det har ikke altid været nemt at sidde omkring et forhandlingsbord med Venstre og Konservative og have en velfærdsdagsorden«.

Dit venstresving får jo Anders Fogh Rasmussens opgør med minimalstatsbogen til at blegne, Pia Kjærsgaard. Er det troværdigt?

»Alt hvad der kan forklares, kan forsvares. Og det er ikke kun mig, der har flyttet mig – det har vælgerne også. Danmark har flyttet sig. Uden at det skal være en undskyldning, har mine ændrede holdninger til social- og velfærdspolitikken fra 1970’erne og frem været et resultat af mange års udvikling og erfaring. Og man da lov til at ændre holdning, ikke?«.

Hvor langt kan man flytte sig politisk uden at miste personlig troværdighed? Deltag i debatten herunder.