Hendes politiske liv startede som et opgør med ’de røde’.

I 1973 stiftede hendes far, Erhard, nemlig partiet Centrum-Demokraterne (CD), der gik til kamp mod venstredrejningen af Socialdemokratiet, uddannelserne og Danmarks Radio.

Og da hun selv blev partiformand for CD, var hun også optaget af at minimere de venstreorienteredes indflydelse.

Men i dag ser du ingen rød trussel og har meldt dig ind i Socialdemokraterne. Hvad sker der, Mimi?

»Der er sket det, at tiderne har ændret sig. De venstreorienterede, hvem de så end er, er absolut ikke nogen trussel mod nogen eller noget længere. Hele venstredrejningen døde jo i 1980’erne med yuppierne, og siden slutningen af 1990’erne har barometret stået på stiv usympatisk højrekuling. Det er den, der er tidens store trussel«.

Højredrejningen?

»Samfundet er gennemsyret af højreorienterede holdninger. Der er i høj grad fokus på egoisme og materialisme. Filosofien er: Vi holder friværdierne for os selv. Du må helst ikke komme til landet. Og du må slet ikke tage en udenlandsk kone med. Dine børn har vi heller intet ansvar for. Denne selvfedhed, hvor man skal være lurmærket for at blive godkendt, er der grund til at gøre op med«.

Er alle ikke enige om, at regeringen omklamrer velfærdsstaten, og at dansk politik er gået hen og blevet et stort klumpspil på midten?

»Nej, det er en helt overfladisk betragtning. De grundlæggende værdier skiller stadig, selv om den daglige politik kan se ens ud. Tydeligst er der sket et skred på synet på de ’fremmede’. Kald lige det midterpolitik én gang til«.

Tegning:  Roald Als

Gælder også venstrefløjen
Ifølge Mimi Jakobsen er det ikke kun de borgerlige partier, der er danset mod højre.

Siden slutningen af 1990’erne har alle partier flyttet sig:

»Jeg hører ikke længere nogen, som bruger ordet ’solidaritet’. For et par år siden talte jeg til en forsamling på LO-skolen, og der blev helt, helt stille, da jeg sagde ordet«.

Så højredrejningen går langt ind i Socialdemokraterne?

»I udlændingepolitikken hører man ikke meget om deres gamle solidaritet. Jeg er bestemt en glad socialdemokrat, men en gang imellem tænker jeg over, om jeg er gået hen og blevet venstreorienteret, hvis der er noget, der hedder det længere«.

Og SF?

»SF siger nu o.k. til EU, økonomisk ansvarlighed og går med i forsvarsforlig. På en lang række punkter har SF bevæget sig derhen, hvor CD lå i sin tid. Men desværre giver partiet ikke ordentligt modspil i udlændingedebatten«.

Ikke blevet elitær
I udlændinge- og EU-spørgsmålet repræsenterer Mimi Jakobsen den pol i debatten, som modstanderne nedladende kalder for ’elitær’ og ’politisk korrekt’.

Det står i kontrast til tidligere, hvor hun som politiker appellerede til folkedybet.

Er du historien om populisten, der endte som repræsentant for den ’politisk korrekte elite’?

»Nej. Jeg har altid brændt for EU og for international solidaritet. De holdninger ligger på min indre harddisk, fordi jeg er opdraget med dem. Og når nogen opfatter det, som om at jeg har flyttet mig, så skyldes det, at debatten har flyttet sig. Det vidste jeg allerede under udlændingevalget i 2001, hvor CD røg ud af Folketinget, fordi vi holdt fast i det modsatte af, hvad der rørte sig i folkedybet«.

Og det var ikke en elitær, verdensfjern holdning?

»Nej, for jeg kan slet ikke fatte, at det skal være elitært og verdensfjernt at kæmpe for international solidaritet og tolerance. Der er da i den grad i de svagestes interesse, ikke?«.

Da CD kollapsede, valgte du at gå ind i Socialdemokraterne, selv om partiet har kopieret store dele af regeringens udlændingepolitik. Hvorfor?

»Fordi Socialdemokratiet nu engang er dér, hvor jeg kommer fra – det er min verden. Og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at det var dér, jeg skulle hen, da CD i panik ville opstille Louise Frevert fra Dansk Folkeparti. For mig handler det om nogle grundlæggende værdier: solidaritet med de svage og folk fra andre lande. Social indignation. Da jeg havde skiftet, bemærkede jeg, at ingen undrede sig. Mange socialdemokrater har igennem tiden sagt til mig, at det eneste, der var galt med mig, var, at jeg ikke var socialdemokrat«.

Materialismen er gået amok
Tidligere var Mimi Jakobsen i opposition til det langhårede ungdomsoprør, der afskyede det kapitalistiske samfunds dyrkelse af villa, Volvo og vovhund og ’parcelhusfascismen’. Her stod hun fast på CD’s mærkesager: parcelhusejernes og bilisternes interesser!

Men i dag er du jo enig i ungdomsoprørernes kritik af materialismen, Mimi?

»Jeg rejser meget i forbindelse med mit job og er lige kommet tilbage fra Bangladesh. Når man oplever børnenes ubeskrivelige forhold sådan et sted, kan det være svært at kapere, hvad der sker herhjemme. Meget kan se meget uvigtigt ud, når man får et andet perspektiv. Forleden så jeg en annonce for en bøfformer. Tænk nu, hvis ens hakkebøffer ikke kom til at se ens ud! Og en annonce for udendørspejse. Med fjernbetjening! Jamen, kan man leve uden? spørger jeg bare. Alle lever vi i dilemmaernes tidsalder«.

Hvis der er noget parti, der har legitimeret materialismen, så er det da CD, der var på parcelhusejernes og bilisternes side?

»Forskellen er, at dengang gav materialismen mening. Jeg er vokset op i en tid, hvor børnene i min klasse på Frankrigsgades Skole på Amager havde huller i tøjet og boede sølle. Her var det fantastisk, at folk fik bedre boliger og en lille bil – et andet liv med højere livskvalitet i et nyt velfærdssamfund. Men en fjernbetjent udendørspejs? Det giver ingen mening«.

Igen er det samfundet – og ikke dig – der har bevæget sig?

»Jeg vil nødig fremstå som hende, der siger det samme hele livet igennem. For mine politiske holdninger har da ændret sig i et tæt samspil med den omgivende verden. Og jeg spørger tit mig selv, om det er mig, der er blevet venstreorienteret, eller om det er de andre, der er rykket til højre. Men mine inderste grundholdninger, som blev grundlagt i et internationalt orienteret socialdemokratisk hjem? De har hele vejen været de samme«.

Hvor langt kan man flytte sig politisk uden at miste personlig troværdighed? Deltag i debatten herunder.

Blå bog: Mimi Jakobsen
Blev første gang valgt til Folketinget for CD i 1977. Har været kultur-, social-, grønlands-, industri- og erhvervsminister i borgerlige og socialdemokratiske regeringer i perioden 1982-1996. Formand for CD fra 1989-2005 . Generalsekretær for Red Barnet fra 2000. Meldte sig ud af CD og ind i Socialdemokraterne i 2006.