David Rehling har to gange været i opposition til tidsånden.

Den tidligere KU-formand var i 1970 med til at stifte Moderate Studenter, fordi han ikke kunne holde de »frådende munkemarxister« ud.

Og i dag er han så skribent på dagbladet Information, hvor han er en af den borgerlige regerings største kritikere.

Blandt andet har han gjort op med det, han har kaldt »regeringens infame kultur- og værdikamp«.

Hvorfor var du i opposition til studenteroprøret i 1968?

»I udgangspunktet var jeg da positiv over for oprøret mod det forældede universitet, men da det udartede til munkemarxistisk selvtilstrækkelighed og hadskhed over for andre, måtte jeg sige fra. Med stor selvretfærdighed truede og intimiderede disse antidemokrater jo dem, der gjorde indsigelse. Og man må rystes over, at det officielle Danmark havde så svært ved at tage afstand fra 68-oprøret. Det var en stærk tidsånd. Og når man læser Politikens og Informations ledere fra dengang, så er de jo næsten til at få rysteture af«.

Men du sagde fra?

»Nu skal man passe på ikke at lyde selvretfærdig. Men da jeg var 12-13 år, læste jeg William Bell Shirers ’Det tredje riges storhed og fald’, som handlede om, hvordan nazisterne kunne sætte sig på Tyskland. Allerede dengang besluttede jeg mig for, at hvis jeg oplevede noget tilsvarende, ville jeg ikke finde mig i det. Og det vendte jo – ikke mange år senere – tilbage som en egentlig moralsk forpligtelse. Jeg måtte gøre op med studenteroprørernes tyranni«.

Så din hovedfjende var ungdomsoprørerne?

»Ja. Men der var også det tavse flertal. Hvis jeg skal være sur på nogen i dag, så er det sgu’ de passive fra dengang. Marxisterne var forblændede, unge og kaotiske i deres hoveder. Men mindst et lige så stort problem var dem, der bare sad på hænderne. Det mærkelige er, at mange af dem, der absolut ikke foretog sig noget, her 30-40 år senere er kommet frem til, at marxismen var forfærdelig. Helt patetisk bliver det, når de store skvat fra dengang falder de omvendte fra den marxistiske lejr om halsen i fælles hulk, så er det næsten ikke til at bære«.

Nu er fjenden de borgerlige
Fyrre år efter ungdomsoprøret – og efter at David Rehling i en årrække var en markant direktør for Danmarks Naturfredningsforening – er han i opposition til tyranniet igen.

Men denne gang er det ikke marxisterne, han hudfletter. Det er de borgerlige.

I dag spiller du samme kritikerrolle som i 1968 – bare med omvendt fortegn?

»Der er selvfølgelig indlysende forskelle på den vulgære støvletrampende marxisme og den frådende liberalisme. Men sidstnævnte fører altså til skævdeling, grådighed og total nedslidning af naturen, det er da en kæmpe trussel! Og hvis man nu sidder og siger ’Nå, der sker jo ikke noget, vi kan sige, hvad vi vil’ i en situation, hvor mediebilledet er ved at bryde sammen under pres fra stærke markedskræfter, så er man jo en medløber på samme måde som dem, der ikke gjorde noget tilbage i 1970’erne«.

Du har som skribent især kastet dig ind i kultur- og værdikampen?

»Det er altid uklædeligt, når dem, der har den politiske magt, bruger den til at chikanere modstanderne. Jeg ser i dag klare eksempler på den forfølgelse, som førende borgerlige politikere og DF-politikere gør sig skyldige i. Forleden fik EU-forskeren Marlene Wind at vide af DF, at hun skulle stikke piben ind. Og den pæne og idealistiske tidligere PET-leder Hans-Jørgen Bonnichsen får igen og igen at vide, at han aktivt støtter landets fjender. Det er en beklikkelse, som ingen steder hører hjemme«.

Er det værre end i 68 og 70’erne?

»Se på Christiansborg, der før var meget civiliseret. I dag er tonen blevet så hadsk. Det er Dansk Folkeparti, der fører an i denne ideologiske hadskhed, men de andre bliver jo trukket efter. Det var Uffe Ellemann-Jensen, der sagde, at Dansk Folkeparti er rædselsfulde, og jeg kan kun gøre hans ordvalg til mit. Man savner både ham og den borgerlige anstændighed i regeringen«.

Altid i opposition
’Pittelkow-syndromet’ kalder man den holdningsrejse, som blandt andre Ralf Pittelkow har været ude på.

Han var marxist i 1970’erne, blev socialdemokrat i 1990’erne og er i dag kommentator på en borgerlig avis. For Rehling har turen haft en noget anden retning.

Først var du kritiker af ungdomsoprøret og senere i opposition til VKO, er din rejse en ’omvendt Pittelkow’?

»Nej, jeg opfatter mig ikke som en, der har bevæget mig i modsat retning af Ralf Pittelkow & co. Faktisk føler jeg, at jeg holdningsmæssigt står, hvor jeg hele tiden har stået. Siden 1971 har jeg ved hvert valg afgivet en forkølet lille radikal stemme med vekslende grader af mismod. Men trofast møder jeg op. Så jeg er nogenlunde der, hvor jeg startede«.

Hvordan har du det så med Pittelkow og andre, som er spurtet forbi dig fra venstre mod højre?

»Lad mig sige det sådan: Man studser en kende«.

Kan du uddybe det?

»Denne verdens Ralf Pittelkow’er, som langt oppe i livet har haft en frådende og hadsk anskuelse og pludselig får en anden, bør spørge sig selv: Hvad er mit problem? Enten er det mangel på ånd. Eller også er det en totalt usømmelig følgagtighed over for tidsånden. Der er ikke andre forklaringer«.

Blå bog: David Rehling
Har været ansat på dagbladet Information siden 1996. Født 1949. Medstifter af Moderate Studenter 1970. Juristuddannet. Direktør for Danmarks Naturfredningsforening 1983-1995.