Det er måske for meget forlangt, at Helle Thorning-Schmidt skal kende den flygtningepolitik, socialdemokraterne førte, længe før hun selv blev politiker.

Alligevel bringer hun den negativt på bane i den aktuelle debat om de afviste irakiske asylansøgere, som er strandet i Danmark.

Til TV-avisen sagde hun torsdag:

»Vi ønsker ikke at komme tilbage til 90’ernes slingrekurs i forhold til flygtninge- og udlændingepolitikken. Det er der ikke mere«.

LÆS ARTIKELThorning til Nyrup: Styr dine følelser

Sagt på den dag, hvor en række nuværende og tidligere socialdemokratiske folketingsmedlemmer og – ikke mindst – de to partier, Thorning-Smidt vil i regering med, går imod hendes linje.

Andre har inddraget de bosniske flygtninge i debatten, selv om de to flygtningegrupper er usammenlignelige.

De irakiske flygtninge er afvist og havnet i et alt for langvarigt tomrum, fordi de ikke har kunnet sendes ud.

Med bosnierne var det omvendt: Tomrummet opstod, fordi de midlertidigt var frataget retten til at få deres asylsager behandlet.

Alle partier i Folketinget, bortset fra Enhedslisten, var allerede i Poul Schlüters statsministertid enedes om en lovgivning, der gav mulighed for at udskyde asylvurderingen i to år. En slags nationalt kompromis, indgået i håb om, at krigen ville slutte inden da.

Den linje fulgte Nyrup-regeringen til punkt og prikke, dvs. at asylsagsbehandlingen startede som hele tiden forudsat, mens de borgerlige partier sprang i målet med krav om nye udsættelser, mere tomrum, mere usikkerhed.

Og mens den etniske udrensnings holocaustlignende mareridt bid for bid blev afdækket ved gennemgangen af asylsagerne, strøede borgerlige politikere om sig med beskrivelser af de bosniske flygtninge som socialturister, der kom for at få snabelen ned i den danske velfærdskasse.

At størsteparten af de bosniske flygtninge endte med at få asyl, skyldtes ikke slinger men den kendsgerning, at der midt i Europa igen var folkemord, koncentrationslejre og etnisk forfølgelse.

I dag er de uundværlige bidragydere til det danske samfund.

Thorning-Schmidt har ved anden lejlighed (Den røde skole i Kalundborg februar 2008) karakteriseret 1990’ernes udlændingepolitik som for slap og med for stor tilstrømning.

I samme debat sagde hun ifølge enslydende avisreferater, at »det er også sandt, at der var mange socialdemokrater, som sikkert af frygt for at blive kaldt racister nægtede at se problemerne i øjnene«.

Den socialdemokratiske leder husker galt; det var mere ligetil: Vi holdt døren åben for 20.000 af de to millioner Balkan-flygtninge, fordi vi som europæere var flygtningenes nærområde.

Det skete som en humanistisk nødvendighed og i overensstemmelse med de internationale aftaler, vi var og er en del af.

Og vi gjorde det med åbne øjne.

Vil man have historien genopfrisket, kan man fra september følge krigsforbryderdomstolens behandling af sagen mod Radovan Karadzic.

Socialdemokraterne har senere valgt en anden kurs.

Vi holdt døren åben for 20.000 af de to millioner Balkan-flygtninge, fordi vi som europæere var flygtningenes nærområde.

Det skete som en humanistisk nødvendighed og i overensstemmelse med de internationale aftaler, vi var og er en del af.

LEDERLøgnen om 1990’erne