Forfatteren Carsten Jensen takkede nej.

Både til at gå i bad og i Zoologisk Have med den svenske journalist Lena Sundström. Det gjorde ’halalhippiernes høvding’ Tøger Seidenfaden også, da hun inviterede ham til middag i sin fremlejede lejlighed i Hiort Lorenzens Gade på Nørrebro.

Dansk Folkeparti ville ikke have hende som medlem, fordi hun ikke er dansk statsborger. Og Pia Kjærsgaard meddelte, at hun af princip ikke taler med udenlandske journalister.

Det er ikke nogen helt nem opgave at stille en diagnose over klimaet i den danske udlændingedebat. Faktisk havde Lena Sundström så få middagsaftaler i løbet af sine tre måneder i Danmark, at hendes urin til sidst lugtede af friture, fordi hun spiste så meget junkfood.

Ven med Anders Fogh Rasmussen
Til gengæld blev hun venner med Anders Fogh Rasmussen på Facebook. Ringede til Fobiskolen for at høre, hvad man stiller op med islamofobi. Og da hun slog betydningen af ordet ’stueren’ op, fandt hun disse gode råd: »I begyndelsen kan man lade det nye familiemedlem besørge på en avis ... Sker der et uheld, så sig ikke ’nej’ eller ’fy’«.

Lidt må hun nu alligevel være kommet ud, mens hun boede i København. I hvert fald slår hun om sig med forslag til, hvor vi kan mødes og tale om hendes bog ’Världens lyckligaste folk’ – en bok om Danmark’, som udkommer i Sverige i dag. Og ender med at beslutte sig for yndlingsrestauranten Lê Lê på Vesterbrogade.

Hun sidder allerede i baren og venter i selskab med en velvoksen drink og øjnene begravet i en bog, da jeg kommer.

»De laver världens bedste Mojitos her«, siger hun og skyder øjenbrynene i vejret.

Lena Sundström har besøgt Danmark med jævne mellemrum hele sit liv. Som barn tog hun færgen fra Sverige til Danmark og købte toldfri Toblerone og Hollandske Drops undervejs.

Retorikken har forandret sig
Som teenager tog hun også jævnligt turen sammen med sine kammerater for at købe lange, tynde Yves Saint Laurent-cigaretter i forskellige farver. Og skriggrøn kiwi-akvavit, som hun drak og siden afleverede igen i en hæk, når branderten nåede et ubærligt stadie.

Som ung læste hun på RUC i Roskilde. Og når hun i de senere år har besøgt Danmark, er hun blevet overrasket over, hvor meget udlændingedebatten fylder. Og i hvor høj grad retorikken har forandret sig.

I foråret 2008 krydsede hun derfor Øresund og bosatte sig i København i tre måneder for at vise sine landsmænd, hvad der kan ske i Sverige, hvis man anlægger samme kurs som i Danmark.

»Når du bor sammen med et barn, mærker du ikke, at det vokser, fordi det sker så langsomt. Men når man kun ser barnet en gang imellem, udbryder man hver gang: Gud, hvor er du vokset. Sådan har jeg også haft det med Danmark. De seneste gange, jeg er kommet tilbage, har jeg tænkt: Hvad er der dog sket? Det er så tydeligt, når man ikke bor her, at Danmark har forandret sig«, siger Lena Sundström, der er freelancejournalist og klummeskribent på den svenske avis Aftonbladet.

For uanset om man egentlig begynder at diskutere skolesystemet eller kriminalitet, ender alt i Danmark med at handle om muslimer. Eller om den gruppe, som man i Sverige refererer til som indvandrere.

»Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som indvandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid«.

Optakt med det svenske valg
Derfor besluttede hun sig for at skrive en bog om udviklingen i Danmark, som er tænkt som en optakt til det svenske valg i 2010.

»Sverige er et lidt langsommere land end Danmark. Tingene tager lidt længere tid. Både når det gælder indførelsen af økologiske varer og islamofobi. Så alt det, som begynder at ske i Sverige, er allerede sket i Danmark. Og det er lettere at skrive om Danmark, fordi I er lidt foran os, og fordi man som svensker har en distance til det. Derfor behøver svenskerne ikke at hive forsvarsmekanismerne frem, de kan se på den danske udvikling med klare øjne«, siger Lena Sundström.

Ofte siger vi til hinanden, at vi skal lære af historien. Men ifølge Lena Sundström behøver man en distance, før man kan se, hvad det er, man skal lære.

»I dag er det nemt at se, at vi ikke skal lade nogen bygge en mur gennem Berlin. Men når man lever i sin egen samtid i sit eget land og bliver kritiseret, så er det meget nærliggende, at man forsvarer sig og siger: Jo, islam er en farlig religion«.

Det svarer til, at ens nabo har fået et nyt varmesystem. Og man har hørt, at det ikke fungerer så godt, forklarer hun.

»Så går du over og spørger, hvordan det går med hans nye varmesystem. Inden du beslutter, hvilket et du selv skal have. Jeg bliver chokeret over, hvad jeg ser, når jeg kommer hertil. Og ville gerne spørge danskerne, hvad de selv synes om Muhammedtegningerne, Dansk Folkeparti og at Danmark i dag bliver forbundet med noget andet end øl og hygge«.

Dankofil
Det var ellers ikke ligefrem nogen stor skeptiker, der i foråret 2008 drog over sundet for at skrive sin bog om Danmark.

Og det er svært ikke at blive smigret, når Lena Sundström henført taler om det danske sprog, som hun synes »er det smukkeste sprog i verden«. Som lyder »afslappet og følsomt« og får hende til at føle sig »meget, meget svensk«.

Om hvordan hun var »helt væk« i den danske tv-serie ’Forbrydelsen’. Hvor stor pris hun sætter på den danske politiske satire og på Mikael Bertelsen, som hun synes er »fantastisk«. Og om lykken ved »at flyve« gennem København på cykel midt i en flok af andre cyklister.

Selv kalder hun sig dankofil. Og beskriver dansk politik som en guldgrube at dykke ned i, fordi »folk i Sverige ved så utroligt lidt om det«.

»Jeg ved, hvor følsomt det er som svensker at skrive en bog om Danmark. Men jeg har virkelig ikke gjort det for at pege fingre ad danskerne, men fordi jeg er urolig for udviklingen i Sverige«.

»Længe har man sagt i Sverige, at man ikke skal stemme på Sverigedemokraterne, fordi det er forkert. Jeg har skrevet bogen for at finde et nyt perspektiv og sige: Er det virkelig det her, du vil? Vil du have øgede modsætninger i samfundet ? Vil du skamme dig over at skulle sige, at du kommer fra Sverige om ti år? Vil du have, at vi skal holde op med at skrive om fordelingspolitiske spørgsmål, for at udlændingedebatten kan få lov at dominere totalt?«.

Menneskets naturlige frygt
Når hun har fortalt om bogen i Sverige, har reaktionen ofte været, at det jo var Danmark. Og at noget lignende aldrig kan ske i Sverige.

»Men det kan ske overalt. Fremmedhadet ligger så lige for. Og det er svært at takke nej for politikerne og medierne«.

Der vil altid findes politikere, der forsøger at profilere sig på fremmedhadet, fordi der ligger en naturlig frygt mod det fremmede i menneskets natur, som man kan spille på, mener Lena Sundström.

»Mange føler, at Pia Kjærsgaard tager dem i hånden. Hun hilste på 700 mennesker på partiets landsmøde for nylig. Helle Thorning-Schmidt går fandeme ikke ud og tager 700 vælgere i hånden. Samtidig har politikerne behov for nye sager at definere sig ud fra, og det er i høj grad værdi- og moralpolitiske emner, de vælger. Og så indretter de sig efter deres vælgere i stedet for at sige, hvor de selv står«.

DF opfattes som en joke
Ved valget i Sverige i 2006 gik Sverigedemokraterne, der er en svensk pendant til Dansk Folkeparti, væsentligt frem og opnåede repræsentation i cirka 140 ud af 290 byråd. Alene i Landskrona fik partiet godt 22 procent af stemmerne.

»Det blev meget åbenbart ved Riksdagsvalget i 2006, at Sverigedemokraterne er ved at blive rigtig store. I Sverige er der en tendens til, at man lidt sent opdager, hvad det er, der sker. Og først skriver om tingene, når de er sket. Ved næste Riksdagsvalg kommer Sverigedemokraterne sikkert ind. Og jeg ville gerne skrive om det her, mens det stadig kun er på vej«.

I Sverige opfattes Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ifølge Lena Sundström »mest som en joke«.

»Men når man kommer til Danmark, så ser man, at Pia Kjærsgaard er en imponerende dame og en respekteret politiker – hun er ikke én, man bare sætter på plads«.

»Hun er virkelig dygtig og kan ikke bare afskrives som et monster. Alle mennesker leder efter respekt og en plads i samfundet. Og Pia Kjærsgaard er meget intelligent. Jeg er sikker på, at hvis hun i sin tid i stedet var havnet i Mærsks bestyrelse, så havde hun ikke haft de synspunkter, hun har i dag. For så havde hun fundet en anden plads i samfundet«.

Sexet og underholdende
I Sverige er der ifølge Lena Sundström en tradition for at skrive om alvorlige ting på en alvorlig måde.

»Men det har jeg aldrig gjort. Jeg synes virkelig, at samfundsjournalistik er så sexet og meget underholdende. Emnet er i sig selv alvorligt, og derfor behøver man ikke at skrive om det på en alvorlig måde. I foråret udkom bogen ’Hatet mot muslimer’ i Sverige. Den var på 600 sider, og så har folk jo ikke en chance«.

I stedet har hun skrevet en bog, der minder om en blog eller en dagbog.

Om sit besøg hos Dansk Folkepartis kernevælgere i Jylland, hvor hun bliver budt på hjemmelavet kartoffelsalat.

Om sin tur til Christiansborg, hvor hun tester forbipasserende danske politikere for at se, om de kan klare den test, man som udlænding skal igennem for at blive dansk statsborger.

Om at sidde i biografen og undre sig over, at den tidligere danske landsholdstræner Sepp Piontek bliver tekstet i dokumentarfilmen ’Og det var Danmark’, når han nu taler så godt dansk.

Om at gå til danskundervisning for indvandrere, til landskamp i Parken og at sidde på en bænk foran Illum og interviewe de mennesker, der slår sig ned.

Om mødet med danskere, som synes det er ærgerligt, at de ikke længere kan være stolte af deres land på samme måde som for ti år siden.

Og om at vende det hele over en øl med skuespilleren Jesper Langberg på Palace Hotel i København.

Ensom i Danmark
Undervejs ridser hun den nyere politiske danmarkshistorie op begyndende ved Mogens Glistrup og hans ikkeeksisterende trækprocent.

Hun har også interviewet Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden – men på hans kontor på Rådhuspladsen – og Berlingskes Lisbeth Knudsen om udviklingen i debatten og mediernes rolle.

Carsten Jensen bed aldrig på. Heller ikke selv om han kunne vælge mellem badehus på Christiania, Zoologisk Have eller Tivoli.

Indimellem falder der nogle linjer om, hvor ensomt det også er at slå sig ned i en storby i et andet land. Så ensomt at hun til sidst stod i en dvd-butik og overvejede at betale nogle andre kunder for at få lov at komme med dem hjem og se en lejet film.

»Men i det øjeblik, man tilbyder det, bliver man jo betragtet som en galning«, siger hun og griner.

Lena Sundström havde ellers troet, hun rigtig skulle holde ’kalas’, når hun kom til København.

»Jeg så det her projekt som en chance for at hænge ud på Vega og i resten af det københavnske natteliv. Men ofte sad jeg bare i min boble i Hiort Lorenzens Gade og hørte, hvordan folk hyggede sig sammen og skrattade i de andre lejligheder. Man får sådan en fornemmelse af at være sær og ensom«, siger hun.

Medierne har også et ansvar
Ifølge Lena Sundström er Sverige et mere politisk korrekt land end Danmark. Hvilket hun også foretrækker. Fordomme og intolerance ligger nemlig i alle mennesker, men fordommene opløses ikke af, at man lufter dem offentligt.

»Der tales meget om, at vi også må løfte på låget i Sverige nu, inden det koger over. At vi er for politisk korrekte. Men jeg tror ikke, at man bliver gladere af at udtale sine fordomme. Eller at vi bliver af med fordommene på den måde«.

Hun gik stadig i skole i Skåne, da den såkaldte Lasermand gik rundt og skød indvandrere i Sverige. Og højreekstremistiske grupper gik gennem byen med bannere, der opfordrede ham til at skyde flere.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg foretrak, at folk holdt kæft. Og i stedet sad ved bordene med deres fordomme og himlede med øjnene, men ikke sagde noget. Det er muligt, at Dansk Folkeparti føler, at der bliver lyttet mere til dem nu end tidligere. Men det virker ikke, som om det har gjort deres fremmedangst mindre«.

Det er nødvendigt, at samfundet ransager sig selv og finder ud af, hvorfor man har efterladt så stort et spillerum til partier som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne, mener hun. Og selv om der ikke kan udpeges bare én skurk, så har medierne også et stort ansvar for udviklingen.

»Medierne udgør et gigantisk problem i det her. For det ligger i vores natur, at vi tiltrækkes af sensation, heftige citater og blodige rubrikker. Og mennesker som Pia Kjærsgaard, som siger provokerende ting, passer perfekt i medierne – især i tabloiderne«.

Til HGW XX/7
Bogen har hun tilegnet HGW XX/7 – Stasiagenten fra den tyske film ’De andres liv’, der redigerede sin aflytning af et tysk par og dermed reddede menneskeliv.

»Han får til opgave at aflytte et par i en lejlighed og bestemmer sig for, at selv om han kun er en lille brik i et stort puslespil, så kan han gøre en forskel. Og vælger at skrive noget andet end det, han egentlig hører. Det enkelte menneske føler sig ofte magtesløst. Men da jeg boede i København, slog det mig, at vi faktisk alle har en stor magt hele tiden. Hvert menneske er mere eller mindre en HGW XX/17. Vi kan hver dag tage en beslutning om, hvordan vi vil handle, og hvad vi vil gøre«.

For, som hun skriver i sin bog, da hun for sidste gang låser lejligheden efter sig i Hiort Lorenzens Gade og kører ud på Jagtvej for at sætte kurs mod Sverige:

»Magten ligger hos magthaverne. Magten over hvilket liv vi selv og andre får, er en magt, som vi har over hinanden. Og hvis jeg har lært noget i Danmark, så er det det. Det lille menneskes enorme magt til at påvirke samfundet«.