Under overskriften ’Det er loven, der gælder’ har Helle Thorning-Schmidt i lang tid støttet Birthe Rønn Hornbechs kamp for at tvangshjemsende de irakiske asylsøgere.

Senest er Socialdemokraternes bidrag til fremmedhadet kommet til udtryk ved deres støtte til politiets brutale og historiske rydning af Brorsons Kirke.

LÆS ARTIKELThorning til Nyrup: Styr dine følelser

Helle Thorning-Schmidt og Birthe Rønn Hornbech fylder os med løgn. Der er ingen dansk lov, der kræver, at afviste asylsøgere skal tvangshjemsendes.

Flygtningenævnet, der forunderligt nok har sekretariat i Integrationsministeriet, tager alene stilling til asylspørgsmålet og ikke til, om en tvangshjemsendelse af en asylansøger er forsvarlig på nuværende tidspunkt.

Den afgørelse ligger i Integrationsministeriet, der frit kan afgøre, om tvangshjemsendelse skal ske eller ej.

Stop hjemsendelse af fire grunde
Der er mindst fire forhold, som kan begrunde, at tvangshjemsendelse af irakere undlades: For det første sker tvangshjemsendelse til et land, som det danske militær har deltaget i besættelsen af.

For det andet ved vi, at den såkaldte hjemsendelsesaftale – hvis den overhovedet eksisterer – er blevet til ved økonomisk afpresning.

Hvis ikke den irakiske regering makker ret, vil Danmark fjerne den økonomiske støtte, som det nødstedte land har så hårdt brug for. Umoralen i dette primitive købmandskab taler vist for sig selv.

For det tredje er forholdene i de områder, der tvangshjemsendes til, så farlige, at Birthe Rønn Hornbechs egne ’fact-finding’ embedsmænd ikke tør færdes der – selv under fuld politibeskyttelse.

Hvorfor tager Birthe Rønn Hornbech og Helle Thorning-Schmidt ikke selv ned og fremviser de idylliske forhold i Irak?

Jeg er træt af at se danske ministre og andre politikere sole sig i fotografernes blitzlys sammen med de danske soldater i en stærkt bevogtet militærlejr.

Og som det allervigtigste – FN og en række humanitære organisationer, der i modsætning til de danske embedsmænd har undersøgt og kender forholdene i Irak, fraråder på det kraftigste, at Danmark tvangshjemsender irakiske asylsøgere på nuværende tidspunkt, fordi forholdene er farlige og kaotiske.

Hvor er biskoppernes afstandtagen?
Af disse fire grunde – ikke mindst den sidste – bør tvangshjemsendelse undlades. Irakeres liv og skæbne bør ikke afgøres af Birthe Rønn og Helle Thornings populisme og kyniske magtbegær.

Én ting er løgn – noget andet er latrin. Jeg troede, at folkekirkens lavpunkt skulle findes hos præster som Søren Krarup, hans datter Katrine Winkel Holm, hans fætter Jesper Langballe og Edith Thingstrup, der er gift med socialministerens spindoktor, Christoffer Arzrouni.

Men sådan er det åbenbart slet ikke. Biskop Kresten Drejergaards udtalelse til DR Nyheder skaber et nyt lavpunkt:

»Der er ingen mennesker i Danmark, som skal kunne forbedre deres retsstilling ved at besætte en kirke – eller for den sags skyld et offentligt lokum«.

Jeg har været medlem af folkekirken hele mit liv uden i øvrigt at være en flittig kirkegænger. Jeg har altid opfattet kirken som et fristed, hvor mennesker kunne søge fred og ro til eftertanke og fordybelse.

Det kan man måske også på et offentligt lokum uden for Københavns centrum, men det er nu alligevel noget andet, når man sidder der med bukserne nede.

Jeg bliver ked af det, når biskop Drejergaard fortæller om sit latrinære forhold til kirken og kirkerummet. Hvis hans latrinære betragtninger ikke havde støttet kirkeministerens og Thorning-Schmidts politik, var han for længst blevet suspenderet med henblik på afskedigelse. Nu er han politisk beskyttet.

Men hvor er egentlig landets øvrige biskopper? Er de enige i Drejergaards sammenligning af kirken med et offentligt lokum? Hvor bliver de øvrige biskoppers afstandtagen af?