Vi giver ikke penge til tiggere og bør heller ikke gøre det.

Det er det entydige budskab i artiklerne i Politiken 23.8.

LÆS ARTIKELVi møder flere tiggere – men betaler ikke

Jeg håber, at både eksperter og almindelige borgere vil tænke over det en gang til.

De argumenter, der fremføres, er både tynde i deres logik og udtryk for en meget nedladende holdning til mennesker i nød.

»Det er det offentliges ansvar« er et af argumenterne. Det holder i hvert fald ikke, når det drejer sig om udenlandske fattige.

»De kan bare rejse hjem, det skal ikke blive populært at rejse herop fra f.eks. Rumænien for at tigge«. Det er den holdning, der bliver luftet i artiklen.

Også danskere, der tigger
Er danskerne helt døve for den fattigdom og de ydmygelser, som visse befolkningsgrupper i andre lande må leve med?

Eller synes vi bare, at det ikke kommer os ved?

Ligheden med den måde, man i Sydeuropa behandler afrikanere, der søger over Middelhavet, på, er slående.

Men der er jo også danskere, der tigger. Og de får vel alle i det mindste kontanthjælp. Om dem siges det, at de tigger, fordi de ikke kender til ’ære og skam’, fordi vi har vænnet os til at modtage hjælp fra det offentlige.

Man tigger af nød
Altså, for det første var der også mennesker, der tiggede, før nogle overhovedet tænkte på, at det offentlige skulle forsørge mennesker i nød.

Så det kan næppe tillæggesskyldes kontanthjælpen, at mennesker tigger.

For det andet behøver det vel ikke at være et udtryk for, at man er uden ære og skam, alene fordi man tigger.

Mit postulat, at man tigger af nød, er vel lige så godt, eller måske endda bedre, for selvfølgelig beder man om penge, fordi man mangler, ikke fordi man er skamløs.

Ryggen til et andet menneske
Ingen forestiller sig, at alle skal give noget til hver eneste tigger. Men jeg forstår slet ikke, at nogle kan finde på at sige, at det er forkert at give.

Skal man vende ryggen til et andet menneske, der beder om noget, og ikke en gang overveje, om det kan være godt at give ham eller hende?

Skal man være ligeglad med andres nød? Jeg vil i hvert fald ikke.

Og jeg håber, at der er mange andre, som føler et ansvar over for deres medmennesker og ikke bare fradømmer dem ære og skam, men tør se den, der er i nød, i øjnene, og når det føles rigtigt også tør give af sin egen overflod.