Vi jøder i Danmark er næsten alle børn eller børnebørn af asylansøgere og flygtninge, og mange af os har selv oplevet at skulle flygte fra diskrimination, krig, forfølgelse eller etnisk udrensning.

Vi og vore forældre var heldige og fik en positiv modtagelse. Andre var ikke så heldige som vi, men blev afvist ved grænsen og sendt tilbage til forfølgelse og død.

Vi er dybt taknemmelige over for de mennesker, der reddede os og vore forfædre. Der er for os at se intet i gældende dansk lov, der i dag hindrer at tildele humanitært ophold, hvor det er ret og rimeligt.

Vi forstår det ikke
Derfor forstår vi heller ikke Danmarks hårdhjertede og hårdhændede behandling af asylansøgere – syge, børn og gamle – på flugt fra forfølgelse i krigszoner.

Vi forstår ikke, hvorfor vores fædreland Danmark ønsker at fremstå som ekstra afvisende blandt nationerne.

Hvorfor vil netop Danmark lægge afstand til den vigtige hovedhjørnesten i vores fælles kulturarv: næstekærligheden og retten til asyl?

I Bibelen står der: »Den fremmede, som bor hos jer, skal være som en indfødt iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fremmede i Egyptens land,« og »øver ret for den faderløse og enken og elsker den fremmede«.

Moseloven sikrede også muligheden for asyl for uretmæssige henrettelser.

Appellerer til medborgere og politikere
Foragten for den faderløse, enken og den fremmede, der bor iblandt os, leder tanken hen på de danske myndigheders behandling af jødiske flygtninge fra Nazityskland i sin tid.

Dette undskyldte Anders Fogh Rasmussen efter 60 år, men allerede nu har regeringen igen glemt læren fra fortidens fejltrin, og det meste af Folketinget lader taktisk tavshed gå forud for medmenneskelighed. Det bedrøver os utrolig meget.

Samtidig glæder det os dog, at titusindvis af danskere to gange i dagene efter rydningen af Brorsons Kirke mødte op – med ganske kort og uformel varsel – og demonstrerede fredeligt i anstændighedens navn.

Som jøder i Danmark appellerer vi hermed til medborgere og politikere om, at sætte medfølelsen med de trængte irakiske asylansøgere over politisk taktik og uvilje mod fremmede.

Vi og vore forældre var heldige og fik en positiv modtagelse. Andre var ikke så heldige som vi, men blev afvist.