Det sekulære samfund er den eneste samfundsform, som udviser samme selvfølgelige respekt for alle mennesker, uanset deres kulturelle og religiøse baggrund.

I det sekulære samfund råder religionsfriheden, retten til at tro på den gud, man vil – men også retten til slet ikke at tro på nogen gud.

Det sekulære samfund opmuntrer til kritik af alle idéer på lige vilkår, uanset om ideologierne betegnes som politiske, filosofiske eller religiøse.

Ingen skal have ret til at undgå kritik eller slippe for at stå til ansvar ved at henvise til religionsfriheden.

Og ingen skal kunne gemme sig bag kulturelle traditioner, hvis disse krænker menneskerettighederne.

I det sekulære samfund har ingen gruppe ret til at undertrykke enkeltpersoner eller begrænse deres måde at leve på, uanset om det er i religionernes eller traditionernes navn.

Det sekulære samfund siger ja til mangfoldighed – men forskellige kulturelle udtryk og levemåder er kun værd at efterstræbe, hvis de er valgt frit af alle involverede.

Hvis kollektivets identitet sættes højere end individets rettighed, bliver fejringen af mangfoldigheden i praksis ikke andet end et forsvar for forskelligheder mellem grupper med et samtidigt krav om ensretning og tvang for individer.

Det, vi kalder tolerance, forvandles i så fald til hensynsløshed. FN’s Human Development Index taler sit tydelige sprog: Den sekulære samfundsform er betydeligt mere human end samfund, der er styret af religiøse dogmer.

De fleste svenskere tilhører en begunstiget elite, der – uanset om de er troende eller ej – har mulighed for at forholde sig frit til religiøse påstande, på nogenlunde samme måde som de forholder sig til poesi, musik eller klassisk drama.

Det står enhver frit for at opfatte religiøse skrifter og traditioner som stemningsfulde beretninger om livet. Med så vid en personlig og symbolsk fortolkningsramme er religion ingen trussel mod menneskerettighederne, men kan derimod være direkte berigende og til trøst og støtte for mange.

For alt for mange mennesker i verden indebærer religion derimod en tvang til at underordne sig andres opfattelser af Guds vilje.

Kvinder stenes til døde med henvisning til sharialove.

Pigeskoler raseres af talebanere i Guds navn.

70.000 kvinder dør hvert år af komplikationer i forbindelse med ulovlige aborter. De, der overlever, fordømmes i mange katolske lande af præsteskabet eller sættes i fængsel.

I flere lande fængsles og chikaneres homoseksuelle; og Pride-parader forbydes af religiøse årsager.

Også i Sverige krænkes menneskerettighederne med henvisning til religion eller tradition, og det er krænkelser, der ikke må bagatelliseres.

Hver tiende pige i 9. klasse i Stockholm udsættes for undertrykkelse på grund af såkaldte æresbegreber. De trues med vold, må ikke selv vælge deres kammerater, kan blive tvunget til ægteskab eller må ikke deltage i bestemte dele af undervisningen, for eksempel den, der handler om sex og samliv. Årsagerne er religiøse/traditionsbestemte.

I dag accepterer samfundet denne kønsapartheid inden for skolesystemet, selv om der lige nu arbejdes på lovforslag, som skal løse problemet.

Visse religioner kræver omskæring af børn. Kvindelig omskæring er forbudt, mens det er tabu at diskutere mandlig omskæring. Og det til trods for, at det er et smertefuldt indgreb og en krænkelse af barnets kropslige identitet. Intet barn burde skulle udsættes for, at dets forældre mærker dem for livet som en religiøs symbolhandling.

Inden for sundhedssektoren og den medicinske forskning bremser religiøse kræfter stadig udviklingen på visse områder. Det gælder blandt andet stamcelleforskning og organdonation.

Plejen i livets sidste fase er et særligt følsomt spørgsmål, hvor en alt for snæver fortolkning af lovgivningen og lægernes forgodtbefindende kan begrænse muligheden for smertelindring og retten til en værdig død.

Den internationale humanistbevægelse kan beskrives som et Amnesty International med sekulært fortegn, hvor menneskets frihed for religiøs indoktrinering og religiøs undertrykkelse står i centrum.

Også den svenske gren, forbundet Humanisterne, har i nogle år været i hastig vækst. Stadig flere mennesker indser, at det sekulære samfund hele tiden skal forsvares, og at oplysningstanken skal udbredes.

Etiske og eksistentielle spørgsmål er alt for vigtige til at blive overladt til religiøse repræsentanter eller magtinstanser, der meget længe har haft monopol på fortolkningsretten.

Men modkræfterne er stærke. For nylig vedtog FN en resolution, der fordømmer kritik af religioner. Hvis den tankegang slår igennem, kan enhver diskussion om religiøst motiveret undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle, ’æresvold’, religiøs omskæring og andre religiøse påbud afvises som ’blasfemi’.

Ude i verden vokser religionernes indflydelse. Den katolske kirke får stadig flere tilhængere i Afrika. I Sydamerika gør evangeliske frikirker nye landvindinger. Globalt set vokser islam hurtigere end nogen anden religion.

Over for disse kræfter, der vil skrue tiden tilbage, står humanismens målsætning om at genetablere mennesket som en selvstændig eksistens, der evner at tage ansvar for sit eget liv, og at opbygge en etik med udgangspunkt i fornuft, medfølelse og demokratiske principper.

Humanismen tager udgangspunkt i, at godhed kommer indefra, ikke oppefra. Det er på tide at sikre lige vilkår.

LÆS MODSVARET Kristne: Demokrati bygger jo på kristendom

Er du bekymret over religionernes stigende indflydelse på det politiske liv? Skriv en kommentar i debatten.