Vi, som skriver denne artikel, bekender os til en personlig tro og er aktive i forskellige kirker og samfund.

Vi er alle vant til kritisk tænkning og har ikke oplevet, at vi er blevet påtvunget en tro. Vi er heller ikke tilhængere af religiøs tvang. Religiøs tro kan misbruges.

Det gælder også kristendommen. I samarbejde med den politiske magt har de store kirkesamfund alt for ofte gjort sig skyldige i store overgreb, ikke bare mod ikketroende, men også mod religiøse mindretal, både kristne og ikkekristne.

Det gælder katolikker, ortodokse, lutheranere og puritanere.

Erfaringen er, at kristendommen utrolig let korrumperes, når den går hånd i hånd med statsmagten. Derfor vil også vi i en vis forstand have en sekulær stat.

Vi tilslutter os gerne tanken om, at »lovene skal formuleres af demokratiske institutioner, og normdannelsen skal styres af kritisk tænkning og fri argumentation i åbne samtaler«.

Men vi ønsker samtidig at understrege, at det vestlige retssamfund og demokratiske system har et tydeligt ståsted og et historisk udspring i et kristent menneskesyn og dets betoning af alle menneskers ligeværd.

Forbundet Humanisterne vil skabe en konflikt mellem tro og fornuft, mellem overtro og oplysning. Vi vil fremhæve kristendommens historiske rolle for udvikling, videnskab, kultur og det menneskelige fællesskab.

Vi mener, at det er ubestrideligt, at kristendommen har været grundlaget for den udvikling, der er sket i Vesten og den øvrige verden, og vi mener, at en fravigelse fra kristne værdier fører til en åndelig, retslig og kulturel nedgang, som i videre perspektiv endda vil få økonomiske og sociale konsekvenser.

Ligesom for manifestets forfattere er det for os ideologisk magtpåliggende, at religionsfriheden ikke bliver misbrugt til skade for andres rettigheder.

Vi tror også, at det er rigtigt, at børn i statsstøtteberettigede friskoler gennem det obligatoriske pensum modtager en fælles base af kundskaber.

På den anden side er det en af forældrenes lovsikrede rettigheder at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres tro og deres værdier.

At kristne, muslimer, jøder og buddhister gør det er ikke mærkeligere, end at ateister, agnostikere og humanister eller at personer med et socialdemokratisk, kommunistisk, liberalt eller borgerligt sindelag bibringer deres børn de værdier, de tror på.

En del af voksenlivets modning består så i, at det indlærte efterprøves, forkastes, bekræftes eller uddybes.

I manifestet får religionen også skylden for, at 70.000 kvinder verden over hvert år dør som følge af illegale aborter, at homoseksuelle bliver forfulgt, at stamcelleforskning bremses, og at »retten til en værdig død« begrænses.

Det kan bare konstateres, at den sentensagtige tone i dette manifest og i store dele af den offentlige debat forhindrer en afslappet meningsudveksling.

Det ville ellers være rimeligt at diskutere, om det virkelig er foreneligt med et humant samfund, at millioner af ufødte hvert år dræbes ved fuldt legale aborter, og at fostre bliver menneskelige forsøgsdyr.

Der burde også kunne føres en debat om berettigelsen af ægteskaber mellem personer af samme køn, uden at alle modstandere beskyldes for homofobiske tilbøjeligheder og for at sympatisere med dem, der griber til vold mod homoseksuelle.

For de 12 underskrivere af manifestet er både katolikker og evangeliske kristne religiøse »kræfter, der vil skrue tiden tilbage«.

Konsekvensen af det skulle så være, at Martin Luther King i sin kamp mod apartheid og moder Teresa i sin solidaritet med Indiens allerfattigste er bagstræbere.

Er du bekymret over religionernes stigende indflydelse på det politiske liv? Skriv en kommentar i debatten.