Stig Hjarvard, du mener, at vi de senere år har set fremvæksten af en ny kulturel overklasse i Danmark. Den inkarneres af dem, du kalder de medieprofessionelle. Hvem er det?

»Det er en social gruppe, bestående af mediearbejdere i bred forstand. Dem, der producerer, redigerer, analyserer og kommenterer i medielandskabet. Man finder dem inden for journalistik og presse, inden for film, radio og tv og på internettet. Men man finder dem også i hele den medieindustri, der er opstået som følge af kommunikations- og PR-rådgivningens opblomstring; som informationsmedarbejdere og kommunikationsrådgivere i private virksomheder, kommuner og statsapparatet«.

Hvad er det, de kan – eller måske snarere: Hvad er det, de gør – siden du omtaler dem som en professionsbaseret overklasse?

»Jo, det interessante er, at deres professions måde at tænke på har bredt sig til stadigt større dele af samfundet, dvs. at den ideologi, de er bærere af, breder sig: Sideløbende med at journalister finder ansættelse alle mulige steder i samfundet, breder den journalistiske tankegang sig, sådan at ingen kommune med respekt for sig selv, ingen museumsvirksomhed eller organisation kan tænke sig selv uden en eller anden form for journalistisk formidling«.

Men journalistik er jo ikke nogen ideologi?

»Den stille revolution, der er sket i løbet af de seneste 10-20 år, er, at den tidligere kulturelle overklasse, som både producerede og bestemte, hvad vi skulle se i fjernsynet, høre i radioen, læse og tale om det offentlige rum, er blevet sat på porten. I stedet er de medieprofessionelle kommet ind. Dem, der ikke er indholdsspecialister, men snarere generalister, og som ved noget om, hvordan man formidler i de rigtige formater; hvordan man analyserer, hvilke segmenter man skal have fat i; hvem der er påvirkelige over for hvad; og som er båret af en form for relativistisk forestilling om, at man skal servicere alle ud fra de behov, de hver især har«.

»Et godt eksempel på denne udvikling var TV 2’s fremkomst og udvikling i 1990’erne: TV 2 ville være i ’øjenhøjde’ med seerne – og levere det, som seerne gerne ville have. Så i den forstand er det en ideologi, der handler om, at man skal være i øjenhøjde med modtagerne og give dem den kultur, de selv efterspørger«.

Den medieprofessionelle logik har sejret
Kan man ikke sige, at det er en sund, ja ligefrem demokratisk udvikling, at mediefolk tager udgangspunkt i det, folk interesserer sig for?

»Tjo, det giver selvfølgelig god mening at bevæge sig til en mere differentieret kulturformidling, hvor man ikke længere giver udtryk for, at man ved, hvad der er godt for modtageren, men prøver at undersøge, hvad modtageren rent faktisk interesserer sig for – og så leverer det til de pågældende. Og for 25 år siden, da monopolbruddet stod for døren, var der endog rigtig god mening i at kritisere en alt for paternalistisk opfattelse af, hvordan kulturen skulle udvikles i Danmark«.

Hvad er så problemet?

»Problemet er, at man her 25 år efter kan høre, at folk både i DR og TV 2 fortsat kan tale om ’den paternalistiske trussel’ fra kulturradikale. Og sådan er det ikke. Den medieprofessionelle logik har for længst sejret. Og så virker det patetisk, når man prøver at fremmane et billede af, at paternalismen lurer lige om hjørnet. Men denne måde at argumentere på bliver jo en måde at legitimere sig på, ikke mindst deres egen rolle som gatekeepere – som dem, der bestemmer indholdet«.

Hvad er det så, der sker med indholdet, som er så slemt?

»Tidligere var medierne – først og fremmest de store aviser og radio og tv – underlagt en almen, kulturel forpligtelse til at levere stof til alle, dvs. nyheder til hele befolkningen. Men medierne er gået fra at være kulturinstitutioner til at være medieinstitutioner, og medieinstitutionerne er ikke underlagt kulturelle forpligtelser, men i højere grad styret af interessen i at servicere et segmenteret publikum i forskellige formater. Det er altså en helt anden styringslogik, og det ændrer kriterierne for, hvad der er gode kulturprodukter i medierne. I dag er kriterierne for et ’godt kulturprogram’, at det er godt tv, god radio eller god webunderholdning; det skal fungere i den medie- og segmentsammenhæng, det udspiller sig i. Indholdet er ikke så væsentligt«.

Men hvem er det, der siger, at indholdet er ligegyldigt her? Er det dig?

»Jamen, kulturens folk siger det jo også. De har f.eks. sagt, at litteraturen har meget ringe vilkår i DR, fordi der ikke findes et litteraturprogram. Der er i stedet nogle underlige debatprogrammer, hvor alle mulige kulturprodukter bliver diskuteret på en gang. Det er muligvis godt fjernsyn eller god radio, men det siger ikke noget om litteraturen. Deres pointe er, at litteraturen skal præsenteres i sin egenart. Men her taler de tydeligvis ud fra den gamle kulturinstitutions logik: at der findes en kulturverden, der repræsenteres i medierne. Sådan fungerer det ikke mere«.

Uhellig alliance
Så lad os gå til gatekeeperfunktionen. Hvem er det, de medieprofessionelle undertrykker?

»De vælger i hvert fald, hvilke kulturprodukter vi kommer til at møde, og hvordan vi kommer til at møde dem. Det er ikke sådan, at vi slet ikke møder kulturens egne folk mere, men de bliver i høj grad inddraget på mediets præmisser og ikke på egne præmisser. Tidligere havde man filmmagisteren til at fortælle om, hvad der var god film, og historikeren til at fortælle om danmarkshistorien. Og selv om vi fortsat har disse fagpersoner, så er de i højere grad indlejret i nogle formater, hvor mediets egen måde at formidle til publikum på er med til at formatere budskaberne, før fagfolkene kommer til«.

Det lyder, som om de medieprofessionelle nærmest udgør en anonym magt – i værste fald er høns uden hoveder. Er det i virkeligheden ikke bare pengene, der sidder på magten? Er segmentering, mediedifferentiering og arbejdet med formater ikke bare udtryk for en hastigt tiltagende kommercialisering af medielandskabet?

»Det er helt oplagt, at kommercialiseringen spiller en vigtig rolle. Men det er ikke den eneste forklaring på udviklingen i medielandskabet. Det er også et resultat af, at de medieprofessionelle gerne vil se sig selv som nogle, der taler i folkets tjeneste«.

Så når populisterne i Dansk Folkeparti siger, at det er dem, der taler den lille mands sag, så har de i virkeligheden misforstået det. Det har de medieprofessionelle gjort i lang tid før dem – også længe før 2001?

»Ja, helt oplagt. Det starter allerede i 1980’erne og tager virkelig til i styrke i 1990’erne som en meget vigtig ideologisk komponent i mediernes selvforståelse, at de er formidlere i folkets tjeneste. Det strider mod den gængse opfattelse, som især den amerikanske økonom Richard Florida har turneret med, nemlig, at den kreative klasse uundgåeligt kommer i et dybere og dybere modsætningsforhold til den mindre uddannede del af befolkningen. Det er selvfølgelig sandt et stykke af vejen, når man taler om økonomi og livsmuligheder. Men det interessante i dansk sammenhæng er faktisk, at der har været en besynderlig uhellig alliance mellem de medieprofessionelle og folkekulturen«.

Kan du nævne konkrete eksempler på den alliance?

»Hvis der er noget, som har båret TV 2 frem ideologisk, er det stationens forestilling om, at den arbejder i folkets tjeneste. Alle journalister, ledere og dramaturger var fra begyndelsen i 1988 overbevist om, at TV 2 var stationen, der skulle fortælle om, hvordan det virkelige Danmark var. Derfor havde TV 2 også det omvendte OBS: Mens Danmarks Radio leverede ’Oplysning til borgerne om samfundet’, leverede TV 2 ’Oplysning til samfundet om borgerne’. De vidste nemlig, hvordan de sande danskere levede«.

Det lyder umiddelbart, som om man fint kunne se et giftermål for sig mellem TV 2 og Dansk Folkeparti, hvis de medieprofessionelle på Kvægtorvet skulle finde på at starte et politisk parti i morgen?

»Det får du mig ikke til at sige. Men lad mig sige det sådan: Der er ingen tvivl om, at den form for folkekulturel populisme, som både TV 2 og Dansk Folkeparti repræsenterer, efterhånden har fået godt tag i de fleste politiske partier«.

Hvad er det for en udvikling, vi kan forvente fremover?

»Det kan gå mange veje. En væsentlig faktor på medieområdet bliver, hvor langt politikerne er parat til at sikre et mediesystem, som er underlagt nogle kulturoplysende idealer. Dette vil være en helt afgørende faktor for, om vi blot vil bevæge os videre ud ad denne her tangent, hvor medieprofessionalismen og kommercialiseringen bliver den vigtigste faktor i vores offentlighed – eller om vi vil skabe større mulighed for værdiindhold af kulturen i bred forstand«.