Undskyld, Birthe Rønn Hornbech.

Jeg bekender, at det var mig, der forsigtigt prikkede dig på ærmet, da vi efter grundlovsmødet i Herthadalen 2008 pludselig blev presset sammen ved udgangen, så vi kom til at stå lige op og ned ad hinanden.

Måske var det, fordi jeg har oplevet os i ’samme båd’, da en højskoleforstander i Jylland for år tilbage præsenterede mig for eleverne med ordene: Jeg er kun fan af to mennesker i verden, Birthe Rønn Hornbech og Else Lidegaard.

Eller måske var det min gamle respekt for dig og tillid til dit menneskesyn, der pludselig blev nærværende for mig igen, da du stod lige der og var et menneske af kød og blod og ikke et princip eller en lov. Og jeg tænkte:

Det kan ikke passe, at to mennesker som Birthe Rønn og jeg, der har samme grundtvigske udgangspunkt og i hvert fald har haft samme grundlivsholdning, nu ikke engang kan mødes i dét, som jeg har forstået netop var det ærkegrundtvigske: samtalen.

Jeg troede (for) længe, at når åndsbeslægtede mennesker ikke deler synspunkter, er det, fordi de ikke har adgang til de samme oplysninger, ikke har mødt de samme mennesker, ikke har de samme erfaringer.

Jeg havde netop mødt en 25-årig kvinde i Sandholm, som udstrålede stolthed og selvværd – de er sjældne, når de som hun har opholdt sig der i otte år, hun ankom fire dage før sin 17-års fødselsdag.

Hun talte næsten accentfrit dansk, trods det at hun ikke har fået én times undervisning i det, til gengæld talte hun fem andre sprog, drømte om at blive sygeplejerske (eller måske læge, hvisker hun, for den drøm er for vidtløftig) – alligevel var hun henrykt over netop, efter syv år, at have startet et kursus i det tilbuddet lød på: kosmotologi.

Så var det, at magten pludselig stod der lige ved siden af mig, jeg ville gerne vise dig, hvor ressourcestærke personer vi siger nej tak til, og jeg prøvede at præsentere mig og forsigtigt spørge:

Undskyld, Birthe Rønn Hornbech, nu da jeg står lige ved siden af dig, kan jeg ikke lade være at spørge, om det var muligt, at jeg en dag kunne få lov til at få en samtale med dig og få lov at tage en af de afviste asylansø…

Jeg nåede ikke længere, før du så hvast – for ikke at sige hånligt – på mig og udtalte de for mig i sammenhængen fuldstændig uforståelige ord:

»Nej!! I har ikke begreb om retfærdighed.«

Nu læser jeg (Politikens interview søndag 20.9), at ikke blot jeg, men hele banden af Bedsteforældre for Asyl er voldelige ud over alle grænser! – Vil give asyl til alle, der kommer ind i landet, selv om de siger noget andet … Udstiller deres godhed, ikke selv gider have udlændinge boende, min morfar skræppede ikke op om, at han hjalp jøder under krigen ... o.m.a.

For at tage det sidste først: Det er en lidt umulig situation, du sætter os i.

Hvis vi taler for – generelt – at hjælpe de afviste flygtninge, udstiller vi vores godhed, og tier vi bare stille og hjælper dem direkte, kan vi jo, som du anfører, ikke påberåbe os det.

Desværre er der blevet råbt »Asyl til alle – her og nu« i nogle af de større demonstrationer, som Bedsteforældre for Asyl har deltaget i.

Det er ikke vores råb. Vi råber i det hele taget nødigt. Hele ideen med Bedsteforældre for Asyl har været at stå stille foran de asylcentre, hvor de afviste asylansøgere hovedsagelig opholder sig, hver søndag.

Vi troede, da vi startede for nu to år siden, at netop den stilfærdige form fra gamle folk, der på tværs af partipolitiske holdninger kunne enes om dette ene:

at det ikke var Danmark værdigt at opbevare flygtninge i lejre år efter år uden at give dem mulighed for at leve et hverdagsliv med arbejde og uddannelse, ville gøre indtryk.

Da der var gået et år, og vi var blevet mange flere, og intet var sket, supplerede vi med at gøre os – eller forhåbentlig problemet med de afviste asylansøgere – mere synligt med demonstrationer også i byen, kronikker, læserbreve etc. Alt efter evne og temperament.

Vi er ikke »Enhedslistens fortropper«, selv om Johanne Schmidt-Nielsen foruden de radikale er den, der har vist sig mest lydhør over for vores protest – så det kan jo være, vi ender med at blive det.

Men indtil videre er der blandt Bedsteforældre for Asyl folk, der aldrig har stemt andet end borgerligt, der er mennesker, som aldrig før har deltaget i en demonstration, ligesom der er gamle barrikadekæmpere.

Vi er en så broget flok, at jeg faktisk tror, vi i den henseende er ret enestående, derfor kan vi heller ikke blive enige om noget som helst andet end netop denne protest.

Vi mener ikke, at alle, der kommer til Danmark, skal have asyl.

Vores anliggende er, at de, der kommer her, skal behandles ordentligt, mens de er her.

Vi tager principielt ikke stilling til, om det var nødvendigt for dem at flygte, eller om det er umuligt for dem at rejse hjem.

Det kan heller ikke vi vide noget om. Men vi synes, at det er uværdigt for Danmark, at vi nu sender dem tilbage, nedbrudte fysisk og psykisk efter de mange år i fuldstændig ørkesløshed.

Nu er de blevet vores ansvar – og de, som vi har ladet sidde i årevis, bliver vi nu nødt til at give asyl. Det står vi der for.

Det er for os den smule retfærdighed, de kan forlange. Dit argument med, at det er uretfærdigt over for dem, der allerede er rejst hjem, holder ikke.

Hvis der er gjort en fejl, bliver den jo ikke bedre af at blive gentaget. Og jo længere de har siddet der, jo større er vores ansvar.

Ja, Retfærdighed, Birthe Rønn Hornbech.

Jeg har lige været i Sandholm at besøge en lille familie.

De er bosniere, har været her i seks år, og for et par søndage siden stod de uden for lågen, da vi sang vores slagsang.

(Sådan en har vi nemlig – og den har vi sunget hver eneste søndag de to år. Det er såmænd Benny Andersens stilfærdige, men uopslidelige ’Barndommens land’ med det relevante vers: »Verden er stor/ kaldes Moder Jord/ der findes børn, der må flygte/ men du har intet at frygte/ ingen skal mishandle dig/ håber jeg.«)

Tårerne løb ned ad kinderne på moderen – faderen er for længst gået ned med flaget, den psykiske belastning rammer ikke mindst mændene, som ofte oplever sig helt uden eksistensberettigelse – og de tre børn på to, fire og fem år løb rundt og tog (alt for) tillidsfuldt forskellige bedsteforældre i hånden.

Jeg snakkede lidt med moderen, hun mente, at de var blevet helt glemt, nu var det jo irakerne, det hele handlede om.

I dag havde jeg et ærinde til dem. En ung pige, jeg havde taget op på stop og fortalt om Bedsteforældre for Asyl, gav mig, da hun stod ud af bilen, 400 kr., »for du kommer jo til Sandholm, og jeg vil gerne hjælpe nogle børn«.

Pigen havde netop fået pengene under et tidligere lift, fordi hun – til chaufførens spørgsmål om, hvorfor hun blaffede – havde svaret, at hun netop havde sagt sin stilling op og var ludfattig.

Han havde så insisteret på at give hende pengene »ud fra en kristen holdning«. Nu fik jeg dem.

Jeg har ringet til den lille kone for at bede hende om lov til et besøg – det kræver, at hun henter mig ved porten.

Jeg kan næsten ikke kende hende, for i dag ser hun glad, næsten lykkelig ud, for de har netop fået humanitært ophold et år – på grund af faderens tilstand.

Hjemme i den lille stue viser hun mig meddelelsen. Den er, som sådan nogle ministerielle breve er, forfattet i et vanskeligt forståeligt sprog.

Det spiller nu ikke den store rolle her, den spinkle kvinde kan kun lige akkurat læse en let tekst, og tælle sine penge nødtørftigt, hun har aldrig gået i skole.

Manden er totalt analfabet. Dansk kan hun selvsagt heller ikke ud over nogle få ord, det er forbudt for voksne asylansøgere at modtage undervisning i dansk – men heldigvis er der en slægtning på besøg, som taler flydende dansk og hjælper mig med tolkning.

De har fået anvist bolig i Lejre. Slægtningen bor i Frederiksværk. Pigen på fem skal gå til legeterapi i København. Manden kræver fuldtidspleje: »Kan jeg flytte, hvis jeg ikke kan holde ud at bo der?«.

Nej, det står to gange i skrivelsen, at man ikke kan flytte fra den tildelte adresse. Jeg prøver at sige, at Lejre er et dejligt sted.

– Retfærdighed, Birthe Rønn Hornbech. Er det retfærdigt, at nogen skal rammes så hårdt?

Er det retfærdigt, at hun har opholdt sig i Danmark i seks år og ikke engang har fået lært at læse og regne, endsige lidt dansk?

Er det retfærdigt, at de skulle vente så længe, at en tilværelse ude i friheden nu ser næsten uoverkommelig ud?

I Politiken påberåber du dig, at du står for, at vi skal opføre os ordentligt over for dem, der er her.

Det har fået dig til at søge at få børnefamilierne ud af lejrene, fordi børnene lider under livet der. Og jeg har hørt dig sige gentagne gange, at når de ikke flytter, er det, fordi de har det så godt i lejren, at de ikke vil væk.

Nej, men ensomheden udenfor kan være skræmmende, når de stadig ingen indgang har til samfundet i form af arbejde, uddannelse eller lignende.

Og stadig skal melde sig hos politiet i lejren to gange om ugen. Så kan de lige så godt blive.

Hos nogle af de unge mænd har jeg også oplevet fængselssyndromet, den sløvhed og apati, der melder sig, når alt bliver serveret for en, så man bliver uvant med at have ansvaret for sig eget liv.

Retfærdighed, Birthe Rønn Hornbech. Jo, du har ret i, at vi har forskellig opfattelse af det begreb.

Du siger, at vi er kyniske, hvis vi bare ved vores protest i form af vores tilstedeværelse giver dem håb.

Jeg synes, at det er uhørt kynisk at fortælle ulykkelige forældre, at de tager deres børn som gidsler, når alternativet er at sende dem tilbage til en uoverskuelig og dødsensfarlig tilværelse.

Og hvis man tog dig på ordet – plejer vi så at lade gidslerne undgælde i et gidseldrama?

Hvad er det, regeringen gør, når de bruger en lille flok afviste asylansøgere til at lukke en fiktiv ladeport med. I Danmark ligger vi lunt i læ – lande som Italien og Spanien for slet ikke at tale om Syrien og andre nabolande kan tale om et alvorligt flygtningeproblem.

Men vi vil ikke engang være med til en mere retfærdig – der er den igen – flygtningefordeling mellem EU-landene.

Og til sidst: Jeg synes, det er en grov insinuation at påstå, at Bedsteforældre for Asyl er voldelige.

Også selv om et forsigtigt prik på armen udlægges som vold.

Jeg tror faktisk, jeg er den eneste, der har dristet mig til så meget.

Men mange bedsteforældre har været stilfærdige vidner – ved Brorsons Kirke, i Roskilde, jeg må sige, at jeg selv, i det omfang jeg har deltaget, nærmest oplevede det som når man deltager i en begravelse – at vise en sidste respekt over for mennesker, som det var uden for vores rækkevidde at hjælpe.

En solidarisk, men magtesløs gestus.

At de unge mennesker i Kirkeasyl måtte være mere handlekraftige, ligger i sagens natur.

Men jeg finder det dybt ulykkeligt, hvis deres fredelige aktion var med til at optrappe situationen og provokere betjente til en overdreven voldelig adfærd.

Jeg forstår godt, hvis politiet, godt hjulpet af visse medier, der ikke skelner så nøje mellem kategorierne, kan have svært ved at skelne unge kirkeasylaktivister fra autonome eventuelle brostenskastere eller fremmede, der trækker dolke og skyder i gaderne fra de ulykkelige kirkebesættere, der angiveligt forsøgte at bevare roen, også i nederlagets stund.

Alligevel kan det godt mane til eftertanke.

Hvad er det for et Danmark, vi er ved at skabe?

Det vil være en ulykke, hvis vi begynder at opfatte politiet som vores fjende, hvis vi begynder at tro, at vi, der synes, vi har de rigtige meninger, er de gode og retfærdige, og de andre, med andre meninger, de onde og uforstående.

Vi lever alle med vores erfaringers, vores uddannelses, vores sociale status, vores levede livs skyklapper, som kun lader os se en del af virkeligheden.

Andre har andre skyklapper og ser andre udsnit af verden eller sandheden, eller hvad vi skal kalde det.

Hvis samtalen går i stå mellem os, er slaget tabt.

Så tilgiv, Birthe Rønn Hornbech, dette lidt uartikulerede smerteudbrud over, at ikke engang vi kan komme på talefod.

Måske ikke engang på skrift. For jeg er måske på forhånd dømt ude som en af de umulige journalister – og oven i købet initiativtager til Bedsteforældre for Asyl.

PS Nu, jeg alligevel er ude i alt det, man ikke kan og må, vil jeg gerne takke din samtalepartner i Politiken, Olav Hergel, for, at han i sin roman ’Flygtningen’ i sidste instans lader den frelsende engel være en præst, medlem af Folketinget, hvor han med sit partis holdninger er den eneste, der ikke vil komme under mistanke for at smugle en efterlyst flygtning over Storebælt.

Det gør han, og det tror jeg på. Endnu.