Undersøgelser tyder på, at de fleste journalister befinder sig på venstre side af den politiske midte.

Det samme gælder antagelig folkeskole-, gymnasielærere, pædagoger m.fl.

Det ligger i kulturen på velfærdsuddannelserne og i medierne, at man ser mildt på alle, der vil øge bevillingerne til deres område, og kritisk på dem, der tænker på statsfinanserne og almenvellet.

Det behøver ikke være noget problem, hvis blot professionalismen er i højsædet. Men her er det, journalisterne ofte svigter.

Offentlig debat virker som en donkraft
Den ukritiske journalistik får den offentlige debat til at virke som en donkraft: Ethvert merbehov udløser højlydte krav om flere penge, der udbasuneres af de organiserede hornorkestre og viderebringes ukritisk i alle medier, inkl. de såkaldt borgerlige.

Hvorimod de lige så hyppigt opståede mindrebehov ikke har nogens bevågenhed, bortset fra nogle dertil ansatte budgetbisser i Finansministeriet, der ikke har for vane at kommunikere deres skarpe analyser ud til en bredere offentlighed.

Selv Finansministeriet og kommuner og regioner taler uldent, når det gælder den lave produktivitet i dele af den offentlige sektor, måske på grund af medansvaret for overenskomsterne.

SF trækker fulde huse
Selv den borgerlige tænketank Cepos gør kun sporadiske forsøg på at rette op på skævheden. Den bruger tiden og kræfterne på bevidstløse råb om skattelettelser.

Men når det drejer sig om at gribe ind i den daglige debat og afbalancere de offentlige sektorinteressers synsvinkler, har Cepos ikke meget at byde på, skønt det jo er den eneste vej til at opnå de ønskede skattelettelser.

Larmende tavshed var den samlede presses svar, da jeg fik Rambøll til at beskrive den lave produktivitet i dele af undervisningssektoren. Man kunne tilmed have sat adresse på institutionerne med den dårligste produktivitet og stillet kritiske spørgsmål til ledelsen og bestyrelsen, men det var der ingen, der fandt på.

Til gengæld er der hvert år fuld sal, når SF og elevorganisationerne gentager kampagnen for flere penge til den mest velbjergede del af undervisningssektoren!

Slagter de høner, der lægger guldæg
Professor Jørgen S. Dich sammenlignede i sin bog ’Den herskende klasse’ (1973) de offentligt ansattes organisationer med kapitalisterne i Karl Marx’ teorier.

Nu er det uddannelseskapitalisterne og de, der lever af at producere velfærd, der skaber falsk bevidsthed og svøber deres egoisme i idealistiske klædebon.

Men i lighed med kapitalisterne i Marx’ teori graver de deres egen grav og slagter de høner, der lægger guldæg. Det er jo det umælende folk og de ’falske’ behov i den private sektor, der giver de skatteindtægter, der muliggør den offentlige vækst.

Alle husker kampagnen for bedre løn til de ’varme hænder’ i den offentlige sektor. Det endte med 13 pct. lønforhøjelse over 3 år, mens den private sektors ansatte kunne se frem til krav om produktivitetsforbedringer, hvis de ikke ville afskediges.

Lignende krav har jeg aldrig hørt stillet i den offentlige sektor. Når en privat virksomhed har elever, betaler den elevløn. Når en offentlig virksomhed har elever, skal den have penge for det, bl.a. til praktiklederhonorarer – og eleverne skal have SU betalt af det offentlige.

Som at bande i kirken
Vi taler meget om behovet for senere pensionering, men politi og forsvar kører uanfægtet videre med deres lave pensionsalder, mens politiet forlanger mere personale.

Alt dette skal man ikke bebrejde organisationerne. Det er de offentlige arbejdsgivere, der er problemet. De har manglet rygrad, bl.a. fordi deres modparter også er vælgere. Forståeligt nok.

At stille spørgsmål om produktiviteten i den offentlige sektor er som at bande i kirken. Selv Dansk Industri deltager i løjerne med forslag om flere penge til uddannelsesstederne uden overhovedet at spørge, om produktiviteten kunne forbedres sammenlignet med andre lande.

Læseren vil bemærke, at ovenstående ’vinkling’ er som fra en fremmed planet, sammenlignet med de daglige katastrofemeldinger fra den offentlige sektor i bladene og morgenradioavisen. Hvilket blot underbygger min påstand!

Det er i orden, at journalister ligger mere til venstre end de fleste. Det skal de have lov til, når blot de optræder professionelt og holder deres egne sympatier udenfor. Men det er ikke i orden, at de ukritisk viderebringer særinteressernes organiserede katastrofemeldinger og glemmer almeninteressen og folkeoplysningen.

Har de offentligt ansatte for let spil i medierne? Deltag i debatten herunder.