Folkeskolen skal ikke fremture med og dermed blåstemple en bestemt partipolitik eller en bestemt religion over for hverken børn eller forældre, skriver debattør Urd Kielgast.

Det er glædeligt, at Ateistisk Selskab vil tage problemet med konfirmandundervisning og præsternes indgriben i folkeskoleundervisningen op som mærkesag.

Jeg oplever nemlig en stigende missioneren fra den lokale statskirke i mit område.

Jeg bor i Herfølge og har en dreng i konfirmationsalderen, som går i den lokale folkeskole. Derfor har jeg på nært hold kunnet følge problemerne, når de lokale præster kræver deres ’ret’ over for folkeskolen, dens lærere, ledelse samt forældre og elever.

Ifølge en 100 år gammel lovgivning skal præsterne spørges om tilladelse, hvis skolen ønsker at lægge konfirmationsforberedelsen uden for den normale undervisningstid.

Konfirmationsforberedelse er klart en kirkelig, forkyndende aktivitet og har dermed intet at gøre med den almindelige undervisning i folkeskolerne. Samtidig er al religiøs forkyndelse i folkeskolerne som bekendt forbudt, hvilket betyder, at der her er et alvorligt problem, som på mange måder begrænser skolernes undervisningsplanlægning på en helt urimelig måde.

Tvist afgjort i byrådet
For et par år siden forsøgte skolebestyrelsen på min søns skole at ændre konfirmandundervisningen fra tirsdag morgen kl. 8-10 til tirsdag eftermiddag kl. 14-16.

Skolens argumenter for at ændre præsteundervisningen var dels at tilgodese skolens skemaplanlægning som helhed, dels at morgentimerne er de bedste indlæringstimer (som man ikke mente, præsterne partout skulle have monopol på), og ikke mindst så mente man i skolebestyrelsen grundlæggende ikke, at en almindelig folkeskole bør være forpligtet til at lægge timer til religiøs forkyndelse eller til at tage særhensyn til præsternes arbejdsforhold i øvrigt.

Præsterne holdt imidlertid på deres ’ret’, og ifølge Kongelig anordning nr. 12, 1909 skulle tvisten derefter afgøres i byrådet. Det blev den – til præsternes fordel.

Bedes uddelt til skolens 3. klasser
Men her ender historien ikke:

Der har sidenhen været en stigende tendens til, at den lokale afdeling af Folkekirkens Skoletjeneste uddeler religiøst missionerende materiale i form af diverse pamfletter vedrørende ’kirkens fødselsdag’, ’kirkens pinse-fest’, ’julekrybbespil’, ’minikonfirmation’ mm. til skolen.

Materialet kommer gerne med posten med en medfølgende servicemeddelelse i stil med: ’Bedes uddelt til skolens 3. klasser’ eller lignende.

Altså alt sammen noget, præsterne forventer, at skolens ledelse og lærere uddeler til de relevante målgrupper og deres forældre. På min søns skole bliver den slags heldigvis arkiveret lodret.

Kommunale jurister indblandet?
Præsterne har endvidere længe haft det privilegium, at skolerne i tiden op til konfirmandundervisningen dels lader kirkens repræsentanter deltage i de almindelige forældremøder (med eget punkt på dagsordenen), dels imødekommer et krav om udlevering af lister med navne og adresser på elever på bestemte klassetrin med henblik på efterfølgende at kontakte disse potentielle kommende konfirmander direkte på bopælen.

Heller ikke dette ønske blev umiddelbart imødekommet på min søns skole, og derfor blev de kommunale jurister koblet på sagen.

Deres konklusion var, at skolen tilsyneladende rent faktisk skal udlevere disse oplysninger, idet »den ene statsinstitution skal servicere den anden med relevante oplysninger« (!). Ifølge den nuværende lovgivning, altså.

Loven bør laves om
Ovenstående lille eksempel illustrerer således, hvordan en stigende missioneren – i hvert fald visse steder – presser sig ind på vore børn i folkeskolen, og at kirken faktisk er i sin gode ret til at bestemme over både undervisningstid og skematilrettelæggelse i skolerne, samt at den har lovmæssigt krav på at få udleveret personlige oplysninger såsom navn, alder og adresse på børnene.

Derfor bør loven laves om, så stat (og hermed bl.a. folkeskolerne) og kirke adskilles. Det kan ikke være rigtigt, at folkeskoler anno 2009 skal være underlagt den form for religionsmagt.

Folkeskolen skal ikke fremture med og dermed blåstemple en bestemt partipolitik eller en bestemt religion over for hverken børn eller forældre.

Den bør være både politisk såvel som religiøst neutral, hvilket naturligvis ikke er det samme, som at man ikke debatterer eller diskuterer både politik og religion i undervisningen. Tværtimod.

Et åbent og fordomsfrit samfund baserer sig på ucensureret, kritisk – men lyttende – dialog og vedvarende meningsudveksling – kun herved undgås fundamentalisme og dermed stridigheder.

Dette er efter min mening noget af det allervigtigste, vi kan lære vore børn, og denne måde at tænke på, og opfatte andre mennesker på, står efter min mening i diametral modsætning til den religiøse tankegang.