»Ingen taler om det – og slet ikke feministerne«.

»Men Danmark er i fuld gang med at skabe et stort proletariat af mænd uden eksamensbeviser og job, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder, og som vil lægge pres på Mændenes Hjem og de offentlige kasser. Det er tidens suverænt største ligestillingsproblem. Alligevel går elitefeministerne mere op i, om deres egne døtre får mulighed for en bestyrelsespost i erhvervslivet«.

Kritikken kommer fra professor i sociologi Martin Munk, der har oprettet et nyt center i mobilitetsforskning på Copenhagen Institute of Technology på Aalborg Universitet.

Herfra konstaterer han, at drenge klarer sig dårligst i folkeskolen, at gymnasiet og de videregående uddannelser domineres af piger, og at drengene falder fra i stimer på de tekniske uddannelser og ender i restgruppen.

Kvinder er per definition det svage køn
Men forskningsresultaterne preller fuldstændig af på feministerne, siger han:

»Selv om gruppen af drenge, der falder helt fra, vokser, samtidig med at der er sket en kvindelig revolution på uddannelserne, så interesserer det ikke rigtigt kønsforskerne«.

Hvorfor?

»Fordi kvinder per definition er det svage køn. Svage mænd er tidens store tabu. Det taler vi ikke om. Mænd må helst ikke vise svaghed. Tag jer dog sammen, drenge! Kom i gang! Feministernes billede af manden krakelerer, hvis han viser sig at være svag. For manden er jo undertrykkeren, ikke?«.

Men billedet af undertrykkeren er vel heller ikke helt skævt: Toppen af det danske samfund består jo af jakkesæt – i både erhvervslivet og i det offentlige, ikke?

»Det anerkender jeg til fulde, og jeg ønsker da også, at mine to døtre får lige så stor chance for at blive departementschef som drengene i deres klasser. Men er det tidens største ligestillingsproblem? Nej, det er det ikke! Det suverænt største problem er de mange drenge, der falder igennem og aldrig bliver samlet op. Skrækscenariet er, at antallet af mænd, der ikke kan forsørge sig selv, eksploderer, at flere mænd bliver hjemløse, og at de sender de sociale problemer videre«.
Tegning:  Mette Dreyer
Skolesystemet
Ifølge Martin Munk er de overflødige drenge i stort omfang almindelige danske drenge, og udstødningen af dem starter allerede i klasseværelset:

»Folkeskolen har bevæget sig mod det akademiske, hvor du skal tale pænt, sidde stille, kunne formulere dig abstrakt – være voksenagtig, mens det fysiske er trådt i baggrunden. At man på lærerseminarierne har erstattet sløjd og håndarbejde med faget ’materielt design’ siger alt, ikke? Disse spilleregler passer meget bedre til piger end til drenge, og her har vi nøglen til at forstå, at drenge falder igennem i uddannelsessystemet, hvor lærerne i øvrigt er kvinder. Skolen har udviklet sig i en mere endimensionel teoretisk retning«.

Og det fortsætter?

»Ja, det fortsætter på gymnasiet. Og videre op i universitetsverdenen, hvor pigerne i den grad dominerer. Overgangen fra industri- til videnssamfundet betyder, at det, som mange fysiske drenge traditionelt har været gode til, får stadig mindre værdi. Alle – selv fagbevægelsen – synger den samme sang: »Vi er på vej mod et videnssamfund, hvor det der med at bruge sine hænder er noget, vi danskere trygt overlader til underbetalte arbejdere i Østen«. Man kunne lige så godt sige til disse drenge: ’Vi har ikke brug for det, du kan, kammerat!’. Er der noget at sige til, at de mister stoltheden og selvrespekten?«.

Hvad med kvinderne?
Martin Munk mener, at vi står over for en kønsrevolution. Et paradigmeskift. Historisk har det været kvinder, der har været underprivilegerede. Men nu står mænd med det største ligestillingsproblem.

Glemmer du ikke, at når kvinden står med eksamensbeviset i den ene hånd, står hun også med en barnevogn i den anden – og bliver alligevel ikke professor eller direktør?

»Sådan har det været, men det vil ændre sig. F.eks. er andelen af kvindelige professorer gået fra knap tre procent i 1976 til 14 procent i 2009. Og i dag er 47 procent af ph.d.-studerende kvinder. I fremtiden bliver der skrigende mangel på højtkvalificeret arbejdskraft – også ledere. Her vil både offentlige og private sige: Hvis ikke vi ansætter denne dygtige kvinde i ledelsen, så snupper konkurrenten hende. Videnssamfundet vil trække i retning af ligestilling – ingen tvivl om det«. [quote-1]

Men kan man tale om en kønsrevolution, når ni ud af ti ledere er mænd, og når forandringen går uhyre langsomt? Hvad med kvoter?

»Jeg er modstander af kvoter. Hvis du først udelukker dygtige drenge fra lederstillinger, så er det en del af den bevægelse, hvor drenge i forvejen er sat under pres. Det vil være meget uheldigt«.

Overflødige smænd
I de kommende år vil det maskuline proletariat vokse og vokse, mener Martin Munk. Men det er ikke kun arbejdsgiverne, der afviser de overflødige mænd – det gælder også kvinderne.

»Undersøgelser viser, at kvinder gifter sig opad – med mænd, der mindst har samme uddannelse, løn og stilling som dem selv. Men hvem skal parre sig med hvem, når der bliver flere veluddannede kvinder end mænd? Også her bliver mændene i bunden de store tabere«.

Men kvinderne skal jo have en mand?

»Skal de? Mange kvinder vil foretrække at være enlige, eventuelt med børn – og den tendens ser vi allerede især blandt højtuddannede kvinder. Et muligt scenarie er også, at kvinder flytter sammen med nogen af eget køn«.

Du fremstiller konsekvent mænd i taberrollen, men hvordan harmonerer det med, at mændene sidder i toppen?

»Mænd er både i toppen og bunden. Pointen er, at afstanden mellem dem, der klarer sig godt og dårligt, er markant større blandt mænd end blandt kvinder. De dygtige mænd vil stadig blive chefer, og fremtidens ægteskabsmarked vil blive et slaraffenland for dem. Men mændene i bunden taber. Hverken arbejdsgivere eller kvinder vil have dem, og de bliver udelukket fra fællesskaberne«.

Hvem taler deres sag?

»Ingen. De befinder sig under radaren. Altså lige bortset fra, når regeringen fokuserer på ungdomskriminalitet og -bander og overvejer at give dem fodlænker på fra 12-års-alderen eller tage børnechecken fra deres forældre. Der skal sættes ind over for drengene på en langt mere konstruktiv måde«.

Hvad skal der gøres?

»Vi skal indrette skolen, uddannelserne og arbejdsmarkedet, så det også passer til de fysiske drenge. Men allerførst skal vi erkende, at Danmark står med et massivt kønsproblem. Og her storsvigter elitefeministerne, når de i forsøget på at svække manden gennem kvoter i toppen af samfundet – hvor de selv befinder sig – overser tidens største ligestillingsproblem i bunden af samfundet. Hvad blev der lige af den sociale indignation?«.