For halvandet års tid siden, i marts 2008, skulle det progressive og debatskabende egnsteater Cantabile 2 i Vordingborg opføre forestillingen ’Bombshells – Sexbomber på afveje’.

Og jeg skal da ellers lige love for, at det blev noget af en forestilling!

Ja, det vil sige: Selve forestillingen var der vist ikke mange i Vordingborg, der så, men alle på egnen, der holder af et godt grin, husker tydeligt den tragi-komiske forestilling, der knyttede sig til plakaten, der skulle reklamere for ’Bombshells’.

Måske skulle jeg lige forklare, at Cantabile 2 forud for forestillinger altid er rundt til de lokale butikker med A3-plakater. Således også med plakaten for ’Bombshells’.

Det var nu ellers ikke, fordi der var noget særligt opsigtsvækkende ved den plakat, og alle vi, som holder af saftig erotisk kunst, bemærkede den knap. Der var fire unge piger på plakaten, og alle havde faktisk tøj på.

Der kan måske siges at have været lidt frækt ved hende helt ude til højre – for hun var klædt ud som brud, og hun var i gang med klæde sig på, så man kunne se hendes strømpebånd. Og det var så det ...!

Nogle dage efter havde teaterets chef, Nullo Facchini, fået besked om, at nogle mennesker ’af anden etnisk herkomst’ havde følt sig stødt over plakaten.

Den progressive og debatskabende teaterdirektør fik øjeblikkelig hedetur og skyndte sig offentligt at proklamere, at samtlige plakater, der var delt ud til butikkerne, øjeblikkelig skulle samles ind igen.

Kvababbelsen skyldtes, at han var blevet ganske rædselsslagen ved tanken om at komme til at genere nogle anden-etniske-herkomster og derved måske sætte sin polerede anstændighed over styr. Men tænk, hvis det havde været nogle Indre Missions-folk, der havde følt sig stødt …!

Mon dog Facchini så havde rendt rundt i Vordingborg og samlet plakater ind? Næppe. Nej, jeg gætter på, at han derimod offentligt var stået frem som frisindets ridder – og med glødende skorpioner havde tugtet de frelstes rygstykker.

For dette er jo det kendetegnende ved nutidens progressive kulturradikale: De er så fulde af fup og dobbeltmoral!

Tag nu bare deres hånlige beskrivelse af min herlige gamle ven og våbenbror Jesper Langballe, når de kalder ham ’den sorte præst’.

Se, nu ved jeg jo, at det er han fløjtende ligeglad med, for heldigvis ejer han ikke evnen til at blive fornærmet. Af samme grund ville det også være utænkeligt, at han selv gad forklare, hvorfor betegnelsen ’sort præst’ i hans tilfælde er aldeles misvisende.

For lad os lige kigge på, hvad en sort præst egentlig er. Ja, kendetegnene på sådan en kedelig karl er jo alment accepterede, og kan kort skitseres sådan:

Ja til hænderne over dynen!, Ja til dødsstraf!, Ja til en fundamentalistisk tro!, Ja til religiøs underkastelse!, Nej til sex inden ægteskabet!, Nej til fri abort!, Nej til onani!, Nej til latterliggørelse af religion! Nej til kvindelige prædikanter!, Nej til homoseksualitet!, Nej til registrerede partnerskaber!, Nej til alkohol!

Til hvert af disse udsagn vil Jesper Langballe svare med en skraldende latter, for de må da have spist søm.

Til hvert udsagn vil Abdul Wahid-Petersen derimod klappe i sine små imam-hænder og råbe: ’Allahu Akbar!’.

Men hvem er det så lige, der er sort? Jo, rigtigt! Abdul agerer i al sin færden netop som en ægte, tørvetrillende intolerant, sort præst. Hvad angår frisind og tolerance er Abdul hundrede gange værre end Indre Missions stifter Vilhelm Beck.

Og min respekt for Vilhelm er samtidig hundrede gange større, for i det mindste snoede Vilhelm sig ikke som en orm, når det gjaldt om at sige det, han så som sandheden. Vilhelm stod der med åben pande og var ærlig!

Det bemærkelsesværdige, det overraskende ved hele historien er, at det er folk som den triste, sorte og humorforladte Abdul, som nutidens kulturradikale hylder eller i bedste fald holder oppe, mens de fra en kant af fordømmer Jesper.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen

Og midt i al denne forvredne kulturradikale dobbeltmoral spørger jeg mig selv, hvor salig Poul Henningsen ville stå, hvis han oplevede, hvordan hans nutidslærlinge ter sig i et snoende og slibrigt forsøg på at fedte for en flok elendige middelalder-muslimer? Det kan vi ikke vide, og jeg vil ikke tage ham til indtægt.

Kun husker jeg, at PH sagde det så stærkt: »Alle taler om, at man ikke må såre folks følelser. Men hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis det var fornuften, man ikke måtte såre«. Hans pointe var, at selvfølgelig skal der provokeres og chokeres – også gerne for provokationens egen skyld.

Det er og bliver grinagtigt, at det i vore dage er de kulturradikale, der som kønsløse og sarte planter stærkest påberåber sig anstændighed og progressivitet, og modsat benævner os andre uanstændige, reaktionære eller sorte.

Men man kan fra kulturradikal side hoppe og danse alt det man vil, og forsøge at gøre sort til hvidt – men de kulturradikales nye allierede er og bliver triste puritanere, langskæggede middelalder-mullaher, sex-forskrækkede dogmatikere, hættemåger, homofober, abortmodstandere, ølhadere og mandschauvinister. Sikke dog nogle kulsorte kammerater!

Jeg har elsket at læse om Poul Henningsen, når han pryglede løs på den borgerlige anstændighed og puritanismen. PH bragte frisk luft ind over landet, da han hentede Josephine Baker til Danmark. I dag ville en puritansk Nullo Facchini-type nok fjerne plakaten med hende i bananskørtet – og derudover kun al hendes dejlige nøgenhed – for ikke at genere nogle anden-etniske-herkomster.

Jo, jeg må tilstå, at jeg har så vældig vanskeligt ved at forstå årsagen til, at nutidens kulturradikale og socialister har sat sig for at please det puritanske, humorforladte, bornerte, småborgerlige samfundssystem, som kaldes islam. Jeg bryster mig ellers af at være god til at sætte mig ind i andre menneskers tankegang, men dette ligger uden for min fatteevne.

Og dog er der måske et par forklaringer, som giver mening.

Den første er frygt. Nullo skulle jo ikke have sit teater ødelagt – og han skulle jo ikke passes op på gaden i Vordingborg eller på anden måde generes. Den anden forklaring er angsten for at ’gå Dansk Folkepartis ærinde’. De tav i kvindegrupperne og blæste på deres undertrykte muslimske søstre – for de ville så nødigt gå Dansk Folkepartis ærinde.

Og sådan glemte og gemte alle de progressive, alle de kulturradikale, alle socialisterne alt det, der egentlig var børnelærdom hos dem: kritikken!

Den skånselsløse kritik mod alle kulsorte. Den nødvendige kritik af dogmatikere, som var ved at kvæle landet med alle deres puritanske krav. Den afgørende religionsskritik.

De glemte rent ud sagt, hvad de var sat i verden for. De allierede sig med deres naturlige fjender. For de ville jo så nødigt gå Dansk Folkepartis ærinde …