Om jeg er socialist, kommer an på, hvad man forstår ved begrebet.

Oprindeligt var socialisme jo knyttet til en økonomisk nyordning, hvor fællesskabet, samfundet og lønmodtagerne i en eller anden form overtog ejendomsretten til produktionen. Og hvis man spørger, om jeg er socialist i den forstand, så er svaret nej.

Den demokratiske socialisme derimod er en samfundsorden, hvor der er et udviklet politisk demokrati, en høj grad af social harmoni, udligning af forskelle og social tryghed.

Og hvor der også er et økonomisk demokrati i den forstand, at ejendomsretten er spredt ud til mange, og vi har rammer for samfundsudviklingen gennem en stærk offentlig sektor samt et stærkt samfund, der lægger spillereglerne for kapitalen.

For mange knytter socialismen sig til et system, som vi aldrig har været enige i, som vi altid har bekæmpet, og som altid har bekæmpet os.

I al den tid, hvor kommunisterne hærgede i øst, var det svært for folk at skille den demokratiske socialisme fra kommunismen. Derfor er det heller ikke overraskende, at ordet bruges mindre i dag, end det gjorde tidligere.

Frank Aaen, MF (EL)

Jeg er socialist, ja. Og jeg er socialist i den forstand, at vi skal have demokratiseret økonomien.

Lige nu fungerer demokratiet kun i den politiske sfære, men lige så snart vi kommer til fabriksportene, så holder demokratiet op, og ejerne bestemmer. Det skal demokratiseres.

Gang på gang viser det sig, at det grundlæggende problem, når befolkningen og politikerne ikke kommer igennem med deres ønsker, er, at økonomiske interesser vil noget andet.

Selv om det ikke blev sværere at kalde sig socialist efter Murens fald, så fik socialistiske idé det overraskende ikke nemmere.

Man kunne med god grund tro, at når socialismen blev befriet fra den måde, den blev forvaltet på i Østeuropa, så ville tanken stå stærkere. I praksis så vi i stedet, hvordan troen på, at socialisme overhovedet kunne lade sig gøre, blev svagere.

Jeg mener dog i dag, at begrebet er mere populært blandt befolkningen, end nogle politikere tror. Derfor kunne man også ønske, at SF og S gjorde mere ud af at sige, om de faktisk vil en større forandring af samfundet, så markedets magt begrænses, og demokratiet udvides til at omfatte økonomien.

I praksis kan man ikke være socialist, hvis ikke man går med til at ville demokratisere markedet. Det er ren ønsketænkning.

Steen Gade, MF (SF).

Jeg plejer gerne at sige, at jeg er liberal-grøn socialist. Jeg har altid været SF’er. Også dengang, det nærmest var noget af det mest højreorienterede, man kunne være. Jeg var hverken VS’er eller kommunist. Det kunne jeg ikke stå inde for.

Murens fald gav helt sikkert et kommunikationsproblem for sådan en som mig. For når det lige pludselig er den røde fane, folk brænder af i deres retfærdige kamp for frihed, hvordan kan man så kalde sig socialist, selv om mine socialistiske budskaber intet havde til fælles med den undertrykkelse, der foregik?

I dag er det intet i vejen for at bruge betegnelsen. De emner, der præger dagsordenen lige nu, kræver, at man bliver inspireret af den socialistiske tænkning. Vi har set, hvad der sker, hvis man bare giver markedet total frihed.

Hvis ikke der var regeringer rundt om i verden, som, på trods af at de kalder sig borgerlige, tænkte med udgangspunkt i en form for socialisme og lod staten gribe ind, så havde vi set et krak, som vi gjorde i 1929.

Men selv om det nu er nemt for mig at vedkende mig socialismen, er det ikke det interessante. Det interessante er indholdet.

Derfor har det heller ingen effekt på vælgerne, når Dansk Folkeparti insisterer på at kalde os SOCIALISTISK Folkeparti, så længe vores politik er med til at sikre en bedre børnepasning i kommunerne.

Christine Antorini, MF (S).

Jeg ville gerne kalde mig socialist, men jeg kan det ikke længere. Jeg har altid bekendt mig til den strømning, der kaldte sig den demokratiske socialisme, og som bl.a. SF udsprang af i et opgør med den totalitære sovjetstyrede kommunisme.

Efter Murens fald bliver folk opfattet som tossede, hvis de bekender sig som kommunister. Derfor kalder alle småpartier på venstrefløjen sig nu for noget med socialist.

Uden nødvendigvis at have ændret deres holdning til f.eks. ikke-demokratiske revolutioner og princippet om ’demokratiske centralisme’ som argument for at lukke munden på ’de forkerte meninger’ i partiet.

For mange, der kalder sig socialister, accepterer i den gode sags tjeneste for de fattige og undertrykte at begrænse demokratiet og dermed de grundlæggende menneskerettigheder.

Det er desværre virkeligheden, der har gjort det umuligt at bruge ordet socialist.

Jeg har det rigtig fint med at være blevet socialdemokrat. Ingen tvivl om det demokratiske ståsted, og ingen tvivl om et mere socialt retfærdigt samfund som en hovedmålsætning. Socialist kalder jeg mig ikke mere.

Sophie Hæstorp Andersen, MF (S)

Jeg er demokratisk socialist.

I starten og midten af 1990’erne, da jeg var medlem af Socialdemokratisk Ungdom (DSU), prøvede flere fra højrefløjens ungdomspartier ofte at tegne det billede, at når nu Muren var væk, måtte det socialdemokratiske projekt også være dødt.

I den periode kunne det være svært at vedkende sig socialismen, men vi gjorde i DSU meget ud af at forklare, at vi ikke havde det fjerneste med kommunisterne at gøre.

Socialdemokraterne har siden Stauning haft en reformistisk tilgang til det at være socialist. Og ser man på de tidligere Østlande, førte frygten for socialismen i kølvandet på kommunismens sammenbrud også til, at de flygtede helt over i den modsatte grøft og lod alt for store dele af deres samfund styre af markedsprincipper.

Da de problemer, det bragte med sig, begyndte at vise sig, blev det også igen muligt at tale om, at der er en anden vej. En socialdemokratisk vej.

I dag ser jeg ikke de store problemer i at kalde sig socialist. Men socialdemokraterne er også en blandet flok, og mens nogle ikke vil røre begrebet med en ildtang, kan andre, som mig selv, stå ved det i et eller andet omfang.