Afghanistan er født som den gode krig.

Fordi den var det direkte svar på terrorangrebet 11. september 2001. Fordi Osama Bin Laden havde sine terrorlejre i Afghanistan. Fordi FN støttede indgrebet. Fordi næsten hele verden i forvejen betragtede Taleban som et forbryderregime.

Krigen blev politisk set endnu bedre, fordi den kom til at stå som modstykket til Irakkrigen i 2003. Den krig splittede ikke bare FN, men også EU og Nato og mistede efterhånden de amerikanske vælgeres støtte. Afghanistan blev så fra 2004 brugt til igen at samle Nato om USA.

fakta

Tøger Seidenfaden
Chefredaktør på Politiken

For præsidentkandidat Obama blev Afghanistan den krig, der skulle vise, at hans modstand mod Irakkrigen ikke var dogmatisk, men pragmatisk. Med Obamas ord var Afghanistan i modsætning til Irak en nødvendig krig, der skulle vindes. Også her på Politiken har vi støttet Afghanistankrigen.

Ligesom vi støttede den succesrige luftkrig mod Serbien i 1999, der reddede en million kosovaalbanere fra fordrivelse, og de militære aktioner mod Saddam Hussein i 1990'erne. Vores modstand mod den danske deltagelse i Irakkrigen i 2003 har været undtagelsen, der bekræfter reglen.

Desværre betød det brede politiske grundlag for krigen ikke, at den blev ført godt. Tværtimod har krigsførelsen været præget af store forsømmelser. Sejren i 2001 blev vundet af CIA-rådgivere, der sørgede for luftstøtte til talebanernes fjender.

Der blev indsat ganske få soldater, primært specialstyrker, der skulle fange Osama Bin Laden og uskadeliggøre al-Qaeda. Men det lykkedes ikke engang at fange Talebanledelsen endsige Bin Laden. Samtidig betød det snævre amerikanske fokus på terrorbekæmpelse og bestikkelse af krigsherrer, der skulle fange al-Qaeda-krigere, at USA og Nato først indledte forsøget på at stabilisere og demokratisere Afghanistan i 2004.

Siden er der ført krig mod Taleban og andre oprørsbevægelser, en krig, der stadig mere entydigt har udviklet sig i oprørernes favør.

Lige nu står vi midt i en ’tænkepause’, hvor den nye amerikanske øverstkommanderende, Stanley McCrystal, har lagt sit bud på en ny strategi frem og anmodet om mellem 40- og 60.000 flere amerikanske soldater.

Grundlaget for generalens nye strategi er en sønderlemmende kritik af den måde, krigen hidtil er ført på. I hans fortrolige rapport, der blev lækket til Washington Post i september, står der, at Nato-styrkerne hidtil har koncentreret sig om at forsvare sig selv og dræbe flest mulig talebanere.

General McCrystal ønsker at ændre Nato og USA’s kampmåde, fordi målet må være at vinde befolkningens støtte. Det er nemlig den eneste måde at besejre folkeligt forankrede oprørsbevægelser. Soldaterne skal ud af deres baser, være i tæt kontakt med de lokale og om muligt undgå brug af luftstøtte, fordi den koster så mange afghanske civile livet. Det vil koste større vestlige tab, men er i følge McCrystal den eneste vej frem.

Intellektuelt er McCrystal imponerende. Men kritikere sætter spørgsmålstegn ved, om man virkelig kan ’begynde forfra’ efter otte års fejlslagen krig. Kritikerne påpeger samtidig, at hvis oprørene i Afghanistan virkelig skal nedkæmpes, så kræver de lærebøger, generalen henviser til, at der skal være 5-600.000 soldater til rådighed – ikke de 150-160.000, der er det højeste, han har turdet drømme om.

Samtidig er der ingen sammenhæng mellem den militære strategi, generalen anbefaler, og det mål, præsident Obama for længst har erkendt, er det eneste, der kan begrunde krigen. Obama vil i erkendelse af, at Afghanistan hverken har et legitimt eller stabilt styre (en forudsætning, som også McCrystal ser som helt afgørende for en succesrig oprørsbekæmpelse), først og fremmest bekæmpe al-Qaeda og forhindre, at Afghanistan igen bliver en terroristbase.

Efter det kuldsejlede præsidentvalg i denne uge har også danske politikere erkendt, at demokratimålsætningen her og nu er en illusion. Rationalet for krigen er nu, at der kæmpes i Afghanistan, for at det ikke igen skal blive en base for al-Qaeda og dermed for at beskytte Danmark mod terror.

Vi er tilbage i 2001, og det argument, der begrundede angrebet mod Taleban. Argumentet er til at forstå. Men holder det? Ville al-Qaeda vende tilbage til Afghanistan, hvis de vestlige styrker forlod landet. Og ville det øge terrortruslen, hvis de gjorde det?

De mistænkte for terror mod Danmark i sidste uge er fra Chicago og har forbindelse til bagmænd i Pakistan. Meget få afghanere deltager i international terror. Men det gør ganske mange saudier, pakistanere, yemenitter, egyptere og nordafrikanere samt indvandrere i Europa og i mindre omfang USA. Mange eksperter anser i dag al-Qaeda for en inspirationskilde eller et terrorvaremærke. Terroren kan opstå hvor som helst.

Måske har terroristerne stadig brug for et egentlig bagland. Men hvorfor skal det være i Afghanistan? Store dele af Pakistan er til rådighed. Og det samme er for den sags skyld Somalia, Sudan, Yemen og alle mulige andre fjerne landområder i den muslimske verden. Kan det begrunde, at vi har store vestlige hære i kamp alle disse steder? Naturligvis ikke.

Ved nærmere eftertanke er ønsket om at forhindre al-Qaeda i at vende tilbage til deres nedbrændte lejre i Afghanistan meningsløst. Terroren må bekæmpes der, hvor den er, med politimetoder og præcise våben, ikke store konventionelle krige. Det ville være indlysende, hvis ikke straffeaktionen i Afghanistan i 2001 og krigen mod Saddam Hussein i 2003, der begge foregik under etiketten ’den store krig mod terror’, havde forvirret vores begreber.

Men hvis målet om at stabilisere og demokratisere Afghanistan er udsigtsløst, og forsøget på at forhindre al-Qaeda i at holde til lige præcis dér er meningsløst, hvad kan så – ud over inerti – begrunde en vestlig tilstedeværelse i landet, der koster mange menneskeliv og mange, mange penge?

Det eneste seriøse bud på en vestlig interesse i området, der kan begrunde så store anstrengelser, har et navn: Pakistan.

Pakistan rummer verdens største koncentration af aktuelle og potentielle ekstremister af islamistisk aftapning. Landet er udrustet med atomvåben. Tanken om, at det arsenal skulle falde i al-Qaeda-lignende hænder, kan begrunde rigtig meget. Det er en vestlig sikkerhedsinteresse, som det er værd at kæmpe for.

Her melder der sig imidlertid et par rigtig ubehagelige spørgsmål. Har den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan gennem de sidste otte år bidraget til at stabilisere eller destabilisere Pakistan? Og hvad kan vi i det hele taget gøre for at stabilisere Pakistan?

Svaret på det første spørgsmål giver desværre sig selv. Vores krig har destabiliseret Pakistan voldsomt.

Svaret på det andet spørgsmål er komplekst. Men sikkert er det, at Pakistan ikke kan invaderes og ej heller vil modtage vestlige styrker. Landet har 180 millioner indbyggere – mange gange flere end Irak og Afghanistan tilsammen – og en meget stor hær – foruden de nævnte atomstyrker.

Og Pakistans militære magthavere betragter grundlæggende de afghanske talebanere – og mange andre lignende grupper – som en del af deres strategiske instrumenter i deres eksistentielle konflikt med Indien. Skal Pakistan blive en konstruktiv stat i forhold til Afghanistan (og meget andet), skal problemet med Indien løses. Men det lader sig helt sikkert ikke gøre inden for en tidshorisont, der har relevans for vores militære tilstedeværelse i Afghanistan.

Facit er uomgængeligt. Der er intet strategisk formål med og ingen realistisk udsigt til succes for vores krig i Afghanistan. Hvor pinefuldt det end er at indse det, bliver det ikke mindre pinefuldt af, at vi udskyder erkendelsen på ubestemt tid.

Hvad bør præsident Obama på den baggrund beslutte? Og hvad vil han beslutte?

Præsidenten er under hårdt pres for at bevise, at han har styrken til at fastholde og vinde en krig, der lige nu går dårligt og er upopulær. Det er på det nærmeste umuligt for ham med et slag at erkende, hvor galt det står til. Han har selv udnævnt general McCrystal. Det giver derfor sig selv, at han ikke vil beordre en øjeblikkelig tilbagetrækning, hvad der naturligvis også ville være uansvarligt.

Men han bør formulere en exitstrategi og en tidshorisont, hvis han vil undgå, at hele hans embedsperiode belastes voldsomt af en udsigtsløs krig, sådan som hans forgænger som reformator og demokrat Lyndon B. Johnson oplevede det i Vietnam. En exitstrategi over for eksempel to år, hvor der gøres mest muligt for at styrke den afghanske hær – og hvor forstærkninger til general McCrystal endda kunne indgå for at sløre billedet af et strategisk nederlag.

Efter de vestlige styrkers udmarch skulle en del af de enorme beløb, det ville spare, bruges på at støtte de magthavere i Kabul, der fortsat vil samarbejde med os – med både våben, penge og udviklingsbistand. Her kunne der samtidig blive rigeligt tilovers til en støtte- og udviklingspakke til Pakistan, der sammen med en diplomatisk offensiv i hele regionen kunne gøre en langsigtet forskel.

Hvis krigen ikke giver mening for USA, giver den naturligvis heller ikke mening for Danmark. At demokratihåbet, er falmet er i forvejen stærk demotiverende for mange af dem, der kæmper og har kæmpet . Forsvarets officerer kræver allerede en exitstrategi. Krigen i Afghanistan kan næppe vindes og giver under alle omstændigheder ingen fremadrettet mening.

Det er på tide, at vi begynder at lægge planer for hjemturen. Både i USA og herhjemme.