Så er vi på den igen: en ny fødevareskandale med gammelt hakkekød, der pakkes om for at kunne sælges efter sidste salgsdato.

En skandale, som kommer til at gentage sig om og om igen i alskens forklædninger, indtil danskerne begynder at spendere mere på gedigne fødevarer.

Men hvorfor ofrer vi næsten ingenting på mad?

Svaret er simpelt: I 60’erne fik vi nye værdinormer og en ny opfattelse af, hvad et godt liv er. Uhørt materialisme blev pejlemærket, biler, store boliger langt fra arbejdet, rejser, tøj, tv og alt det andet tingeltangel, som intet har at gøre med et egentligt liv. Et sæt værdinormer, som kostede flere penge, end den almindelige dansker havde, hvilket betød, at der skulle to indkomster til at drive et hushold – mod før en.

Kvinder kom for alvor ud på arbejdsmarkedet og gik ikke længere i køkkenet, så næste generation kunne se, hvordan man lavede mad. Og ikke nok med at evnen til at lave mad forsvandt, det samme gjorde almen viden om råvarerne, evnen til at se deres kvalitet, hvornår de var i sæson, og hvad de skulle koste.

Kvaliteten på den mad, der blev lavet, svandt i takt med det overleverede håndværk, og den pose penge, der blev brugt til indkøb, blev næsten usynlig i danskernes budget for at give plads til forbruget af indholdsløse ting, som naboen kunne se. »Jeg har, jeg er«, men kun på ydersiden.

Så vi står med en befolkning, der ikke kan lave mad, ikke vil bruge penge på råvarer, ikke ved, hvordan maden skal smage, fordi de har vænnet sig til smagen af det argeste lort og nu bedre kan lide den. Og desuden har vænnet sig til et materielt forbrug, der ikke levner en krone til mad.

Samtidig er der fra danskernes side alle hånde undskyldninger for ikke at lave god mad, som f.eks.: »Vi har ikke tid«. Må jeg være fri. Med skide 37 timers arbejde per uge holder den ingen steder. Eller: »Det er for dyrt«. Blandt alle europæiske befolkninger bruger vi mindst af vores disponible indkomst på mad. Så det er da det rene pladder.

Danskerne har valgt at afsætte så lidt på madbudgettet, at man ikke kan producere fødevarer i Danmark, der er billige nok. Så hvis udviklingen ned ad bakke fortsætter, kommer vi til at leve udelukkende af importerede fødevarer i løbet af 10-15 år. For når producenterne skal tjene lige så mange penge som alle andre for at få råd til dansen om guldkalven, så er de nødt til at sælge lort, snyde og humbugge sig til deres penge.

Der er nemlig kun én vare på hylden, og det er den, der kan sælges. Så når der mangler gode varer, er det, fordi ingen efterspørger dem. Der er sgu ingen, der lader en niche, hvor der kan tjenes penge, stå ubenyttet hen. Ville danskerne have gode råvarer, var der også nogen, der ville sælge dem til dem.

Kort sagt, danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på noget andet. Det er et bevidst valg, og alle valg har konsekvenser, positive eller negative. Så hvis danskerne er utilfredse med tingenes tilstand på madfronten, kan de kikke i spejlet. Spis en kiks, tør øjnene og tag en tår mælk!

Vil forbrugerne have bedre fødevarer, skal de altså ændre vaner, både hvad angår pengepungen og evnerne til at lave mad. Men med den baggrund de har, bliver det lige så let som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara. Det kan ikke lade sig gøre. Der er prøvet de seneste 40 år med alle hånde tiltag, råd, skræmmekampagner, formaninger og planer. Intet har hjulpet.

Danskerne skal have evnen til at lave mad tilbage. De skal have viden om råvarer tilbage, og de skal have råd til at købe kvalitetsvarer og ændre sættet af værdinormer, så ægte menneskelige værdier står før materialismen. Først når de forudsætninger er på plads, vil tingene ændre sig.

Hvis vi skal ændre noget, må vi først gøre det klart, at det koster væsentlig mere at spise ordentlig mad.

Vi skal simpelthen tredoble madbudgettet, hvis vi vil i nærheden af det niveau, man har i Sydeuropa. Påstanden om, at vi kan få både billige og gode råvarer, hvis blot vi får mere konkurrence, er det mest stupide, man kan sige. Kun med en meget større pose penge får man kvalitetsvarer og undgår, at den ene fødevareskandale afløser den anden. Så er det bare videre ned ad skråplanet mod bunden, og den kommer nærmere hver dag.

Desuden har danskerne et personligt ansvar, som de burde tage gravalvorligt i stedet for at klynke over, at alting ikke bliver gjort for dem. Firmaer og offentlige institutioner forventes at sørge for, at vi får noget ordentligt at spise (hvilket er o.k.), uden at de behøver at følge op på noget som helst på hjemmefronten. Hvis man ikke selv kommer ind i kampen, forlanger bedre fødevarer og øver sig i at lave god mad, vel at bemærke hver dag, så sker der ikke en skid.

Danskerne må lære at lave mad, bringe viden om råvarer og kvalitet tilbage, antage et nyt sæt ’menneskelige’ værdinormer i stedet for uhørt materialisme og lægge et stenhårdt pres på politikerne, som tror, at man får bedre råvarer, hvis man finder på endnu et værdiløst klistermærke, som fortæller forbrugerne, at ’denne vare er i orden’, uden at der er det fjerneste forsøg på at bringe bedre varer til torvs.