Mogens Lykketoft har i et indlæg om forskelle mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne fremført, at DF’s bekymring for de fremmede bidrager til dæmonisering, modvirker integration, skærper angst og modsætninger og slider på anstændigheden i det danske samfund.

Jeg kunne for så vidt ikke være mere enig. Men jeg er forbløffet over, at det er Mogens Lykketoft, der fremkommer med de synspunkter, for virkeligheden er jo, at hans parti og for den sags skyld også SF har lagt sig i præcis det samme spor. Udlændingepolitik står ikke til debat. I et demokratisk samfund er et af de vigtigste spørgsmål blevet tabu.

Man har sat de radikale og Enhedslisten i skammekrogen som ekstremister, der bare er ude på at åbne for indvandring gennem en ladeport, og som i øvrigt holder hånden over kriminelle, når bare de er muslimer.

V og K følger Pias vilje, for ellers bliver taburetterne trukket væk under dem. Og S og SF tier og samtykker, for de mener, at de ikke kan vinde det næste valg, hvis de har en egen udlændingepolitik.

Det aftvinger respekt, at DF i det mindste siger, hvad de mener. De kan ikke fordrage fremmede, især ikke muslimer. Færdigt arbejde. Mor Pia har endog lært sine folk at udtrykke det på en måde, så de ikke kommer i strid med straffeloven. Det er endvidere lykkedes at tegne et skræmmebillede for befolkningen, så borgerne tror, at muslimerne er kommet til Danmark for at indføre sharialovgivning her.

Det er vel ikke umuligt, at der er enkelte, der går rundt med sådanne fromme ønsker, men vi har jo også sendt gode danske mænd og kvinder til muslimske lande med den bagtanke, at muslimerne skulle blive kristne. Der er ingen grund til at frygte, at de muslimske missionærer vil kunne fremvise bedre resultater end de kristne.

Jeg bryder mig ikke om den tanke, at man kan flygte fra Danmark og søge asyl i en dansk kirke. Religion bør ikke være en stat i staten. Politiet havde derfor ret til at gå ind i Brorsons Kirke, hvis de ville forhøre nogle af dem, der opholdt sig der.

Nu er det jo ikke dermed sagt, at fordi noget er lovligt, så er det også klogt. Jeg har forståelse for, at det er lettere at gennemføre upopulære aktioner om natten, hvor en stor del af borgerne sover, men natlige politirazziaer minder i for høj grad om politirazziaer i diktaturstater, så man skulle nok have taget besværet og handlet i dagslys. Det havde i højere grad lignet et yndigt land.

»Lov er lov«, sagde den såkaldte oppositions leder, og samtlige MF’er fra S og SF gemte sig i hendes skørter. Og dem, der var kritiske, stemplede integrationsministeren som ’autonome’. Hun mente det vist ikke som et kompliment.

Vi andre kunne så med længsel tænke tilbage på den tid, hvor netop hun fremstod autonomt i forhold til partidisciplin og andre forsøg på at knægte selvstændig tænkning. Den sande Birthe Rønn Hornbech har desværre gemt sig under ministertaburetten.

Alle tier og samtykker
Selvfølgelig må lov være lov. Men det må gælde for alle, også myndighederne. Man har ophøjet Flygtningenævnet til en højesteret, hvis afgørelser ikke kan appelleres. Det er et nævn med tre medlemmer, hvoraf kun én har kvalificeret sig til at være dommer.

En af de andre repræsenterer Integrationsministeriet. Dermed overtrædes grundloven, der kræver klar adskillelse mellem den lovgivende og den dømmende magt. Som repræsentant for et ministerium, der har en klar politisk holdning til asylproblemet, er den pågældende ’højesteretsdommer’ i tilgift klart inhabil.

Men alle tier og samtykker. Befolkningen bliver vildledt. Regeringen og de store oppositionspartier har et fælles ansvar for, at retsbevidstheden, der burde være karakteristisk for Danmark, bliver trådt under fode.

På basis af en økonomisk situation, der havde en ubehagelig duft af bestikkelse, fik man den irakiske regering til at indgå en aftale. Hvad der helt præcist står i aftalen, må vi ikke vide, så vi ved ikke, om vi handler i overensstemmelse med indholdet. Man inviterer irakiske personer herop for at forhøre nogle af irakerne, der bor her. Men de afhørte må ikke have bisiddere endsige advokater med sig. Alt sammen på kanten af loven, for nu at udtrykke det pænt.

Som medlemmer af FN burde vi følge FN’s forskellige henstillinger. F.eks. burde vi ikke sende mennesker til områder, som UNHCR erklærer for at være for farlige. Vi holder da også vore egne observatører på god afstand, men nogle afviste asylansøgere er vist robuste nok til at stå for mosten. Og sådan kunne jeg blive ved. Lov er lov, når vi kan bruge loven imod de svage, in casu muslimer.

Nej, jeg vil ikke åbne landet som en ladeport for indvandrere. Nej, jeg vil ikke holde hånden over kriminelle, hvad enten de er af den ene eller den anden religion. Men jeg vil nok give indvandrere mere i starthjælp, så de ikke fristes til at stjæle. Jeg ville beskæftige de unge, så de ikke bliver henvist til gadehjørner og bandekrig. Jeg ville lette vejen for at lade dem blive statsborgere, så at de kunne deltage i den demokratiske proces.

Jeg ved ikke, om de nævnte citater af Mogens Lykketoft var en lapsus, eller om der virkelig er åbnet op for en anstændig debat, hvor alternativer til den førte politik i det mindste tør nævnes, uden at der bruges ukvemsord i den anledning.

LÆSMogens Lykketoft svarer Bent Melchior