Efter offentliggørelsen af en række belastende e-mail fra et britisk klimaforskningscenter står den yderligtgående miljøbevægelse tilsyneladende ved et vendepunkt.

Afsløringen af de rystende metoder, som såkaldte eksperter i klimaforandringer benytter sig af, giver omsider den amerikanske befolkning mulighed for at forstå den bekymring, som mange af os har givet udtryk for i dette spørgsmål.

’Klimagate’, som man nu kalder disse e-mail og andre dokumenter fra klimaforskningscentret ved University of East Anglia, har afsløret en stærkt politiseret kreds af forskere.

Det er den samme kreds, hvis arbejde danner grundlag for forhandlingerne under den nuværende klimakonference i København. De politiske dagsordner, der søges fremmet i København, vil ikke lave om på vejret, men de vil til gengælde gå ud over vores økonomi.

Det fremgår af de omtalte e-mail, at fremtrædende ’klimaeksperter’ bevidst har destrueret dokumentation, manipuleret med data for at »skjule faldet« i de globale temperaturer og forsøgt at gøre deres kritikere tavse ved at forhindre dem i at offentliggøre artikler i de anerkendte fagtidsskrifter.

Dokumenterne viser desuden, at der end ikke herskede en egentlig konsensus blandt forskerne på klimaforskningscentret. Nogle af dem nærede stærk tvivl om nøjagtigheden af de århundredgamle temperaturmålinger, der er blevet brugt til at understøtte påstanden om, at temperaturen i de senere år er steget alarmerende hurtigt.

Skandalen skaber naturligvis tvivl om de forslag, der fremsættes i København. Jeg har altid ment, at beslutninger skulle træffes på et solidt – og ikke et politiseret – videnskabeligt grundlag.

Som guvernør i Alaska tog jeg et opgør med den politiserede videnskab, da jeg lagde sagde an mod den amerikanske forbundsregering, fordi den satte isbjørnen på listen over truede dyrearter, selv om bestanden af isbjørne var mere end fordoblet.

Jeg fik hug for mine handlinger af yderligtgående miljøfolk fra hele USA, men jeg stod ved mit standpunkt om, at det var misbrug af loven om truede dyrearter at sætte en sund dyreart på listen under påberåbelse af »klimaforandringernes konsekvenser«. Det ville have gjort ubodelig skade på Alaskas og hele landets økonomi og samtidig begrænset mulighederne for en ansvarlig udvikling.

Vore repræsentanter i København bør huske på, at gode miljøpolitiske beslutninger handler om at afveje reelle udgifter og fordele – ikke om at forfølge en politisk dagsorden. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender visser forandringer i klimaet – slet ikke.

Jeg var på nærmeste hold vidne til virkningen af ændrede vejrmønstre, da jeg var guvernør i USA’s eneste arktiske stat. Jeg var en af de første guvernører, der nedsatte en særlig kommission til at forholde sig specifikt til dette spørgsmål og anbefale fornuftige løsninger på kysterosion, tøende permafrost og smeltende havis – problemer, der påvirker Alaskas byer og infrastruktur.

Men selv om vi anerkender disse naturlige, cykliske miljøtendenser, kan vi ikke med sikkerhed fastslå, at menneskets aktiviteter medfører vejrforandringer. Det, vi til gengæld kan fastslå, er, at de potentielle fordele ved de foreslåede reduktioner af udledningen er langt mindre end de økonomiske omkostninger. Og omkostningerne er reelle.

I modsætning til de forslag, som Kina og Indien fremsatte forud for topmødet i København – forslag, der faktisk giver dem ret til at øge deres udledning – indebærer præsident Obamas forslag, at vi på længere sigt skal skære alvorligt ned på vores udledning af CO2.

Præsident Obama erklærede i sin tiltrædelsestale, at han havde til hensigt at »genrejse videnskaben til dens retmæssige status«. Men i stedet for at blive hjemme fra København og sende det budskab, at USA ikke vil have noget med videnskabelig svindel at gøre, har præsidenten sat endnu mere på spil.

Han har tænkt sig at ankomme, når topmødet er på sit højeste, i håb om at få en »aftale«. Uanset hvilken aftale, han får, bliver den ikke til gavn for den amerikanske befolkning.

Det, Obama i virkeligheden håber at få med hjem fra København, er mere pres, der kan få vedtaget demokraternes forslag om et kvotesystem, der er baseret på et udledningsloft og på strafbeskatning. Det er en politisk manøvre.

Det sidste, amerikanerne har brug for, er uigennemtænkt lovgivning, der hæver skatten og koster arbejdspladser – særligt, når forsøget på at gennemføre denne lovgivning er baseret på videnskab med en skjult dagsorden.

Når videnskaben ikke er troværdig, og når der er så meget på spil, bør amerikanerne tage deres forbehold over for det, der kommer ud af denne politiserede konference. Præsidenten bør boykotte København.

Oversættelse: Tonny Pedersen