Politiken har bedt den gudløse antropolog Dennis Nørmark og præsten Sørine Gotfredsen om at interviewe hinanden om julen og troen på Gud.

Oplægget fra redaktionen var klart: Ram modstanderen dér, hvor det gør mest ondt.

Herunder stiller Dennis Nørmark spørgsmålene til Sørine Gotfredsen. På linket nederst interviewer Gotfredsen Nørmark.

Gud kan ødelægge den gode stemning
Sørine Gotfredsen, du har på et tidspunkt udtalt, at du kommer fra et gennemsekulært hjem. Betyder det, at du har stået for det pinlige indslag med Gud i din familie juleaften?

»Nej, men jeg har været med til at trumfe igennem, at vi skulle synge salmer. Selv om jeg kommer fra et sekulært hjem, er det ikke et hjem, hvor man bekæmper det kristne. Det tager man ret afslappet«.

Så du kan godt holde en kristen jul inden for den sekulære ramme?

»Ja, for den kristne ånd er ikke noget, man behøver at udforme i handlinger, ritualer eller skikke. I forvejen er julen jo pakket ind i en kristen tankegang, så det primære for mig juleaften er, at jeg kan have mine tanker og min tro inden i mig selv. Det er ikke noget, jeg behøver at påføre min familie«.

Men kan du genkende, at det med at bringe Gud på banen kan ødelægge den gode stemning?

»At bringe Gud på banen kan ødelægge den gode stemning overalt. Hvis man skal føre meningsfulde samtaler med andre mennesker, er det ikke altid smart at bringe Gud direkte på banen. For det er svært at snakke om og svært at forholde sig til. Hvis man gerne vil have en guddommelig dimension ind i samtalen, må man hellere bringe det på banen ved at snakke om de vigtige ting i livet, og hvordan det er at være menneske«.

Kunne det tænkes, at denne berøringsangst over for gud skyldes, at vi grundlæggende er et halvugudeligt samfund, der i virkeligheden synes, at religion er lidt til grin?

»Du har ret i, at vi på overfladen ikke er et særlig religiøst samfund. Men at man føler sig akavet ved at forholde sig til det religiøse er bestemt ikke tegn på, at man ikke forholder sig til det indeni eller gør sig tanker om det. Det er et tegn på, at vi har vænnet os fra at kunne tale om det«.

De senere år er det blevet teologisk mode at hævde, at kristendommen står bag alt fra ytringsfrihed til demokrati og oplysning. Burde den ikke hellere tale om evangeliet, som den er bedst til?

»Jeg mener også, det er et problem, hvis man vil gøre kristendommen ansvarlig for alt godt på Jorden. Og du har også ret i, at det vigtigste for folkekirken og præsterne er at forkynde budskabet om Jesus og evangeliet, som det står. Men det er også præsternes opgave hver for sig at blande sig i den debat, der foregår i samfundet, og der har nogle præster det med at overdrive kristendommens betydning ved at gøre den til årsag til alle mulige fænomener. For eksempel demokratiet«.

Man kan af og til få det indtryk, at teologer har svært ved at forstå en verden, som ikke er deres, og nogle ser på os gudløse som golde, åndløse, tomme og intellektuelt underlødige mennesker. Mener du, at man både kan være gudløs og i kontakt med det åndelige?

»Ja, men vi definerer åndelighed forskelligt. I den teologiske verden er ånden fuldstændig og afgjort forbundet med Gud. Her er åndelighed og guddommelighed to sider af samme sag. Den gudløses åndelighed handler derimod om menneskets skaberevner, kreativitet og æstetiske sans, og jeg ville aldrig påstå, at et gudløst menneske ikke kunne være modtageligt over for det«.

Frygten for at miste troen
Nu et rigtig åndssvagt spørgsmål: Hvorfor skruer Gud ikke lidt ned for termostaten?

»Det er et åndssvagt spørgsmål, men også et godt spørgsmål. Hvorfor griber Gud ikke ind der, hvor der er lidelse og problemer? Hvorfor tillader Gud det onde? Det har teologer bakset med i århundreder«.

Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skulle have en gud, så skulle det være en sej gud, der gjorde noget fantastisk. Er der nogen grund til at have ham, når han nu ikke gør det?

»Du glemmer den mulighed, at Han afholder sig fra at gøre det. Hvis man havde en gud, der greb ind og løbende ordnede alt det, der gik galt, så ville menneskets egen indsats være sat ud af spillet. Så ville vores liv, vores ageren, vores tænkning være så sekundær i forhold til vores udvikling, at livet i sig selv ikke længere ville have nogen værdi«.

Kan du forstå, at jeg opfatter det som en bortforklaring?

»Nej, jeg vil hellere spørge dig, om du ville leve i en verden, hvor din indsats var ligegyldig, fordi Gud alligevel ville komme og rette det hele?«.

Nej, for sådan ser min verden ikke ud ...

»Nej, og sådan ser min verden heller ikke ud. Vi er begge enige om, at det er rarest at bo i en verden, hvor vi har indflydelse på, hvad der sker, og hvor det er op til os selv at vælge mellem det gode og det onde. Den udfordring ville blive opløst, hvis Gud greb ind. Derfor kan du godt kalde det en bortforklaring. Jeg vil hellere kalde det en fuldstændig central meningsfuld dimension mellem Gud og menneske. Vi skal selv tage hånd om vores liv«.

Mit sidste spørgsmål: Du tror, Gud findes – kunne du blive overbevist om det modsatte?

»Det er muligt, at jeg kan miste min tro. Det er enhver troendes skræk, at man på et tidspunkt i sit liv mærker, at man ikke tror længere. Men du kan ikke overbevise mig. Det er ikke argumenter, men livet, der gør, at man mister sin tro«.

LÆS Præsten interviewer den gudløse