Folkeskolen skal have et eftersyn, lovede statsministeren i sin nytårstale. En ’Marienborg-uge’, hvor en lang række af skolens interessenter inviteres. Ambitionen er en skole, hvor eleverne er lige så videbegærlige på sidste skoledag – som på første.

Det er rigtigt set, flot sagt og en kæmpeudfordring. Det er nemlig her, vi finder roden til næsten alle problemer med unge, der dropper ud af uddannelserne – hvilket er ca. 20 procent.

Vi taber dem undervejs, de mister rent ud sagt ’videbegærligheden’, nogle af dem løber skrigende bort fra alt, der handler om skole og uddannelse, og vender aldrig tilbage.

Vi kan lokke dem, true dem, betale dem, men de drikker ikke af det trug, der hedder videbegærlighed.

Derfor er statsministerens ambition større, end han måske selv aner. Ambitionen handler nemlig om at skabe en skole, der ikke alene er socialt inkluderende, men også udvikler den særlige form for faglighed, der kaldes et læringsfællesskab. To virkelig ambitiøse mål, der naturligvis hænger sammen.

Tag nu f.eks. spørgsmålet om elevers trivsel i skolen og den andel af eleverne, der ’virkelig godt kan lide skolen’. Den gruppe er formentlig identisk med de videbegærlige elever. Men den andel halveres igennem det ældste skoleforløb:

I 2006 var den i 5. klasse på 37 procent, mens den i 9. klasse var på 18 procent. Og ser vi på udviklingen siden midten af 1980’erne, er denne andel blevet stadig mindre.

Anerkendelse, social trivsel og faglig succes
Andelen af eleverne, der ikke stortrives i skolen, rummer mange forskellige undergrupper og dermed også forskellige årsagskomplekser. Der er elever, der bare trænger til nye udfordringer. Der er andre, der er så trætte af skolen, at de siger »aldrig mere skole«.

Og sådan har de haft det gennem en stor del af deres skoletid – med klart negative konsekvenser for deres udbytte af skolen og generelle indlæring. Der er dokumentation for sammenhæng mellem trivsel i skolen og Pisa-resultater, og det viser sig også, at de elever, der ikke trives i skolen, heller ikke regner med at fortsætte i uddannelse efter skolen.

Hvis regeringen skal nå sit mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse i 2015, skal grunden altså lægges i de vigtige år i folkeskolen. Det er, som statsministeren siger, her, videbegærligheden skal konsolideres. Uden den er det farvel til skole og uddannelse.

Men hvad skal der så til for at skabe stortrivsel i skolen? Er det mere læseundervisning, flere læsetests, mere sammenligning med finske børn eller bortskæring af ’overflødige fag’ for at prioritere læsning? Svaret giver sig selv.

Hvis man vil bruge den forskning, der faktisk findes på området, handler svaret om tre vækstområder for positive skoleforløb. Det er social trivsel, faglig succes og personlig anerkendelse.

•Social trivsel drejer sig helt enkelt om at kunne lide at gå i skole. Det er der nogle børn, der kan ’helt af sig selv’. Andre børn kræver et socialt miljø, der gør noget for klasseværelseskulturen, for fællesskabet, for venskaber mellem elever, der sætter effektivt ind mod mobning, og sidst, men ikke mindst, har en lærer, der er social leder. Social trivsel hindrer dropout og forøger fagligheden.

•Faglig succes har det fokus, at alle elever skal opleve succes, ikke ved generelt at sænke kravene, men ved differentiering af mål og midler. Det betyder en rummelig skole, også hvad angår faglighed: Den skal ikke yderligere bogliggøres og standardiseres; faglighed er praktisk og innovativ. Derfor er der behov for udvidede støttemuligheder og en pædagogik, der bygger på sociale relationer. Og med betydelig hensyntagen til den enkelte elevs individualitet.

•Personlig anerkendelse drejer sig om, at den enkelte elev skal opleve at blive taget alvorligt, både når det gælder krav og tilbagemeldinger fra en lærer, der er tilgængelig og dagligt ’følger op’. Elever har brug for at føle sig godkendt og værdsat – ikke bortdømt.

Det vigtigste fag er skolen selv
Hvordan organiserer vi en skole, der kan leve op til de tre krav? Det er der skoler, der ihærdigt knokler med rundt om i Danmark, ofte uden den store bevågenhed. Det er skoler, der ved, at elevers produktivitet hænger direkte sammen med deres trivsel.

Derfor er svaret ikke flere tests, ikke mere smalsporet indlæring, men rummelighed og en etos, der handler om tydelige normer, et inkluderende pædagogisk miljø og en fleksibel opbygning af skolen, med mindre afdelinger i den store og en forståelse af faglighed, der giver alle elever en chance.

Den store amerikanske psykolog og uddannelsesforsker Jerome Bruner spørger: »Hvad er det vigtigste fag i skolen?«. Og svarer: »Det er skolen selv«. Det svar er mere rigtigt i dag end nogensinde.

Men hvad mener Bruner? Han mener skolen som et læringsfællesskab, hvor læring sker i et samarbejde, der understøtter, stimulerer og bekræfter elevers handleevne – og videbegærlighed.

Derfor er statsministerens ambition ikke urealistisk, men den kræver en 180-graders kovending i forhold til den kurs, der officielt er udstukket.